Frygt: Ryomgård tæt på trafikalt sammenbrud, hvis biogasanlæg bliver til noget
Det er fint med et biogasanlæg ved Hovedvej 16, men ikke på de to foreslåede placeringer, skriver Ryomgård Distriktsråd i høringssvar.
Alle vil grøn omstilling og være med til at sætte et grønt aftryk. Men når det kommer til realiteterne, bliver det straks sværere at holde fanen højt.
Ryomgård Distriktsråds formand Michael Mikkelsen antydede allerede på borgermødet i Ryomgård i august, hvor de potentielle placeringer ved Hovedvej 16 blev gennemgået, at det ville medføre store trafikale udfordringer for byen.
Derfor kan Ryomgård Distriktsråd ikke gå ind for de to placeringer ved Hovedvej 16 på hver side af Hovedvej 16 mellem Stenbergholt og Ramten, der er i spil:
»Vi ønsker ikke nogle af de foreslåede placeringer af biogasanlæg, da trafikken igennem Ryomgård allerede er meget voldsom, og vi ønsker ikke at et industrielt anlæg skal udfordre byen yderligere. Vi foreslår, at der afsøges alternative placeringer langs A 16, nærmere Grenaa eller Auning og at Syddjurs Kommune indleder et samarbejde med Norddjurs Kommune for at finde den ”rette” placering til gavn for borgerne i de to Djursland kommuner.«
Hvorvidt det vil betyde, at frygten for trafikafviklingen gennem Ryomgård By vil aftage, fremgår dog ikke af høringssvaret.
Det frygter Distriktsrådet
Ryomgård Distriktsråd har oplistet følgende forhold, som man mener vil blive konsekvensen ved at placerere et biogasanlæg på en af de to foreslåede placeringer:
- Trafikken nord/syd til og fra Djurs Sommerland kommer igennem Ryomgård
- Trafikken nord /syd til sommerhusområderne i Fjellerup og Bønnerup kommer igennem Ryomgård
- Trafikken til nord /syd Lubker Golf kommer igennem Ryomgård
- Det store turismeprojekt Hjertet af Djursland vil på sigt generere megen trafik igennem Ryomgård
- Tilførsel af ca. 70 tunge køretøjer i døgnet er mange at tilføre i forbindelse med biogasprojektet. Distriktsrådet gør opmærksom på at Slotsgade, Skovvej og Nimtoftevej alle er skoleveje
- Ryomgård huser også Letbanen som krydser Slotsgade. Den spærres fire gange i timen. Det giver kilometerlange lange køer ved spidsbelastninger
- Trafikken sydfra til Kronospan i Pindstrup kører nu via Ryomgård, da adgangen via Thorsager blev sløjfet for nogle år siden
- Ryomgård er busknudepunkt for busruterne på Djursland og der er alle ugens syv dage belastning af busser igennem byen
Krav til trafikafvikling
De otte punkter får Ryomgård Distriktsråd til »at understrege vigtigheden af, at der som minimum stilles krav til leverandører om tidskorridorer for kørsel med leverancer af gylle og biomateriale, samt der udarbejdes en plan for trafikafviklingi forhold til øvrig trafik.«
Investor, Brdr. Thorsen, har allerede i flere omgange understreget, at man vil være yderst opmærksomme på, hvordan afviklingen af kørsler til og fra et biogasanlæg ved Hovedvej 16 tager vidtgående hensyn til de tidspunkter, hvor vejnettet i forvejen er spidsbelastet.
Så den pot er således ude.