Byrådet rykker ind i kampzonen: Biogasanlæggets skæbne afgøres nu
Nu kan byrådet ikke undslå sig længere: Biogasplanlægningens komplekse udfordringer kræver handling.
I kølvandet på to offentlige høringer er det nu uundgåeligt for byrådet at tage stilling til de tre mulige placeringer for et biogasanlæg i Syddjurs Kommune.
To informationsmøder og hele 207 høringssvar samt fire underskriftsindsamlinger med betydeligt antal tilhørende kommentarer er blevet grundigt gennemgået af administrationen.
Hele kompleksiteten af spørgsmål omkring biogas som en del af den grønne omstilling, trafik, lugt, støj, natur og landskab, grundvand/drikkevand, sikkerhed, påvirkning af turismeerhvervet, påvirkning af naboer og fælles planlægning med Norddjurs Kommune er fremlagt for politikerne.
Dagsordensteksten til onsdagens økonomiudvalgsmøde balancerer på en knivsæg fra administrationens side. Af gode grunde. Der er tale om en sag, der skiller vandene og har givet hovedparten af de 27 politikere i byrådet grå hår på låget, dybe rande under øjnene og sikkert også søvnløse nætter.
Efter onsdagens møde kender vi det udfald, der bliver resultatet af byrådsmødet onsdag 28. februar. Samtlige partier, minus Nye Borgerlige, er repræsenteret i økonomiudvalget.
Det kan dog meget vel være, at økonomiudvalget vælger ’tøsedrenge-løsningen’ og sender forslaget videre til endelig drøftelse og beslutning for åbent tæppe i byrådssalen.
Her følger et kort resume af de betragtninger, som administrationen har lagt frem foran politikerne:
Den grønne omstilling
Biogas er blevet udråbt som en national interesse og en nøglekomponent i den grønne omstilling. Klimaaftalen (Folketinget) fra juni 2022 understreger behovet for mere grøn gas og en accelereret biogasproduktion i Danmark.
Syddjurs Kommunes klimahandlingsplan sigter også efter reduktionsmål for CO2 på 70 pct. i 2030 og 100 pct. i 2050.
Miljø- og klimamæssige effekter af biogasanlæg er blevet grundigt belyst, herunder mindre klimabelastning og forbedret gødningsøkonomi.
Trafik
Den forventede øgede trafik som følge af biogasanlægget har været nøje vurderet.
Overordnet set vurderes en stigning på omkring en procent på Hovedvej og Batrupholtvej.
Administrationen påpeger, at vejnettet er veldimensioneret til at håndtere den øgede trafik.
Der skal dog tages hensyn til specifikke tidspunkter og ruter, især i forhold til Djurs Sommerlands åbningstider i højsæsonen.
Lugt
Lugtgener er en central bekymring, og administrationen har understreget vigtigheden af kortlægning og beskrivelse af lugtkilder fra både anlægget og transporten til og fra anlægget.
Krav kan stilles til lukkede transportvogne og lugtdæmpende tiltag ved anlægget.
Potentielle påvirkninger af nærliggende områder, herunder Djurs Sommerland, er blevet nøje evalueret.
Støj
Støjpåvirkningen fra både anlægget og den tunge trafik er også blevet evalueret.
Krav til støjdæmpende tiltag vil blive stillet for at overholde de lovbestemte grænseværdier.
Natur og landskab
Selvom områderne ikke er udpeget som bevaringsværdigt landskab, vil et biogasanlæg visuelt påvirke landskabet, især ved placering 2.1 og placering 4.
Dispensation fra skovbyggelinjen vil være nødvendig for placering 2.1. Det skaber en ekstra udfordring.
Grundvand/drikkevand
Projektet ligger i Område med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD). Kommunen kan stille krav til anlægget for at sikre grundvandet mod forurening.
Sikkerhed
Som virksomhedsklasse syv skal anlægget overholde en anbefalet afstand på minimum 500 meter til følsom arealanvendelse. Risikoforholdene skal undersøges i samarbejde med andre myndigheder som Arbejdstilsynet og Beredskabet.
Påvirkning af turismeerhvervet
Turismeaktørerne har givet udtryk for bekymringer om negativ påvirkning af turismeerhvervet på grund af synligheden af anlægget.
Krav til drift for at minimere lugtgener kan stilles, men potentielle lugtudslip og andre problemer kan ikke udelukkes.
Påvirkning af naboer
Naboer til anlægget kan blive påvirket, men med passende afværgeforanstaltninger vurderes det muligt at overholde planlovens og miljølovgivningens krav.
Planlægning med Norddjurs
Forslag om at undersøge muligheden for fælles biogasplanlægning med Norddjurs Kommune er blevet fremsat.
Administrationen foreslår, at dette overvejes, hvis byrådet ikke ønsker at igangsætte planlægning for en af de tre placeringer.
Samlet vurdering
Administrationen vurderer, at placering 2 og 2.1 har større udfordringer end placering 4, især i forhold til turismemæssige interesser.
Placering 2.1, trods udfordringer, giver mulighed for et fælles biogasanlæg i sammenhæng med et eksisterende gårdbiogasanlæg.
Ingen af de tre placeringer er optimale set i forhold til turismeinteresserne i området, og der vil være modstridende planlægningsmæssige hensyn mellem industrielle og turismemæssige interesser.
Hvad stemmes der om?
Byrådet skal onsdag 28. februar tage stilling til, om der skal indarbejdes et rammeudlæg til fælles biogasanlæg i forslag til Syddjurs Kommunes Kommuneplan 2024.
I den nuværende kommuneplan, 2020-2032, er der ikke nævnt en konkret placering til et biogasanlæg. Kun at Syddjurs Kommune inviterer interesserede investorer/udviklere til at ansøge.
Hvis resultatet 28. februar bliver et ja til at indarbejde et rammeudlæg i Kommuneplan 2024, hedder næste step at få godkendt den samlede kommuneplan i byrådet.
Det er planlagt til at ske i juni 2024.
Kommuneplanen er en samlet plan for den fysiske udvikling i Syddjurs Kommune, både i byerne og i det åbne land.
Kommuneplanen gælder som udgangspunkt i 12 år, men skal revideres hvert 4 år. Kommuneplanen indeholder rammer for udarbejdelse af lokalplaner. En lokalplan skal være i overensstemmelse med kommuneplanen.