Fortsæt til indhold

Politisk flertal i Norddjurs sender borgmesteren i byen i nabokommunen

Efter en længere holmgang på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde om en potentiel placering af et biogasanlæg i Syddjurs ved Hovedvej 16 besluttede et flertal bestående af Socialdemokratiet, Konservative og Dansk Folkeparti at melde Norddjurs ind i diskussionen om et biogasanlæg ved Hovedvej 16.

Politik

Tirsdag den 23. januar er økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen indkaldt til ekstraordinære møder med et punkt på dagsordenen.

Det lyder kort og godt:

»Drøftelse af mandat og deltagelse vedr. dialog med Syddjurs Kommune omkring biogasanlæg.«

Dialogen kommer udelukkende til at foregå politisk, ikke på embedsmandsniveau.

Møderne er et follow-up til beslutningen på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde om at involvere Norddjurs Kommune i det arbejde, der pt. pågår politisk i Syddjurs Kommune, både på embedsmandsniveau og politisk niveau om et biogasanlæg ved Hovedvej 16 på et areal på matriklerne Hovedvej 107 og Hovedvej 109.

Benny Hammer (C) havde benyttet sig af sin initiativret som kommunalbestyrelsesmedlem til at bringe temaet op i kommunalbestyrelsen.

Benny Hammer spillede de samme argumenter ud, som han i et par omgange har gjort rede for i Lokalavisen. At han har respekt for, at myndighedsdelen udelukkende er et Syddjurs-anliggende, men også at netop den påtænkte placering på grænsen til Norddjurs efter hans mening får store konsekvenser for Norddjurs Kommune, trafikalt (kørsel på Norddjurs vejstrækninger), men også i forhold til, at placeringen ligger tæt på Djurs Sommerland og turismesatsningen ’Hjertet af Djursland’.

’Hjertet af Djursland’ er Norddjurs også en del af.

Norddjurs klar

Socialdemokratiet med Allan Gjersbøl Jørgensen, Lars Møller og Bente Hedegaard som ivrige advokater bakkede op om Benny Hammers synspunkter og de forudsete konsekvenser for Norddjurs, hvis det industrielle biogasanlæg til 800.000 tons bliver en realitet.

Gjersbøl og Møller havde forud for kommunalbestyrelsesmødet været ude i Lokalavisen med forklaringer på, hvorfor Socialdemokratiet også bakker op, at det vil være velgørende, hvis Norddjurs Kommune tager en kontakt til Syddjurs Kommune.

»Vi vil gerne i en dybere politisk dialog med dem, om den konkrete placering, der også skaber utryghed for Norddjurs’ borgere i området og nok vil være til skade for hele vores turismeerhverv på Djursland,« lød det således fra Allan Gjersbøl Jørgensen til Lokalavisen.

Med tilføjelsen:

»Noget af det væsentlige er, at placeringen ikke inkluderer småveje og risikerer hele Djurslands turismeerhverv, herunder eksempelvis campingpladser, sommerhusudlejning andre turistattraktioner. Derfor vil vi gerne bidrage med en alternativ placering i Norddjurs Kommune, hvis det skulle komme så langt og strande i Syddjurs.«

Ingen af de tre socialdemokrater nævnte dog, hvad en alternativ placering kunne være.

Rettidig omhu - hvordan?

Flere af de øvrige partiers ordførere fandt det underligt, at Konservative og Socialdemokratiet nu kommer i 11. time og »pludselig vil blande sig i noget, der reelt vedrører Syddjurs.«

»Vil vi i Norddjurs synes om, at Syddjurs gjorde det samme, hvis det var en sag i vores kommune, det var tale om,« spurgte Liberal Alliances Sebastian Grauert.

Niels Ole Birk (V), formand for Miljø- og Teknikudvalget, henviste til, at man i enighed i kommunalbestyrelsen 12. september 2023 besluttede ikke at sende et høringssvar til Syddjurs Kommune indenfor høringsfristens deadline.

Underforstået. Hvorfor er det så, at et flertal pludselig mener, at nu skal kommunalbestyrelsen efter, at høringsfristens afslutning 1. januar 2024 til at søge oplysninger hos Syddjurs Kommune.

Samme synspunkt advokerede SFs repræsentanter, Aleksander Myrhøj og Kasper Vindbjerg for.

Begge gav udtryk for, at de havde svært ved at forstå, hvad det var for nogle oplysninger, som man fra Norddjurs hold skulle afsøge i Syddjurs, som man ikke kendte til i forvejen.

SF med to tunger?

Konservatives Martin Raghner undrede sig over SFs modstand mod at lade Norddjurs tage kontakt til naboerne i Syddjurs.

Martin Raghner pegede på, at SFs lokalbestyrelse havde sendt et høringssvar til Syddjurs, men det var tilsyneladende gået forbi næsen på de tre SF’ere i kommunalbestyrelsen?

»Det er vores lokalbestyrelse, som har afsendt høringssvaret,« understregede Aleksander Myrhøj.

»Det er der intet forkert i. Personligt er jeg ikke selv afklaret i forhold til min stillingtagen,« fortsatte han.

Undrende borgmester

Borgmester Kasper Bjerregaard (V) forsøgte i flere omgange at få præciseret, hvad det var for et mandat, som kommunalbestyrelsen ville sende ham i byen med?

»Der foregår jo allerede masser af samtaler på tværs af Norddjurs og Syddjurs både på embedsmandsplan og blandt politikerne, også om biogas,« bemærkede borgmesteren.

»Jeg taler løbende med min kollega i Syddjurs, Michael Stegger Jensen (A), og det gør jeg gerne, for han er en flink fyr.«

Borgmesteren kunne også fortælle, at han senest har besøgt repræsentanter fra ansøger Brdr. Thorsen I/S og Djurs Sommerland, ligesom han har talt med landmænd fra leverandørforeningen Djurs Biogas.

Mandatet, som Kasper Bjerregaard skal sendes i byen med over grænsen til Syddjurs, forekom fortsat uklart, da afstemningen for en konservativ indstilling viste opbakning fra fire konservative, otte socialdemokrater og den enlige DF’er, i alt 14, mens de øvrige 12 tilstedeværende vendte tommelen ned.

Diana Therese Mikkelsen fra Danmarksdemokraterne havde sendt afbud.

Hvad bliver mandatet?

Hvad Kasper Bjerregaard bliver sendt i byen med hos kollega Michael Stegger Jensen ved han efter tirsdagens møder i først økonomiudvalget og senere kommunalbestyrelsen.

Indtil da må han nøjes med at gøre sig sine tanker.

Indtil da må han nøjes med at gøre sig sine tanker. Norddjurs har indskrevet i kommuneplanen, at man gerne vil have et biogasanlæg i det åbne land uden - ligesom i Syddjurs - at komme med forslag til placeringer.

Som Kasper Bjerregaard forklarede det på kommunalbestyrelsesmødet:

»Men vi har pt. ingen sag eller interessetilkendegivelser på at lave et.«

I Norddjurs arbejdes der konkret med projekteringen af et flisdrevet biogasanlæg nord for Grenaa.

Det biogasanlæg, der er på dagsorden i Syddjurs, er som bekendt primært gyllebaseret.