Økonomisk vækst er ikke til forhandling! Ellers bliver vi en fattigere kommune
Uden økonomisk vækst bliver vi fattigere, mener Konservative Syddjurs.
Det Konservative Folkeparti er stærkt tilfredse med det forlig om næste års kommunale budget, der er indgået af samtlige partier i byrådet.
Partiet fremhæver, som de øvrige fem partier: »væsentlige investeringer i kommunens skoler, ældrepleje og klimaindsats.«
Men Konservative Syddjurs understreger, at kampen for økonomisk vækst fortsætter.
Nyt plejehjem i Ryomgård
Bjørn Jensen og gruppeformand Kasper Kolstrup Møller sad med i forhandlingslokalet, og de havde en lang liste med af konservative mærkesager.
Flere af dem gik rent hjem.
En af de mest markante beslutninger i budgetaftalen er etableringen af et nyt kommunalt plejehjem i Ryomgård.
»Dette er en vigtig beslutning, som vil sikre, at vores ældre borgere i denne del af kommunen får adgang til moderne og omsorgsfulde plejetilbud i nærheden af deres nærmiljø,« siger Bjørn Jensen.
Derudover er partiet optaget af at få etableret et friplejehjem i Egsmarkslund ved Ebeltoft.
»Vi ønsker at tilbyde et bredere udvalg af plejetilbud, der imødekommer forskellige behov og ønsker blandt vores ældre borgere,« forklarer Kasper Kolstrup Møller.
Væksten skal speedes op
»Mens budgetaftalen indeholder vigtige investeringer i kerneområder som skoler og ældrepleje, er det afgørende at erkende, at den økonomiske vækst, som skal sikre kommunens fremtidige velfærd og udvikling, ikke er tilstrækkeligt adresseret,« siger Bjørn Jensen.
Partiet planlægger at arbejde hårdt frem mod næste års budgetforhandlinger for at udarbejde en klar og tydelig strategi, der sætter væksten i fokus.
»Det vil inkludere tiltag, der kan tiltrække nye virksomheder, skabe flere arbejdspladser og styrke det lokale erhvervsliv,« tilføjer Kasper Kolstrup Møller.
»Vi er fast besluttede på at sikre en bæredygtig og vækstorienteret udvikling af vores kommune,« siger Bjørn Jensen.
Her skiller vandene i byrådet.
Under 1. behandlingen af budgettet efterlyste både Kirstine Bille (SF) og Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten) et klart svar på, hvilken vækst, der var tale om.
For dem er vækst i form af flere tilflyttere og flere skattekroner ikke nødvendigvis et gode. Bille og Yde ser en fremtidig vækst i kommunen, der i sync med bæredygtighed og grønne løsninger.
Styrkelse af skolen
Med budgetaftalen er der også afsat flere midler til skolerne i kommunen.
»Det betyder, at vi kan forbedre læringsmiljøerne og sikre, at vores børn og unge får den bedste uddannelse i rammer, der fremmer trivsel og faglig udvikling,« forsikrer Kasper Kolstrup. Møller.
En del af de ekstra midler skal bruges på at styrke arbejdet med mellemformer ude på skolen. Mellemformer er en central del af den inklusionsstrategi, som der politisk er flertal for i byrådet.
Klimaindsatsen får et løft
Klimaet har ligeledes fået et betydeligt løft i denne budgetaftale.
»Vi er glade for, at der er afsat midler til arbejdet med klimasikring i vores byer. Det vil være afgørende for at hjælpe vores lokalsamfund mod fremtidige klimaudfordringer,« siger Kasper Kolstrup Møller.
»Disse initiativer er ikke blot nødvendige; de er uundgåelige i en tid, hvor klimaforandringerne bliver stadig mere mærkbare.«