Fortsæt til indhold

Biogassagaens afgørende time: Adresseavisen spår politisk flertal imod placering ved Hovedvej 16

SF og Konservative er nøglespillerne i den beslutning, som byrådet træffer onsdag eftermiddag.

Politik

Onsdag eftermiddag skal byrådet slå en foreløbig krølle på biogassagaen.

De 27 politikere kommer til at afsløre for åbent tæppe, om de er for eller imod, at den ansøgte placering - i folkemunde ’placering 2.1’ - skal skrives ind i kommuneplanen som en potentiel placering til industrielt biogasanlæg.

Adresseavisen kommer her med et bud på, hvordan udfaldet bliver.

Der er ingen tvivl om, at beslutningen rider politikerne som en mare, og der i både borgmesterpartiet, Socialdemokratiet plus SF og Konservative, fortsat er meninger, der brydes, fordi man ganske enkelt ikke er enige.

Men lige nu er situationen følgende med forbehold for ændringer, der kan ske i sidste øjeblik resten af tirsdagen og onsdag formiddag med.

Socialdemokratiet:

Byrådsgruppens flertal har længe været enige om, at den ansøgte placering ved Hovedvej 16 bliver en hæmsko for Djurs Sommerland og de fremtidige investeringer, som er beskrevet i storprojektet ’Hjertet af Djursland’.

Kun Sidse Vangsted må formodes at stemme ja til ’placering 2.1’.

Konklusion: Seks stemmer nej, en stemmer for.

Venstre:

Venstre udtalte tidligt for åbent tæppe, at man er stemt for en biogasløsning ved Hovedvej 16. Første gang for alvor ved Venstres generalforsamling i februar 2023.

Konklusion: Syv stemmer for.

Radikale Venstre:

Heine Skovbak Iversen har i debatten hele tiden fremhævet hensynet til turismen, og han stemmer sammen med Socialdemokratiet.

Konklusion: En stemme til nej-siden.

Enhedslisten:

Partiets frontfigur Jesper Yde Knudsen har i hele forløbet været på nej-siden. Enhedslisten er i modsætning til de øvrige partier heller ikke enige i, at biogas er en jubel-løsning i den grønne omstilling.

Konklusion: To stemmer imod.

Nu bliver det tricky

Så langt så godt.

Nu bliver det tricky, når det handler om SF og Konservative - plus Nye Borgerlige - fordi er ikke er enighed i grupperne.

Konservative

Partiets gruppeformand, borgmesterkandidat og formand for Erhvervs- og planudvalget Kasper Kolstrup Møller har hele vejen fægtet for hensynet til turismen og ’Hjertet af Djursland’, som er hans barn. Han får opbakning fra partiets nestor, Tommy Bøgehøj.

Der er andre i gruppen, som godt kan se et biogasanlæg ligge 1.200 meter fra Djurs Sommerland uden, at det efter deres opfattelse får negative konsekvenser for turismen.

Hensynet til Kasper Kolstrup Møller bliver afgørende for stemmeafgivningen, fordi det vil have vidtrækkende konsekvenser for gruppens fremtid, hvis et flertal stemmer anderledes end gruppeformanden og borgmesterkandidaten.

Forsigtig konklusion: Fem stemmer imod.

Nye Borgerlige

Det enlige medlem, Laila Sortland, deltager i Konservatives gruppemøder, og det er forventeligt, at hun stemmer sammen med Konservative, som har rakt en hånd ud til hende tidligere om, at hun er velkommen hos Konservative, hvis hun vælger at forlade Nye Borgerlige.

Forsigtig konklusion: En stemme imod.

SF

Partiet har i hele forløbet kørt med livrem og seler. Gruppeformand Kirstine Bille har dog i flere omgange udtalt, at hun har svært ved at se en SF være en del af snæver 14-13 løsning for et biogasanlæg, fordi det vil betyde endnu mere splittelse i vælgerhavet.

Der er dog ingen tvivl om, at SF er splittet.

Forsigtig konklusion: To stemmer for og to imod.

10 ja - 17 imod

Adresseavisens hårde bud er 10 stemmer for og 17 imod.

Men dark horse er Konservative - her kan der muligvis flyttes tre stemmer fra nej til ja, med det vil ændre udfaldet - den mindste margin - 13-14.

Ændringsforslag i spil

Det vil være sandsynligt, at der bliver stillet et ændringsforslag af de partier, som gerne vil biogas, men ikke på den ansøgte placering. Det sker for at signalere vilje til at holde en biogas-løsning i kog.

Ændringsforslaget vil blive formuleret som en appel til Norddjurs Kommune og investorerne, Brdr. Thorsen I/S, Kosangas og landmændene i Leverandørforeningen om, at man snarest sætter sig sammen og finder en løsning et andet sted. Måske i Norddjurs?

Der er jo allerede et møde i pipeline på foranledning af Norddjurs Kommunalbestyrelse, når Syddjurs Byråd er afklaret med ’placering 2.1.

Alle er meget klogere inden spisetid onsdag.

Du må meget gerne, kære læser, præsentere, hvordan du tror, at stemmeafgivningen forløber.