Ansøgere fint tilfredse med Kolind+ borgermøde
Repræsentanter for ansøgerne til et biogasanlæg ved Hovedvej 16 forholdt sig tavse og lyttende under sidste uges borgermøde i Kolind+. De har kun ros til overs for afviklingen.
Talelysten var stor ved sidste uges borgermøde i Kolind+.
Vi står på mål for, at projektet netto vil bidrage med en årlig CO2 besparelse på 136.000 ton svarende til over 50 % af Syddjurs Kommunes 2030 klimamålSteffen Thorsen
Det var dog ikke repræsentanter for ansøgerne, Brdr. Thorsen I/S og Kosangas A/S, der ruttede med taletiden.
Brdr. Thorsen I/S var repræsenteret ved far og søn, Steffen og Christian Thorsen, mens Jannik Brokær Lund deltog i mødet som repræsentant for Kosangas.
»Vi vil anerkende den effektive styring af borgermødet, der skabte plads til en grundig gennemgang af projektforløbet og en klar statusopdatering. Ros til kommunen og politikerne for deres professionelle håndtering af projektet og sagsbehandlingen,« siger Steffen Thorsen.
Både han og Kosangas A/S har at intet at skose Syddjurs Kommune for, som tingene er foregået til dato.
»Vores oplevelse er, at Syddjurs Kommune og politikerne behandler projektet og sagsbehandlingen professionelt.«
»Det er et godt udgangspunkt for en fakta-baseret og saglig dialog og efterfølgende beslutning af politikerne,« lyder det fra Steffen Thorsen.
Dækker ikke over noget
Ansøgerne er klar over at det er et langt forløb, men oplever også, at politikerne og embedsværket forstår vigtigheden af hastigheden på projektets gennemførsel.
»Vi har fra starten lagt alle kortene på bordet overfor politikere, embedsmænd og andre interesserede. Dermed er der intet fordækt i det vi laver. Ønsker man informationer om projektet, er man meget velkommen til fortsat at tage kontakt til undertegnede,« siger Steffen Thorsen, der dog understreger:
»Så vil vi naturligvis fremvise det materiale vi har, så længe det ikke går på kompromis med projektets følsomhed ift. business case eller andre følsomme oplysninger.«
50 pct. af klimamål
Steffen Thorsen havde undervejs lyst til at tage ordet, da en af naboerne til det måske kommende biogasanlæg stillede spørgsmålstegn ved det grønne i projektet og CO2 besparelsen.
»Vi står på mål for, at projektet netto vil bidrage med en årlig CO2 besparelse på 136.000 ton svarende til over 50 % af Syddjurs Kommunes 2030 klimamål. Det er et tal som vi tidligere har lagt frem, men alligevel blev spørgsmålet stillet til borgermødet, at med alle de lastbiler, der skulle køre, var der ingen CO2 besparelse. Belastningen fra lastbilerne er jo indregnet i vores 136.000 ton, som er et nettotal,« siger Steffen Thorsen.