Business Djursland balancerer på knivsæg med høringssvar i 12. time
Erhvervslivets forening går normalt ikke ind i enkeltsager, men gør en undtagelse i dette tilfælde, fordi placeringen af biogasanlæg får betydning for ét helt erhverv på Djursland, Turisme- og Oplevelseserhvervet, skriver bestyrelsesformand Jørgen O. Laursen, Business Djursland på vegne af bestyrelsen i et høringssvar.
Et ’Wicked Problem’.
Sådan trækker Business Djursland, erhvervslivets forening på Djursland i bred forstand, tingene op i et høringssvar til Syddjurs Kommune om biogasprojektet ved Hovedvej 16 ved Nimtofte.
Høringsperiodens deadline er onsdag 13. september kl. 23.59.
’Wicked Problems’ er sammenfiltrede med andre problemer. En løsning et sted skaber problemer andre steder.
»Forskellige interesser og positioner står og blokerer for en optimal løsning, hvor Djursland både kan få et eller flere biogasanlæg og samtidig sikre den fortsatte turismeudvikling. Vi kan og vil ikke pege på en bestemt løsning, men vil opfordre til en mere samskabende proces, hvor aktørerne og interessenterne i højere udstrækning bliver inddraget i løsningsmodeller,« lyder det i høringssvaret.
For snæver tilgang
Traditionelt tager Business Djursland ikke fat i enkeltsager.
I dette tilfælde gør bestyrelsen imidlertid en undtagelse, forklares det i høringssvaret.
Fordi der er »tale om et projekt, der kan have afgørende betydning for ét helt erhverv på Djursland, Turisme- og Oplevelseserhvervet.«
Bekymringerne er flere.
Biogasprojektet har undergået den klassiske procedure ved byggeansøgningerne, og det er begrænsende, mener Business Djurslands bestyrelse.
Projektet bliver derved kun bedømt ud fra en teknisk og juridisk tilgang. Det er slet ikke nok.
»Her er der tale om et projekt, der vil have betydning for rammevilkårene – ikke kun for de 2 direkte berørte turismeattraktioner, men for en hel branche på Djursland. I den medfølgende analyse (Rapporten fra NIRAS, der har screenet en række områder nær Hovedvej 16, red.) gives da også 5 kriterier for arealvurderingen, hvoraf kun kriteriet: ”afstand til naboer, samlet beboelse og øvrige interessenter” rummer en mulighed for at inddrage en branchemæssig betragtning. Det berørte område er ligeledes også udset til at skulle være Djurslands trækplaster nr. 1 via den udarbejdede strategisk-fysiske udviklingsplan, ”Hjertet af Djursland”,« anføres det i høringssvaret.
Bekymring oplagt
Business Djursland udtrykker forståelse for, at Djurs Sommerland og Lübker Golf Resort er bekymret ved udsigten til et biogasanlæg og ikke mindst kundernes reaktion, herunder lugtgener og trafikale udfordringer.
»Vi kan også have en stærk bekymring for det øvrige Turisme- og Oplevelseserhverv, der både i Syddjurs og Norddjurs Kommune er stærkt afhængige af de 2 turismeattraktioner. Direkte er der ansat mere end 850 medarbejdere (åremålsansatte, red.) i Djurs Sommerland. Indirekte er langt flere afhængige af de 2 attraktioner, i både detail- og servicebranchen + bygge- og anlægsbranchen. Langt de fleste gæster i sommerhusområderne har lige nu et besøg her (i Djurs Sommerland, red.) som deres 1. prioritet. Det er også grunden til, at de er gæster på Djursland.«
»Djurs Sommerland havde alene sidste år 878.000 besøgende. En forøget kørsel med 218 vogntog om dagen til og fra biogasanlægget vil uden tvivl give gæsterne en negativ oplevelse på Djursland,« mener altså Business Djurslands bestyrelse.
Djursland har brug for et fortsat velfungerende Turisme- og Oplevelseserhverv, men også en grøn og sammenhængende energiforsyning
Skrøbelig og usikker
I høringssvaret balanceres der tydeligvis på et knivsæg i forsøget på ikke at vælte korthuset.
Det grønne aftryk fra et biogasanlæg anerkendes nemlig også.
Til gengæld stilles der spørgsmålstegn ved logistikløsningen og produktionsløsningen.
Altså transporten til biogasanlægget med biomassen fra hele Djursland med lastbil og traktor.
På biogasanlægget omdannes biomassen til flydende form, som herefter skal transporteres hen til den energiforbrugende enhed.
»Logistikløsningen og produktionsløsningen i den skitserede løsning forekommer skrøbelig og usikker ift. den samlede grønne energiløsning på Djursland og forsyningssikkerheden,« mener Business Djurslands bestyrelse.
Der kritiseres også, at biogasprojektet hidtil kun har været begrænset til et Syddjurs fænomen.
»Området ligger på grænsen op til Norddjurs Kommune, leverandørkredsen kommer i stort omfang fra Norddjurs Kommune. Turisme- og Oplevelsesbranchen i Norddjurs Kommune er i allerhøjeste grad påvirket af den mulige løsning. Vi ser det som en stor udfordring, at interessenter i Norddjurs Kommune ikke rigtig har været indtænkt og inddraget.«
Til rådighed
Business Djursland stiller sig rådighed med hjælp til et videre forløb, hvor begge kommuner kommer på banen og tager ejerskab. Tillige flere interessenter, herunder erhvervslivet bredt.
»Djursland har brug for et fortsat velfungerende Turisme- og Oplevelseserhverv, men også en grøn og sammenhængende energiforsyning,« lyder det afsluttende i høringssvaret.
Underforstået. Processen skal kickstartes med begge kommuner og alle interessenter omkring bordet for at få skabt en fælles løsning, mener Business Djurslands bestyrelse.
Djurs Sommerland og Lübker Golf Resort er iøvrigt medlemmer af Business Djursland.
Brdr. Thorsen er det ikke.