Djursland-lobbyister i aktion på Christiansborg
Borgmestre, Terma-direktør og folketingsmedlemmer kæmper for bedre trafikforbindelser på Djursland. Det kræver, at der bliver ændret i trafikforlig i Folketinget.
Lobbyisme hedder det, når nogle forsøger at påvirke beslutningstagere i en bestemt retning - og forleden gjorde en gruppe fra Djursland et forsøg på dette, da landsdelens to folketingsmedlemmer, socialdemokraten Leif Lahn Jensen og Jens Meilvang fra Liberal Alliance, havde arrangeret et møde på Christiansborg med transportordførere fra flere partier.
De to Djursland-kommuners borgmestre, Michael Stegger Jensen, (S), fra Syddjurs og Kasper Bjerregaard, (V) fra Norddjurs var med i delegationen, som desuden talte en repræsentant for erhvervslivet - direktør på Terma i Grenaa, Jørgen Laursen. Direktør på Grenaa Havn, Henrik Carstensen, skulle også have deltaget, men han måtte melde fra på dagen.
Bedre trafikforhold
På dagsordenen var bedre trafikforhold på Djursland - mere præcist på hovedvej A15, der forbinder Grenaa med Aarhus. Her er det i et stort trafikforlig i Folketinget besluttet, at man i 2029 skal begynde at etablere fire kilometer omfartsveje uden om byerne Trustrup og Tirstrup for at få trafikken til at glide lettere.
Ifølge forligsteksten betyder aftalen, at de to omfartsveje etableres med et spor i hver side. Til det arbejde er der afsat 344 millioner kroner fra staten.
Men på Djursland vil man have mere. Man vil have omfartsvejene etableret med tre spor, så der skiftevis køres med to og et spor i begge retninger - den såkaldte 2+1 løsning, som i dag kendes fra flere strækninger på den sydligste del af motortrafikvejen. - med en hastighedsgrænse på 100 kilometer i timen. Og allerhelst vil man have hele strækningen til Grenaa anlagt som en 2+1 vej.
Det var baggrunden for, at mødet i sidste uge på Christiansborg var sat i stand. Anledningen er, at en gruppe fra politikersiden og erhvervslivet på Djursland, har sat sig sammen for at fremme denne dagsorden i Folketinget, hvoraf dette besøg er en af mange tiltag fremover.
Klædte politikerne på
»Vi synes, det er vigtigt at klæde ordførerne på, så de kan se hvilke udfordringer vores to kommuner har i forhold til øget trafik på person- og især godstransport, og at det er afgørende for vores egns udvikling og især omkring Grenaa og havnen, at vi får bedre veje hertil,« siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Leif Lahn Jensen.
På mødet deltog følgende transportordfører: Thomas Jensen (S), Peter Juel Jensen (V), Peter Have (M), Nick Zimmermann (DF) og Jens Meilvang (LA), som også sammen med Leif Lahn var vært og arrangør af mødet.
»Der var stor interesse og forståelse fra transportordførerne omkring vores bekymringer og ønsker, og deltagerne fra Djursland kunne bestemt mærke at der blev lyttet og noteret. Jens Meilvang og jeg gik da også fra mødet med en klar forståelse fra ordførernes side, og at de bestemt vil lytte og tage imod os til eventuelt kommende forhandlinger,« siger Leif Lahn.
En ting er, at vi mødte forståelse hos transportordførerne, men noget andet er at få dem til at levere, og det går opgaven ud på nuLeif Lahn Jensen
De to folketingsmedlemmer valgt på Djursland vil samarbejde og have fokus på to ting.
»For det første vil det være skørt ikke at lave de to omfartsvej ved Tirstrup og Trustrup som en 2+1 vej, så der ikke skal laves yderligere ved de veje, hvis og når der eventuelt kommer en udvidelse hele vejen til Grenaa. Derefter er den store opgave at få sat penge af til vejen til Grenaa,« siger Leif Lahn Jensen.
Bosætning og arbejdspladser
De to lokalt valgte folketingsmedlemmer mener begge, det er vigtigt at fremme den dagsorden, så man kan sikre en øget bosætning og en fortsat udvikling af gode virksomheder og dermed flere arbejdspladser på havnen og især i den østlige del af Djursland.
»En ting er, at vi mødte forståelse hos transportordførerne, men noget andet er at få dem til at levere, og det går opgaven ud på nu,« siger Leif Lahn Jensen, der om mødet på Christiansborg siger, at ordet lobbyisme er det helt rigtige ord til at beskrive aktionen fra Djursland.
Som lokalt valgte folketingsmedlemmer fra Djursland ser han og Jens Meilvang det som en vigtig opgave at formidle kontakten mellem lokalområdet og de relevante politikere på området - og det er transportordførerne, der har magten til at ændre tingenes tilstand.
Minister på banen
»Det kan godt være, at vi på et senere tidspunkt også henvender os til nogle ministre for at fremme vores sag, fordi vores ønsker ikke kan opfyldes, hvis der ikke findes flere penge,« siger Leif Lahn Jensen.
Men udfordringen er vel, at politikerne allerede har besluttet, at ønskerne fra Djursland ikke skulle opfyldes. Argumenterne var jo kendt, da trafikforliget blev indgået i den såkaldte Infrastrukturplan 2035?
»Det er rigtigt. Og derfor skal der findes nogle flere penge. Transportordførerne kunne dog godt se, at med de tal, som vi havde med til mødet, giver det god mening med en 2+1 vej hele vejen til Grenaa. Men pengene til Infrastrukturplan 2035 er brugt, så der skal findes nye. Også fordi inflation og prisstigninger har gjort det dyrere end budgetteret at føre planen ud i livet.«
Derfor mødte forhandlingsdelegationen fra Djursland med opdaterede tal. Her peger man på, at tiltrækning af virksomheder og arbejdskraft er et stigende problem på Djursland. At trængsel og manglende fremkommelighed på hovedvej A15 bremser væksten på Djursland og i hele Østjylland, og at øget trafik og trængsel på A15 vil bremse væksten yderligere.
Og man peger i materialet, som blev præsenteret på Christiansborg på, at en 2+1 vej vil skabe potentiale for vækst på Djursland og i Aarhus. Og at en 2+1 vej helt til Grenaa skaber en funktionel korridor til Sverige og kan aflaste det trafikale tryk på E-45 og E-20.
Jeg gider ikke at køre på hovedvej A15. Og derfor er det her, der skal forbedringer tilLeif Lahn Jensen
I materialet understreger man også turismens store betydning for ikke bare Djursland, men hele det østjyske område - og at der er mulighed for yderligere vækst ved at forbedre vejforholdene.
Jeg kører selv til Aarhus mindst én gang om ugen - og det gør du også til og fra København. Hvor oplever du trængsel på vejene på Djursland. Er det ikke først når man nærmer sig Aarhus, at man ser det?
»Måske ikke trængsel, men jeg oplever tit, at man kommer til at køre bag ved en lastbil og at det viser sig umuligt at overhale. Så risikerer man at køre bag ved lastbilen hele vejen til Aarhus. Som vejen er i dag, er der for få muligheder for at overhale.«
Det har du vel på motortrafikvejen, hvor der skiftes mellem to og et spor i hver retning?
»Det er rigtigt. To eller tre steder har du mulighed for at kunne overhale, hvis du er heldig at nå det. Der skal køres friskt til. Men helt fra Grenaa og til du rammer motortrafikvejen, er der ikke mulighed for at komme forbi. Så de sidste 20 år, har jeg taget turen over Kolind for at køre sydpå og til Aarhus. Jeg gider ikke at køre på hovedvej A15. Og derfor er det her, der skal forbedringer til.«
Hvordan kommer I videre med det her?
»Vi vil invitere Folketingets Transportudvalg til Djursland på en studietur. Og jeg vil invitere transportministeren, så han forhåbentlig kan prøve i sin ministerbil at køre bag en lastbil hele vejen og dermed se, hvor stort problemet er. Vi er nødt til at komme på banen nu, så vi har klædt politikerne bedst muligt på til at træffe en afgøre og prioritere hvor pengene skal bruges. Så vores argumenter skal de kende, så de er gemt i deres hoveder og de husker på, at vi skal have den 2+1 løsning hele vejen til Grenaa. Det var den plan, der var på bordet, da den nuværende trafikaftale blev forhandlet på plads - og først frem af mig og daværende borgmester i Norddjurs, min partifælle Jan Petersen. Men da trafikplanen blev forhandlet endeligt på plads, blev vi ikke prioriteret højt nok og pengene blev brugt andre steder i landet. Det skal ikke ske igen.«
Du har før erkendt, at det ikke var klogt, da Djursland stod fast på kravet om motorvej til Grenaa.
»Det har aldrig været realistisk og der kan ikke findes et flertal på Christiansborg for det, fordi behovet er større andre steder i Danmark. Derfor hørte vi også på mødet transportordførerne sige, at de var glade for, at vi nu kun fremfører ønsket om 2+1. Det er efter min mening lettere at få en motortrafikvej igennem, end en motorvej.«