Benny Hammer skubber biogasanlæg ind på Norddjurs' politiske dagsorden
Viceborgmesteren blev ikke så meget klogere af at være til borgermøde om biogas i Syddjurs, men han kan sagtens øje konsekvenserne for Norddjurs Kommune, hvis der kommer et stort industrielt anlæg ved Hovedvej 16.
Biogassagaen ved Hovedvej 16 lige på grænsen mellem de to kommuner på Djursland har hidtil udelukkende været et anliggende for Syddjurs Kommune, fordi kommunen er såkaldt myndighedskommune.
Men nu beder et kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs om at få en sag om biogas på dagsordenen til det første kommunalbestyrelsesmøde i det nye år.
Det er 1. viceborgmester Benny Hammer (C), der sammen med partifællen Niels Skov Pedersen og SFs Kasper Vindbjerg deltog fra Norddjurs Kommunalbestyrelse i borgermødet i Kolind+ onsdag 13. december.
Benny Hammer deltog også i det første af to møder, som Lokalavisen arrangerede på matriklen på Hovedvej 107 på den såkaldte ’Placering 2.1’ - det seneste forslag til placering - med deltagelse af Steffen Thorsen, Brdr. Thorsen I/S og Jannik Brokær Lund, Kosangas.
»Jeg er simpelthen kommet for at blive klogere, for jeg ved ingenting,« lød det dengang fra Benny Hammer.
For mig endnu et eksempel på, hvor tudetosset det var, da vi i sin tid fik to kommuner i stedet for en stor.Benny Hammer (C)
Mangler et link
Benny Hammer siger om borgermødet i Kolind+:
»Der blev stillet en masse gode spørgsmål, og der kom en masse kloge svar. Jeg blev ikke meget klogere, må jeg indrømme.«
Han siger til Lokalavisen, at biogas ikke har fyldt en tøddel politisk i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
»Vi snakker faktisk om det mand og mand imellem, men ellers sker der intet. Jeg synes, vi har med et projekt at gøre, der vedrører hele Djursland, men det vi oplever er, at der ikke er nogen dialog. For mig endnu et eksempel på, hvor tudetosset det var, da vi i sin tid fik to kommuner i stedet for en stor.«
Benny Hammer savner et link mellem de to fagområder i forvaltningerne i Norddjurs og Syddjurs, hvorunder biogasanlæg hører.
»Det føler jeg ikke er der, og det på trods af, at Norddjurs vil blive berørt, hvis der kommer et biogasanlæg ved Hovedvej 16. Det ved vi ikke endnu, men vi ved, at halvdelen af landmændene, der skal levere biomasse bor i Norddjurs. Alene det betyder, at der vil køre lastbiler på vejene i vores kommune.«
Set i bakspejlet
Benny Hammer erkender, at det er en fejl, at Norddjurs ikke kom med start, da landmændene på Djursland og Brdr. Thorsen blev enige om, at det var muligt at lave en business case med lokal forankring sammen med Kosangas.
»Personligt indrømmer jeg gerne, at jeg ikke er vild med den placering, som er i spil ved Hovedvej 16, hvis det betyder en bremse på turismeudviklingen i det område, som begge kommuner er enige om skal foregå her.«
»Jeg kan også fornemme, at den konservative byrådsgruppe i Syddjurs er splittet. Vi kan i Norddjurs ikke blande os i selve myndighedsdelen, naturligvis ikke, men jeg synes vi bør have en holdning til i kommunalbestyrelsen til projektet, fordi det også får konsekvenser for os i Norddjurs. Derfor rejser jeg nu sagen politisk og beder om at få den på dagsordenen til det første kommunalbestyrelsesmøde i det nye år.«
Benny Hammer savner en plan, ligesom han har gjort, når det gælder solcelleprojekter.
»Gud og hvermand kan smide ansøgninger om et område, hvor de øjner et solcelleprojekt. Folk brænder masser af penge af uden at vide, om projektet kan gennemføres. På samme måde med biogasanlæg. Jeg synes, det giver god mening, at vi politisk melder en holdning ud til den påtænkte placering, fordi det som sagt vil få stor indflydelse for Norddjurs Kommune, hvis projektet bliver til noget.«
Følger processen
Norddjurs borgmester Kasper Bjerregaard (V) har ingen personlig holdning til placeringen af et biogasanlæg ved Hovedvej 16. Heller ikke om Norddjurs Kommune skulle have været på banen.
»Vi følger processen, men respekterer naturligvis, at Syddjurs er myndighedskommune. Hvis folk ønsker at tale med os, er vi selvfølgelig parate til at møde op og lytte,« siger Kasper Bjerregaard.