Fortsæt til indhold

Her er planerne for kommunens springvand

Ud af kommunens ni offentlige springvand skal kun to indeholde vand i fremtiden.

Politik

Ni springvand befinder sig på offentlige steder i Favrskov Kommune. Eller springvand er måske så meget sagt, for i ingen af dem springer vandet. De er tørlagt.

I forbindelse med forslaget til Budget 2025-28 har byrådspolitikerne nu lagt en plan for springvandenes fremtid. Med planen følger 250.000 kroner næste år.

Pengene skal bruges på at renovere to, så vandet vil flyde, mens resten skal omdannes til plantebede og lignende.

De to springvand, der fortsat skal fungere som springvand, er ’Hestebrønden’ ved Kvickly i Hadsten og ’Fugl Føniks’ på Hans Gadebergs Plads i Hadsten.

»Forvaltningen har gennemgået de tekniske installationer i springvandene, som de fleste steder har fejl og mangler, der ikke kan udbedres for de afsatte driftsmidler på 210.000 kroner årligt. En udbedring af manglerne kræver flere steder større investeringer i ny teknik, rørføring med videre, hvis springvandene skal fungere. Såfremt alle springvandene skal renoveres, vurderes det at medføre en anlægsudgift i størrelsesorden 2,2 millioner kroner,« lyder det i forslaget til Budget 2025-28.

Claus Vind Andersen, der er chef for Trafik og Ejendomme, forklarer, at ’Hesten’ og ’Fugl Føniks’ i Hadsten er udvalgt, fordi de er rimelig billige og nemme at få renoveret.

»Det er økonomisk overkommeligt at få dem til at blive gode springvand igen,« siger han.

Selv om springvandene omdannes til bede med beplantning og lignende, vil der fortsat være behov for 210.000 kroner årligt til at holde dem ved lige, så driftsudgiften er altså den samme, som hvis vandet flød.

Forskelsbehandling

Forslaget til Budget 2025-28 har fået fem høringssvar på Teknik og Miljøs område. Alle fem omhandler springvandene – tre fra Hammel og to fra Ulstrup.

Blandt andet skriver formanden for handelsstandsforeningen i Hammel:

»Vi har med meget stor undren set, at vandet i Hjorte-springvandet ved Smedens Have er blevet slukket og i lang tid ikke vedligeholdt. Det er byens største og fineste kunstværk, som nu står til at skulle blive en plantekumme. Det kan I ikke mene. Tulstrup pigen, som er placeret foran Centrum Tøj, er blevet klemt inde og heller ikke længere vedligeholdt. Det klæder bestemt ikke en ellers smuk statue med en fin historie. Karpacz-stenen foran kommunen har også mistet vandrislen – og står i øvrigt helt gemt og glemt blandt høje rododendronbuske,« skriver Lise Reese og fortsætter:

»Samtidig kan vi læse, at Favrskov Kommune vil prioritere at bygge nye springvand og bibeholde to andre springvand i Hadsten? Det er for Hammel og omegn en synlig og forkert skævvridning, med en ikke klædelig prioritering af den østlige del af Favrskov Kommune.«

Tre hørringssvar peger på at blandt andet Hjorte-springvandet ved Smedens Have i Hammel bør bevares som springvand. Foto: CSJ

Nogenlunde samme ordlyd har et hørringssvar fra Mogens Lyngby Pedersen, som blandt andet skriver:

»Hjortespringvandet er et vartegn for Hammel. Et kunstværk der absolut bør bevares som springvand. Det er Hammel historie, og Hammel er en del af Favrskov, hvis nogen skulle være i tvivl(...) Bevar springvandene som springvand, renovér et ad gangen, som der er midler til, inden der indkøbes nyt.«

I Ulstrup omhandler de to hørringssvar muligheden for at opsætte et nyt kunstværk på stedet.

Gør indtryk

Hørringssvarene gør indtryk på Søren Gade (A), der er formand for Teknik og Miljøudvalget.

»Det er da bemærkelsesværdigt, at alle hørringssvar på Teknik og Miljø omhandler springvand. Det er da selvfølgelig noget, jeg tager til efterretning. Hørringsfasen er jo netop til for, at vi kan få borgerenes holdning. Selvfølgelig skal vi kigge på høringssvarene og tage det meget seriøst,« siger Søren Gade, der dog understreger, at der jo er nødt til at være »tale om prioriteringer.«

»Det er et nulsumsspil – pengene skal passe.«

»Det er vigtigt at forstå, at hvis vi skal renovere det hele, så er det rimelig mange penge, det drejer sig om.«

Et hørringssvar peger på, at der er tale om en forskelsbehandling mellem øst og vest i kommunen. Hvad mener du om det?

»Vi har absolut ingen intention om at puste til en øst/vest-konflikt. Der er blevet kigget på hver enkelt springvand, og en for en er de blevet vurderet ud fra objektive kriterier. Her er ’Hesten’ og ’Fugl Føniks’ bare rimelig billige,« siger udvalgsformanden, som tilføjer:

»Men skulle nogen have lyst til donationer eller indsamlinger, så vil vi helt klart se positivt på det. Det vil jeg da gerne opfordre til.«