Skrøne at hovedparten af biomasserne kommer fra Norddjurs
Der er i øjeblikket 97 medlemmer af Leverandørforening Djurs Biogas, som har indmeldt biogasser til et muligt kommende biogasanlæg.
Det har hidtil heddet sig i debatten om et måske kommende biogasanlæg ved Hovedvej 16 mellem Auning og Ramten, at hovedparten af leverancerne af biomasse vil komme fra landmænd i Norddjurs Kommune?
Og at hovedparterne af kørslerne med biomassen selvfølgelig vil komme herfra?
Også at der indenfor en periode på fem år vil ske et markant fald i antallet af landmænd i netop Norddjurs Kommune? Underforstået, vil der så ud i en nær fremtid ikke være landmænd nok til at levere biomasser til et storanlæg og sikre den økonomiske side af det?
Lokalavisen har stillet en række spørgsmål til Mogens Hjort Jensen, Grenaa, formand for Kvægbrugsudvalget under Djurslands Landboforening og formand for Leverandørforening Djurs Biogas, for at blive klogere på fakta.
Det er medlemmerne Leverandørforening Djurs Biogas, som skal levere de nødvendige biomasser til et måske kommende anlæg.
97 har sagt ja
Her følger spørgsmål og svar.
Mogens Hjort Jensen har svaret på mail.
Hvor mange medlemmer er der i Leverandørforeningen pt?
»Der er 97, der har indmeldt biomasser. Derudover har 2 meldt fra i første omgang begrundet i politisk usikkerhed (»projektet har lange udsigter for at blive til noget«)«
Hvordan er fordelingen af medlemmer Norddjurs – Syddjurs?
»Medlemmerne er fordelt således: 50 i Norddjurs Kommune, 42 i Syddjurs Kommune, 4 i Randers Kommune og 1 i Aarhus Kommune.«
Hvordan er fordelingen af medlemmer Norddjurs Vest – Norddjurs Øst?
»Det har vi ikke lavet en opgørelse af.«
Hvad er status pt. på lovet leverancer af biomasse?
»Ca. 655.000 tons. husgødning. Energiafgrøder er ikke indmeldt præcist endnu.«
Modstandere af biogasprojektet har hævdet overfor Lokalavisen, at om en fem år er en stor del af leverandørerne i Norddjurs væk? Det betyder, at der skal hentes energiafgrøder uden for Djursland for at holde liv i biogasanlægget/gøre det rentabelt at drive?
»Der sker fortsat en naturlig strukturudvikling i landbruget, hvor nogle ejendomme opkøbes af andre. Selve landbrugsarealet til bl.a. energiafgrøder bliver jo ikke mindre af den grund. I forhold til mængden af husdyrgødning, så lavede vi (Djurslands Landboforening, red.) sidste år et overordnet estimat for mængden af husdyrgødning på Djursland ud fra data fra CHR-registeret 2021, som viste en samlet husdyrgødningsmængde på ca. 1,2 mio. tons. Det er således langt fra alt husdyrgødningen, der aktivt er indmeldt leverancer af på nuværende tidspunkt. Det betyder også, at der ved evt. nedlæggelse af nogle husdyrproduktioner fortsat forventes at være husdyrgødning på Djursland.«
Det nuværende gårdanlæg på Østenfjeldvej 9, der ejes af Brdr. Thorsen og har ligget der siden 2000, aftager 36.000 ton biomasse pr. år.
Det nye, som evt. kommer, må aftage 800.000 ton biomasse ( husdyrgødning og organisk affald) pr. år, når det kommer op at køre optimalt.
10 pct. ejerskab
Udgangspunktet har fra start været, at medlemmerne af Leverandørforening Djurs Biogas skal have en ejerandel på 10 procent af et måske kommende biogasanlæg, mens Brdr. Thorsen og Konsangas/UGI hver skal eje 45 procent.
Næstformand i biogasbestyrelsen, Cay Wulff Sørensen, der i en årrække har arbejdet for at på placeret et stort biogasanlæg på Djursland, slog flere gange på den stiftende generalforsamling i maj 2023 til lyd for, at det bliver Leverandørforening Djurs Biogas, der skal opfylde den påtænkte ejerandel på 10 procent, og ikke enkelte landmænd.
Det forudsætter imidlertid, at alle landmænd vil committe sig og være med som investorer.
Det er i kroner og ører en pæn slat, 60-70 mio. kroner, der skal skaffes til huse, men dengang blev der på den stiftende generalforsamling nikket til de synspunkter, som Cay Wulff Sørensen gav udtryk for blandt de fremmødte landmænd.