Løvenholm Fondens formand har intet at indvende mod nyt forslag til placering
Peter Gæmelke bekræfter, at Løvenholm Fonden ikke vil protestere over, at det nyeste forslag til placering af et industrielt biogasanlæg kommer tæt på Løvenholm Skoven og kræver dispensation fra Skovbyggelinjen.
I høringssvaret som Brdr. Thorsen og Kosangas i forening har fremsendt til Syddjurs Kommune, hvor parterne foreslår et alternativ til de to placeringer ved Hovedvej 16, som hele høringsprocessen har drejet sig om, står der at læse mod slutningen.
»Brdr. Thorsen har desuden været i dialog med Løvenholm Fonden, som ejer skoven, der grænser op til arealet ved placering 2.1.(Det nye forslag til placering, red.)
Fondens bestyrelsesformand har overfor Brdr. Thorsen tilkendegivet, at Fonden er indforstået med, at der kan ligge et biogasanlæg tæt på skovgrænsen og vil anbefale projektet.«
Løvenholm Fondens formand Peter Gæmelke bekræfter overfor Lokalavisen ordlyden og tilføjer:
»Det er fuldt ud korrekt, det der står skrevet. Det vi har sagt er, at forudsat Brdr. Thorsen kan blive enige med de omkringliggende naboer, har vi intet at indvende. Heller ikke at der bliver søgt om en dispensation fra Skovbyggelinjen.«
»Jeg er orienteret om, at Brdr. Thorsen er enige med naboerne. Derfor har vi ingen invendinger og kan anbefale anlægget.«
Peter Gæmelke har en lang fortid som bestyrelsesformand for Nature Energy. I hans formandsperiode har han været med til at etablere flere storskala biogasanlæg i Danmark.
Skovbyggelinjen
Naturbeskyttelseslovens § 17 omhandler Skovbyggelinjen. Her fastsættes en 300 meter byggelinje omkring offentlige skove og om private skove på samlet over 20 ha.
Der ikke må placeres ny bebyggelse, campingvogne og lignende inden for linjen.
Det er Syddjurs Kommune som på baggrund af en konkret ansøgning kan meddele dispensation fra Skovbyggelinjen.
Jord ikke til salg
Peter Gæmelke understreger overfor Lokalavisen, at der ikke er jord til salg i Løvenholm Skoven til biogasformål.
»Det bliver ikke aktuelt, fordi vi i bestyrelsen i Løvenholm Fonden er enige om ikke at sælge jord i selve skoven. Så det kommer slet ikke på tale.«