Fortsæt til indhold

Aner Norddjurs allerede skriften på væggen - selvom man har ryggen til muren?

Der er endnu ikke sat mødedato på det berammede møde om biogasprojektet mellem repræsentanter fra Norddjurs og Syddjurs.

Politik

Vi tager den lige engang til for Prins Knud!

Et politisk flertal i Norddjurs har givet borgmester Kasper Bjerregaard (V) pålæg om at kontakte sin fælle i Syddjurs, Michael Stegger Jensen (A), med henblik på at få sat et møde op, hvor det overordnede tema er det potentielle biogasprojekt ved Hovedvej 16 eller i første omgang placeringen af det.

Det er primært Konservative med viceborgmester Benny Hammer i spidsen, der støttet af Socialdemokratiet har appelleret om et møde med topfolk i Syddjurs.

Mest af alt for at få markeret, at de er imod den påtænkte placering, hvis man skal skære det helt ud i pap.

Først efter

Kasper Bjerregaard har hele tiden forsøgt at forstå, hvad mødet skal bruges til, fordi der er tale om et projekt, hvor myndighedsdelen udelukkende ligger hos Syddjurs Kommune, og borgmesteren har tillige peget på, at det er muligt at sætte sig stort ind i biogasplanerne ved at læse materialet på Syddjurs Kommunes hjemmeside.

Mødet bliver imidlertid først afviklet med deltagelse af borgmester, kommunaldirektør og viceborgmester fra de to kommuner efter 28. februar, hvor Syddjurs Byråd stemmer om der skal laves et såkaldt rammeudlæg i den nye kommuneplan til et biogasanlæg ved Hovedvej 16.

Det fremgår af protokollen fra det ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde i Norddjurs i januar, hvor et flertal gav borgmesteren pålæg.

Uden at foregribe begivenhedernes gang kan det endnu ikke datofastsatte møde meget vel blive startskuddet til et biogasprojekt på Djursland, som begge kommuner bakker op om.

En proces, som onde tunge gerne havde set var startet for mindst to år siden.

I Norddjurs vil man nemlig have biogas i det åbne landskab. Det vil man også i Syddjurs. Det står at læse i begge kommuners kommuneplaner.