Fortsæt til indhold

I værste fald kører der 113 transporter pr. dag

Særligt, når det gælder logistikken, og når det handler om den trafikale belastning på vejnettet, hvis der kommer et biogasanlæg ved Hovedvej 17, har mange tal allerede været nævnt.

Politik

Mens NIRAS nu er i gang med at screene området ved Hovedvej 16 på arealet mellem matriklerne Hovedvej 107 og Hovedvej 109 for at give Syddjurs Byråd et fingerpeg om der er noget som forhindrer at opføre et industrielt biogasanlæg her, fortsætter biogas-sagaen mand og mand imellem, face-to-face, i diverse fora på de sociale medier etc.

Et af de temaer, der har været genstand for debat, er trafikafviklingen til og fra et biogasanlæg, hvis det bliver aktuelt.

Vi har aldrig forsøgt at skjule, hvor mange transporter og kørsler, der er tale om.
Steffen Thorsen, Brdr. Thorsen I/S

Mange tal har været oppe at vende, og det har ikke skortet på at overgå hinanden. Det højeste bud er vist 72.000 daglige kørsler!

I den rapport fra PlanEnergi, som er det faktuelle udgangspunkt i ansøgningen fra investorerne Brdr.Thorsen og Kosangas, står der at læse 113 transporter om dagen med biomasserne.

En transport svarer til to kørsler. Altså 226 kørsler om dagen.

Det bekræfter Steffen Thorsen fra Brdr. Thorsen I/S.

»Vi har aldrig forsøgt at skjule, hvor mange transporter og kørsler, der er tale om. Man kan bare henvende sig til os for at få tallene, eller læse i rapporten fra PlanEnergi hvor alting er nøje beskrevet,« siger Steffen Thorsen.

Det er i værste fald

Han understreger, at tallene i rapporten fra PlanEnergi er lavet ud fra et worst case scenarie. Altså hvor mange transporter, som der i værste fald kommer til at køre pr. dag til og fra.

»Virkeligheden viser oftest, at tallene er mindre. Vi har naturligvis brugt tallene for worst case i vores ansøgning og i vores møder med forvaltning og politikere,« siger Steffen Thorsen.

Hertil kommer 12 transporter, altså 24 kørsler oveni , der skal køre gassen (metan og CO2) ud til kunder over det ganske land. Det kan være i Grenaa, Aalborg elle Kalundborg. Kørsler som man må formode primært vil foregå på hovedvejene.

Biogas er en blanding af metan (CH4) og kuldioxid (CO2). Biogas bliver især brugt til el og varme og også til biler.

»Så alt i alt er worst case scenariet 125 transporter pr. dag lig med 250 kørsler,« lyder Steffen Thorsens regnestykke.

Ikke en smittebærer

Det har været fremhævet af flere i debatten, at de lastbiler, der kommer kørende med biomasse/gylle ikke kan køre fra gård til gård grundet smittefaren.

»Det er simpelthen ikke korrekt, og en misforståelse, som fortjener at blive ryddet af vejen,« siger Steffen Thorsen.

Han illustrerer forløbet således:

- Lastbilen starter hos kunde 1 og læsser her et læs rågylle.

- Lastbilen kører tilbage på biogasanlægget og læsser rågyllen af i en lukket hal med udsugning. Gyllen kommer i en lukket tank med afkast til produktionen.

- Lastbilen bliver samtidig med aflæsning, vasket i desinficerende sæbe, så den er helt ren og smittefri.

- Lastbilen tanker efter aflæsning et læs helt smitte- og sygdomsfri afgasset gylle.

- Lastbilen kører til kunde 2 og læsser den smitte- og sygdomsfrie afgassede gylle af hos denne kunde.

- Lastbilen tager hos samme kunde 2 et læs rågylle med tilbage til anlægget.

- Processen starter forfra.

»Derfor er det ikke rigtigt at hævde, at lastbilen er en smittebærer. Den kan køre fra kunde til kunde med høj effektivitet. Lastbilerne vil være de reneste biler, man finder på vejene,« lover Steffen Thorsen.

Mødes gerne med kritikere

Steffen Thorsen understreger, at han sammen med Kosangas gerne stiller op og diskuterer data og fakta.

»Det er helt forståeligt, at der er mange spørgsmål, der skal besvares, og mange tal at forholde sig til. Vi mødes gerne med folk, der vil have forklaret fakta om biogasprojektet. Vi har gennem hele forløbet og helt fra start, været meget åbne og ærlige, og vi diskuterer gerne med alle, også dem, der mener, at vi fremlægger usandheder eller gemmer på data.«