Udvalg har trafiksikkerhed øverst på budgetlisten
Der skal sættes penge af til at højne trafiksikkerheden i kommunen, lyder det fra udvalgsformand.
Som formand for Landsbyfællesskabet er det Helene Simoni Thorups helt store ønske, at Byrådet i Skanderborg Kommune vil finde flere penge til trafiksikkerheden i Skanderborg Kommune.
»Vi håber, at politikerne vil vise vilje til at finde pengene,« siger Helene Simoni Thorup.
Og står det til Claus Leick (SF), formand for Klima, Miljø- og Planudvalget skal der tildeles midler til netop det.
Vores vigtigste anbefaling er at få øget trafiksikkerheden, så der skal simpelthen være nogle penge her - og det er resten af byrådet forhåbentlig med på.Claus Leick (SF), formand for Klima, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune
»Vores vigtigste anbefaling er at få øget trafiksikkerheden, så der skal simpelthen være nogle penge her - og det er resten af byrådet forhåbentlig med på, når vi skal forhandle budgettet senere på året - så vi kan komme i gang,« lyder det fra Claus Leick.
I første omgang har udvalget foreslået, at der gives 500.000 kroner til det årligt i fire år.
»Det er ikke mange penge, men det er for at komme i gang med projektet. Det vigtigste for os er at finde nogle penge i første omgang - ellers kommer man ikke videre,« siger Claus Leick.
Udvalgsformanden slår på, at det er et vigtigt sted at prioritere midler.
»Jeg er rigtig glad for, at vi har prioriteret det her projekt. Jeg tror, det kan betyde rigtig meget at få dæmpet farten, når man bor i en landsby. Jeg kan høre, at det ofte er et problem, at bilisterne lige kører lidt for stærkt. Sådan nogle projekter som de her kan betyde rigtig meget for dem, der bor i de små byer - og det skal vi selvfølgelig hjælpe med,« lyder det fra Claus Leick.
Ifølge Plan, Miljø og Teknik i Skanderborg Kommune er der forskellige måder at højne trafiksikkerheden i landsbyerne.
Og de fleste af metoderne koster mange penge.
Plan, Miljø og Teknik oplyser, at et bump koster i omegnen af 35-40.000 kroner, mens en chikane koster mellem 18.000 og 59.000. De 59.000 kroner er eksempelvis for et sæt, hvor man for eksempel kan lave en krydsningshelle med to chikaner, hvor man danner et felt i midten, man kan holde på med en cykel eller bruge som fodgænger, inden man krydser videre over næste del af vejen.