Fortsæt til indhold

Henrik B. Nielsen: »Politikerne må op i helikopteren og finde det rette areal«

Djurs Sommerlands direktør afviser også det nyeste forslag fra Brdr. Thorsen til placering af et biogasanlæg.

Politik

Djurs Sommerland har hidtil udtrykt stor bekymring og afvist de planer, der har været bragt i forslag til at huse et industrielt biogasanlæg ved Hovedvej 16.

Det gælder også det nyeste forslag fra Brdr. Thorsen.

Det går under betegnelsen placering 2.1 og ligger placeret i en afstand af 1.200 meter fra Djurs Sommerland og to kilometer fra forlystelsesparkens hovedindgang.

Den foreslåede placering ligger på et område mellem Hovedvej 107, det tidligere Stutteri Egemose, og Hovedvej 109.

»Bekymringerne ændres ikke af, at der nu er kommet en ny placering 2.1 i spil. Vi har ved denne placering de samme begrundede bekymringer for lugt, trafik, trafiksikkerhed og skade på Djurslands image som turistdestination,« skriver Henrik B. Nielsen i en mail til Lokalavisen.

»Et sådan anlæg skal ikke ødelægge det for andre erhverv, der også skal have plads til at udvikle sig. I andre kommuner vælges arealer til sådanne anlæg, der er både 10 og 20 gange større end det areal, der nu er i spil.«

Han har tidligere fremhævet, at der er politisk enighed om, at området ved Djurs Sommerland og Lübker Golf er pointeret i Kommuneplanen som et turistområde, der skal investeres massivt i de kommende år.

Senest beskrevet i planerne for projektet ’Hjertet af Djursland’.

Påvirker vores eksistens

I en nylig udgave af det digitale nyhedsmedie Turistmonitor, som udgives af selskabet Monitormedier A/S, trækker Djurs Sommerlands direktør sine synspunkter yderligere op:

»Vi har forståelse for, at man gerne i Syddjurs Kommune vil kigge på, hvordan man arbejder med den grønne omstilling og kigge ind i mere bæredygtige energikilder. Det kan vi kun være enige i,« udtaler han og videre:

»Men det område, man har valgt at screene for mulige placeringer, er oprindeligt udlagt i kommuneplanen til turisme. Vi mener, det er vanskeligt at forene det fremtidige behov for at etablere og udvikle et eventuelt biogasanlæg, som vil være mere pladskrævende, med det ambitionsniveau man fra kommunal side har til turismen og har udstukket rammerne for, og de ambitioner, vi i Djurs Sommerland og vores partnere har for turismen.«

Synspunkter og holdninger som han også kastede ind i debatten på borgermødet i Ryomgård i august.

I Djurs Sommerlands høringssvar går man så langt som til at hævde, at det kan påvirke forlystelsparkens eksistens og dermed fremtid.

Det gentager han i artiklen i Turistmonitor med udtalelsen:

»Hvis folk fravælger Djurs Sommerland, fordi man føler sig generet af trafik og lugtgener, så er det klart, at det kan påvirke vores eksistensgrundlag.«

Han opfordrer politikerne til, at de kommer op i helikopteren og finde det rette areal. Underforstået et andet areal, »hvor der er plads til at udvikle biogas og Power2X, og hvor man kan forene det med andre aktiviteter.«

Power-to-X

Power-to-X er en betegnelse for at udnytte elektricitet fra vedvarende energikilder fra f.eks. vindmøller (power) til at producere grøn brint, som blandt andet ved at tilføre CO2 kan omdannes til et andet grønt slutprodukt (X) f.eks. methanol. Det kan lagres og distribueres til forskellige formål som varme, transport og industriprocesser.

EU-Kommissionen peger på Power-to-X som led i indsatsen for drivhusgasneutralitet i 2050 og som noget, der spiller en central teknologisk rolle i hele den grønne omstilling.