Tilbagetoget er afgået fra Hovedvej 16 med kurs mod ingen ved hvor
Der er politisk enighed om, at Syddjurs Kommune skal være hjemsted for et industrielt biogasanlæg, fordi det vil være afgørende for grøn omstilling og kommunens klimaregnskab.
Alle fra Nye Borgerlige til Enhedslisten bakker op, selvom sidstnævnte nok finder, at biogas mere er noget gylle end kongevejen til grøn omstilling.
Allerede i 2022 var der faktisk rig lejlighed til at hviske til investor, Brdr. Thorsen, landmænd og Kosangas, at de skulle se sig om efter en anden placering end ved Hovedvej 16.
Efter sidste uges borgermøde står det klart for alle, at den mulige placering nordøst for Kolstrupgårde er dømt ude.
Den havde Syddjurs Kommunes embedsværk ellers peget på alene som den mest oplagte placering til et biogasanlæg.
Dermed er der kun placeringen på Østenfjeldvej nord for Brdr. Thorsens eksisterende gårdanlæg på Østenfjeldvej 9 tilbage.
Hvis sidstnævnte placering skal blive til noget, vil det kræve, at to partier, Socialdemokratiet og Konservative Syddjurs, skal vende rundt på en tallerken i forhold til de synspunkter, som partierne hidtil har givet udtryk for i debatten.
Det gør de ikke.
De to partier vil sammen med Det radikale Venstre og Enhedslisten holde fast i, at hensynet til Djurs Sommerland og den store turismevision beskrevet i fyldige linjer i fysisk-strategisk udviklingsplan ’Hjertet af Djursland’, vejer så tungt, at det ikke levner plads til et biogasanlæg i området.
Det betyder, at det er lige meget, hvad Venstre, Nye Borgerlige og SF lægger frem af gode argumenter for at anbefale Østenfjeldvej.
Det står selvfølgelig partierne frit for at mene, hvad de finder bedst.
Kæden hopper imidlertid af, når samtlige politikere messer: ”Vi skal have et stort biogasanlæg i Syddjurs af hensyn til den grønne omstilling og vores klimaregnskab.”
Der er gratis at blive ved med at messe løs, men det lyder ærlig talt latterligt.
Nuvel, politik er ikke bare facts, det er også følelser.
Så fair nok, at et politisk flertal mener, at området ved Hovedvej 16 ikke er det rigtige sted at placere et biogasanlæg af de dimensioner, der er tale om.
Men der har sørme været rig lejlighed til at forklare investor og landmænd, hvordan de politiske vinde blæser, meget før.
Ledende folk i embedsværket sagde tidligt fra overfor biogasprojektet, og allerede i første måned 2023 var der enighed partierne imellem, at den af investor ønskede placering på Østenfjeldvej 9 ikke var brugbar grundet afstanden til Djurs Sommerland.
Det blev investor først fortalt, da et byrådsflertal i juni besluttede at sende de to nuværende forslag til placeringer i høring.
Allerede i 2022 var der faktisk rig lejlighed til at hviske til investor, Brdr. Thorsen, landmænd og Kosangas, at de skulle se sig om efter en anden placering end ved Hovedvej 16.
Hvis borgmester og gruppeformænd dengang havde kigget hinanden dybt i øjnene, kunne situationen have set anderledes ud.
Måske kunne en placering i Norddjurs allerede da være kommet i spil?
Nu kommer vi i stedet til at opleve et uskønt og pinligt politisk tilbagetog, der kunne være undgået ved politisk ærlighed og rettidig omhu.
Det bliver ikke kønt, men ”Vi skal naturligvis have et stort biogasanlæg i Syddjurs.” - Hvor synes I - S, C og B? Vær nu ærlige.