Fortsæt til indhold

LandsbyFællesskabet kæmper for at få farten ned

Farten skal ned i landsbyerne i Skanderborg Kommune, og det sætter et projekt nu fokus på.

Samfund

Trafiksikkerhed fylder rigtig meget i landsbyerne.

»Generelt er folk meget lidt glade for, at bilerne drøner gennem deres byer, der hvor de bor. Trafikken opleves tung og utryg, især for de små, bløde trafikanter. Dertil kommer støjen fra tung og hurtigkørende trafik,« siger Helene Simoni Thorup, formand for LandsbyFællesskabet, som er en sammenslutning af alle landsbyer i Skanderborg Kommune.

Det blev klart på Landsbyernes Topmøde i marts sidste år, da alle Skanderborg Kommunes 42 landsbyer, en efter en, præsenterede, hvad de drømmer om - og hvad de bøvler med. Helene Simoni Thorup fortæller, at stort set alle landsbyer nævnte den voksende trafik som et problem.

Generelt er folk meget lidt glade for, at bilerne drøner gennem deres byer, der hvor de bor. Trafikken opleves tung og utryg, især for de små, bløde trafikanter.
Helene Simoni Thorup, formand for LandsbyFællesskabet

Hun nævner i samme omgang, at tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af biler er steget med 75 procent i løbet af de sidste 30 år - og at bilerne samtidig er blevet markant større og tungere.

»Vejene blev bygget for mange år siden til langt færre biler, så der skal simpelthen gøres noget ved, at der bliver kørt for stærkt gennem kommunens landsbyer. Folk er meget generede af det, og det forstår vi godt,« lyder det fra Helene Simoni Thorup.

Debatten gik livligt på netværksmødet ‘Trafik og mobilitet i Landdistrikterne’ den 24. oktober på Veng Skole- og Børnehus. Privatfoto.

Inddelt i distrikter

Derfor begyndte LandsbyFællessskabet at presse på hos kommunen i et forsøg på at få dem til at kigge nærmere ind i problematikken - og det har givet pote.

Det hårdest ramte distrikt er De 7 Dale, så det er også der, vi begynder med at gå i dialog. I De 7 Dale var der en enkelt rød måling, men en del orange målinger, som jo er hastigheder mellem 60 og 65 km/t.
Mirna Bato, projektleder i Skanderborg Kommune

Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune har kastet sig over projektet, og foreløbig har man dannet sig et overblik over, hvor stærkt der køres i landsbyerne, som kommunen i processen har inddelt i distrikter.

»Vi har foretaget hastighedsudtræk for at finde ud af, hvor det ser værst ud henne. På den måde ved vi, hvor vi skal begynde,« lyder det fra Mirna Bato fra Skanderborg Kommune, der står for projektet.

Hun forklarer, at målingerne er delt ind i tre kategorier med en hastighedsgrænse på 50 km/t. Kører man mellem 50 og 60 km/t er det gul zone, kører man mellem 60 og 65 km/t er det orange zone og kører man mere end 65 km/t er det rød zone.

»Det hårdest ramte distrikt er De 7 Dale, så det er også der, vi begynder med at gå i dialog. I De 7 Dale var der en enkelt rød måling, men en del orange målinger, som jo er hastigheder mellem 60 og 65 km/t,« siger Mirna Bato, der forklarer, at der både er problemer med farten omkring Låsbyvej og Søballe.

Resultaterne er delt med Landsbyfællesskabet, og nu skal Mirna Bato i gang med dialogen med de enkelte landsbyer.

»Vi forventer at nå dialogdelen med De 7 Dale i år,« siger projektlederen.

Kommunen har endnu ikke nogen tidshorisont på projektet.

»Nu er planen at gå i dialog med de forskellige landsbyer og skitsere de forskellige tiltag, der dukker op. Så undersøger vi, hvad der kan lade sig gøre i forhold til lovgivningen - og efter det sender vi et forandringsforslag til politisk behandling,« forklarer Mirna Bato, der slår fast, at der først efter den indledende proces kan søges om midler til projektet.

Dialog om løsninger

Mirna Bato forklarer, at det ikke bare lige er til at sætte hastighedsgrænserne i landsbyerne ned.

»I dag er de fleste hastighedsgrænser 50 km/t i byer. Hvis der er ønsker om at få grænsen ned til 40 km/t skal der både godkendes af politiet - og vejene skal indrettes, så de passer til den nye hastighedsgrænse,« siger Mirna Bato.

Til det er der nogle værktøjer, man kan gøre brug af. Det kan eksempelvis være at anlægge bump, chikaner, kampagner eller kørebaneafmærkninger i form af eksempelvis kantbaner, cykelbaner eller 2-minus-1-veje.

Det er noget af det, Skanderborg Kommune skal arbejde på i fællesskab med de enkelte landsbyer i den kommende tid. At finde de bedst egnede løsninger.

»Det har været en super god proces sammen med LandsbyFællesskabet. Det vil vi gerne rose dem for. Det har været et super godt samarbejde,« siger Lars Kronholm Christensen, Leder for Klima, Veje og Mobilitet i Skanderborg Kommune.

LandsbyFællesskabets formand, Helene Simoni Thorup er enig.

For os handler det bare om at få hastigheden ned.
Helene Simoni Thorup, formand for LandsbyFællesskabet

»Kommunen har grebet det meget konstruktivt an, og vi er ret tilfredse med den måde, de har grebet det an på,« siger Helene Simoni Thorup, der er åben for en masse forskellige løsningsforslag.

»For os handler det bare om at få hastigheden ned,« siger Helene Simoni Thorup.