Restaurant bliver snart hjem for 10 autister
10 unge med autisme flytter snart ind i det, der tidligere var kendt som Restaurant Stilling Sø. Lokale arbejdspladser følger med.
I løbet af efteråret 2024 bliver Søvejen 82 i Stilling hjem for 10 børn og unge, som har det tilfælles, at de har autisme.
»Man anslår, at ca. to procent af alle danskere har autisme i en eller anden grad. Der er et enormt behov for opholdssteder til autister, som ikke kan klare sig uden hjælp, og vi er derfor meget glade for, at vi snart kan tilbyde et trygt sted til 10 børn og unge med autisme,« lyder det bestyrelsesformand for Opholdsstedet Fyret Hans Mogensen i en pressemeddelelse.
Han er selv far til en voksen søn med autisme, og så er han blandt initiativtagerne til Opholdsstedet Fyret, som har fået en donation på 700.000 kroner fra ”Den A.P. Møllerske Støttefond”.
Opholdsstedet er for børn og unge mellem 11 og 18 år, som på grund af deres autisme har brug for ekstra pædagogisk støtte gennem hele hverdagen. Stedet vil blive drevet som en almenvelgørende fond med udbyttebegrænsning.
Lokal ildsjæl i front
Opholdsstedet Fyret er langt fra det første lokale initiativ, bestyrelsesformand Hans Mogensen har været med til at sætte i gang. Han har bl.a. siddet med i Skanderborg Bygge- og Industriforening, Skanderborg Erhvervsråd, Tænketank for Skanderborg Kommune og et lokalt menighedsråd. Hans Mogensen var også en af de lokale ildsjæle, som lagde et kæmpe arbejde i at etablere Skanderborg Kulturhus under sloganet ”Skanderborg på landkortet”.
Hans Mogensen drømmer nu om, at Skanderborg igen kommer på landkortet, men nu som en foregangskommune i forhold til autisme. I 2015 solgte han virksomheden ADJ efter 29 år som selvstændig i lokalområdet.
Hans Mogensen skal dog ikke selv være leder af det kommende opholdssted. Den tjans får Svend Erik K. Sørensen, som har arbejdet med autistiske børn, unge og voksne i 13 år. De seneste år har han oplevet gentagne opfordringer fra flere jyske kommuner om at åbne et opholdssted i det øst- og midtjyske, fordi behovet er så stort.
»Der er rigtig mange forældre i Østjylland og resten af Danmark, som holdes uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan få en plads til deres barn på et opholdssted og derfor selv er nødt til at være specialpædagog for deres barn.«
Trives bedst hjemme
Autister er typisk relativt introverte og trives bedst i kendte rammer som f.eks. hjemme i eget hjem og med kendte rutiner. De børn og unge, der kommer til at bo på Fyret, vil være indskrevet i et dagtilbud f.eks. i et lokalt skoletilbud som alle andre børn og unge, blot med ekstra pædagogisk støtte. Forventningen er, at nogle af dem kommer til at gå i folkeskole i nærområdet, mens andre vil have mere gavn af at gå i en specialskole.
En af de forældre, der godt kunne have brugt et opholdssted i det midtjyske som Fyret, er Marianna Andersen fra Rude Strand.
»Det kunne have været dejligt, hvis der havde været et opholdssted som Fyret, da vi havde brug for det for seks år siden. Både kommunen og vi ledte efter et specialiseret og autismespecifikt opholdssted til vores søn og det var en umulig opgave, så det endte med et opholdssted i Nordjylland langt fra familien. Jeg kender mange andre familier med børn med autisme i det østjyske, som efterspørger et sted som Fyret,« fortæller Marianna Andreasen.
Ud over de 10 pladser til autister, forventer bestyrelsen også, at der skabes nye arbejdspladser. Opholdsstedet Fyret forventer på sigt at ansætte i alt 16 medarbejdere, som primært er pædagoger.
»Men der vil også være brug for folk med andre kompetencer. Vi håber også, at vi, via et samarbejde med lokale virksomheder, på sigt kan hjælpe vores beboere ud på det lokale arbejdsmarked,« lyder det fra bestyrelsesformanden Hans Mogensen.
Inden Opholdsstedet Fyret kan åbne dørene, skal stedet gennem en omfattende renovering og ombygning samt etablering af nye udearealer.
»Byggetilladelsen er i hus, og vi forventer det samme med institutionsgodkendelsen fra Socialtilsynet,« lyder det i pressemeddelsen.