Politiker klar til at tage rekord: »Jeg kan ringe til alle ministre«

Et rekordskifte nærmer sig, så en ny mand kan snuppe rekorden som det folketingsmedlem, der har repræsenteret Djursland i flest år. En socialdemokrat er klar til at tage over efter en anden.

Jan Petersen sad som medlem af det danske parlament i 16 år og 11 måneder. Fra 12. december 1990 til 13. november 2007, da han frivilligt takkede nej til genvalg for i stedet at tage hjem til Norddjurs og forsøge at blive borgmester - hvilket lykkedes ham i tre valgperioder.

På Christiansborg overtog Leif Lahn Jensen fra 13. november 2007 det socialdemokratiske mandat i Djurskredsen - som han med flotte valg har holdt ved lige siden. Altså snart i 17 år - og så er der ikke længe til rekordskiftet.

Men meningsmålinger på stribe - og senest også valget til Europaparlamentet i juni - tegner en dyster udvikling i tilslutningen til Socialdemokratiet. Måske endog i en grad, at det ikke længere er en selvfølge, at Djursland leverer en socialdemokrat til Christiansborg.

»Jeg tror da på, at jeg overtager rekorden, for et eller siger mig, at der ikke bliver udskrevet folketingsvalg før om et par år,« siger Leif Lahn.

Han er landet hjemme i Grenaa, hvor sommerferien skal holdes.

»Det bliver hjemme på Anemonevej, for jeg har sagt til min datter, som skal arbejde hos Bestseller i Brande i min ferie, at hun ikke skal sætte børnene i børnehave, for jeg skal nok passe dem. Så det bliver på stranden, i skoven og i Djurs Sommerland, som jeg har sæsonkort til. Kattegatcentret får sikkert også et besøg, men vejret kommer til at bestemme, hvad vi skal. Jeg håber også at få tid til at opleve levende musik på Torvet, og forleden glædede jeg mig sammen med en gammel ven fra de unge år over, at der igen er kommet gang i Grenaas mest kendte værtshus ”Kruset”. Det trak lidt ud og blev senere, end jeg havde regnet med, for vi var der til lukketid og kørte i hvert fald ikke bil hjem. Så den nat kunne man se Leif Lahn slingre hjem efter at personalet havde bedt os om at drikke ud eller få øllet i et plastikbæger.«

Hvordan synes du det seneste år er gået politisk?

»På Christiansborg kommer vi ikke uden om, at afskaffelsen af store bededag som en fridag for danskerne, har gjort ondt på os - og stadig gør det. Var det en klog beslutning? Tjah. Bum. Nok ikke, hvis vi skal tænke på vores politiske karriere. Vi undervurderede hvor meget det betød for folk. Det var for svært at få folk til at forstå, at vi gjorde det for at skaffe penge - og så viste det sig få måneder senere, at det gik langt bedre for Danmark og for virksomhederne, end det var forudset, så der blev fundet flere milliarder. Skal man så rulle det tilbage og genindføre store bededag - det vil jo ikke være noget problem at gøre det? Og her skal man se på, at vi også er nødt til at skaffe hænder nok på arbejdsmarkedet. Det private arbejdsmarked er jeg ikke så nervøs for. Det har altid gået op og ned. men min store bekymring er manglen på arbejdskraft i det offentlige. Til vores velværd. Her er problemerne så store, at jeg ikke har set det tidligere. Hvis vi som politikere ikke gør noget ved det, så kan du og jeg ikke få hjælp, når vi bliver gamle. Og vi kan heller ikke forvente, at vores børn vil hjælpe os. Så på det område har vi en udfordring med at skaffe nogle hænder. De borgerlige vil jo sige, at man kan gøre det ved at skære ned på førtidspension, dagpenge og kontanthjælp. Men vi valgte med store bededag, at alle skulle bidrage. Det betød så, at alle blev sure på os, men jeg kan mærke, at det stadig gør ondt på os som parti - og er den største grund til, at så mange er stukket af fra Socialdemokratiet til SF. Jeg kan godt forsvare beslutningen, men jeg kan også sagtens forstå folks utilfredshed.«

Med det lyder du lidt som et ekko af statsminister Mette Frederiksen - som jo i afslutningsdebatten i Folketinget inden sommerferien ikke ville strække sig længere end til at sige, at hun havde undervurderet modstanden mod afskaffelsen af store bededag. Men alligevel holdt fast i, at det var den rette beslutning at afskaffe store bededag. Og hun havde også gjort det, hvis hun havde kendt til reaktionen inden. Vil du gå længere end statsministeren og sige, at Socialdemokratiet skal arbejde på at gendinføre store bededag?

»Så skal vi jo finde pengene og arbejdskraften et andet sted.«

Men dem finder finansminister Nicolai Wammen jo bare ved at åbne et skab i ministeriet?

»Jeg tror da også, at det er sværere at finde arbejdskraften end pengene. Det kan man gøre på mange måder, men jeg vil ikke være med til at gøre det som de borgerlige har gjort - at ramme de svageste. Så ærligt talt tror jeg det bliver svært, men jeg anerkender, at hvis regeringen vælger at rulle fridagen tilbage, så vil det gøre vores liv meget lettere. Så for mig handler det meget om, hvor man kan finde de hænder, der er brug for.«

Har I været for stædige i denne sag?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Men når Mette Frederiksen siger, at vi undervurderede modstanden, så tror jeg hun mener, at vi ikke kom igennem med, at vi som parti mente det var bedre at lade alle bidrage til velfærd og flere hænder. Og man skal huske, at beslutningen blev truffet efter lange og svære forhandlinger mellem flere partier, da regeringen blev dannet, og så er det svært for et enkelt af partierne at fortryde.«

Hvad lavede du selv store bededag i år?

»Da var jeg på arbejde og sad i formandsstolen i Folketinget. Og på gruppemødet om tirsdagen mindede jeg om, at de skulle huske, at fredag også var en arbejdsdag. Jeg kom hjem sent fredag i den uge - som jeg gør det næsten alle uger.«

Er der slet ikke noget, der er gået godt?

»Mange af mine vælgere har svært ved at forstå, hvad Socialdemokratiet laver i en regering hen over midten. men jeg er en af dem, der mener, at det har været en succes og vi har fået gennemført noget, som vi ikke kunne alene en rød regering. For eksempel på undervisningsområdet, hvor vi må erkende, at for mange akademiske uddannelser ikke fører til et job. Samtidig med, at vi har og får brug for endnu flere faglærte. Så vi har skåret på universiteter og tilført erhvervsuddannelserne flere penge. Havde vi nogensinde kunnet gøre det med de radikale? Nej. Kunne vi gøre det med SF og Enhedslisten? Nej. Og senest så vi det med den grønne trepartsaftale, som betyder afgifter på landbruget. Det kunne vi godt have gjort i en ren, rød regering, men så havde vi set protester fra landbruget og blokerende traktorer i gaderne, og var den røde regering blevet afløst af en blå, var det hele blevet hældt ned ad brættet igen. Men nu har vi og Venstre lavet aftalen sammen, så den også holder efter et valg. Så det er to ting, som kun kunne gennemføres af en regering hen over midten. Men det koster at være i en sådan regering, og vi må som socialdemokrater acceptere nogle skattelettelser, som jeg ikke synes er superfede. Men jeg har så fået noget andet - eksempelvis også forhøjet understøttelse de første tre måneder i ledighed og bevarelse af seniorpension og seniorjob.«

Når du så ser på det lokale her på Djursland, er der så noget, der gør dig stolt - og noget, som gør dig mindre stolt.

»Jeg var faktisk stolt den dag Nicolai Wammen trak mig til side og sagde, at der var fundet penge fra staten til at bevare flere akutlægebiler i regionerne. Derfor gik jeg ud her i avisen og sagde, at nu kunne Grenaa bevare den akutlægebil, som regionen havde fjernet i en spareøvelse. Os, der bor og lever på Djursland ved, hvor stor betydning den har. Men glæden og stoltheden forsvandt, da jeg fandt ud på, at Region Midtjylland hellere ville bruge pengene på noget andet og andre steder.«

Du er jo med til at levere en løsning, som ligger lige til højrebenet for Region Midtjylland, men de får aldrig bolden spillet i mål. Nu har de søgt om penge til at bevare en akutlægebil i Silkeborg - og det var vel ikke sådan det var tænkt på Christiansborg? Burde I ikke på Christiansborg have været mere præcise og understreget, at ordningen var tiltænkt udkantsområderne - som man jo ikke kan sige omfatter Silkeborg?

»Jo, det skulle vi nok. Det er altid let at være bagklog og se på, hvordan det skulle være formuleret. men der er også grænser for, hvor detaljeret tingene skal komme fra Christiansborg. Jeg kan dog sige, at der var skuffelse i forligskredsen over at se, hvordan Region Midtjylland tog imod tilbuddet.«

Var der ikke én, som skulle være ringet op og fået det at vide - regionsrådsformand Anders Kühnau?

»I regionen burde man selv kunne se, hvad der var meningen med den ekstra pose penge. Ellers er man godt nok tonedøv. Jeg ringede selv til Anders Kühnau og skældte ham ud, for jeg var ikke bare sur. Jeg var rigtig meget sur. Men vi skal også videre - og vi accepterer bare, at vi aldrig bliver enige om akutberedskabet. Og i stedet se på, hvordan vi får det bedste ud af den rapport, som Sundhedsstrukturkommissionen har barslet med om fremtidens sundhedspolitik i Danmark. Her skal vi kæmpe for, at Grenaa får et nærhospital, så min gamle mor og alle andre ældre på Djursland ikke skal bruge en hel dag på en ti minutters undersøgelse på et sygehus i Skejby eller Randers. Vi skal have mere nærhed i sundhedssystemet.«

Hvor ser du Djurslands største behov lige nu?

»Vi skal stoppe med at tale vores egn ned. Det føler jeg, at der er for mange, som gør. Vi har masser af gode virksomheder, en velfungerende havn og andet godt. Men jeg vil pege på to ting. Vi skal have en bedre infrastruktur, men vi skal acceptere, at vi ikke kan komme igennem med et ønske om motorvej til Grenaa. Det er umuligt at skaffe flertal for det på Christiansborg, så derfor skal vi satse på at få den bedst mulige motortrafikvej. Det vil vi kunne få igennem, og jeg sidder aktuelt med det lokale erhvervsliv og finder argumenterne for det. Det skal være bedre, end de to omfartsveje uden om Tirstrup og Trustrup, som der er for mange år at vente på. På det område har jeg et fantastisk godt samarbejde med Liberal Alliances Jens Meilvang, som heldigvis også er valgt på Djursland. Men sundhedsområdet er det, jeg kommer til at bruge allermest tid på. Vi skal have et nærhospital i Grenaa med de funktioner, som lige så godt kan klares lokalt. Hvorfor skal et forældrepar med et sygt barn, som har det rigtigt skidt, køre til Randers og sidde i et venteværelse i timevis for at få barnet undersøgt. Og hvorfor skal vore ældre bruge hele og halve dage på transport til nærmeste sygehus. Det er de to store udfordringer, som jeg ser dem.«

Er du glad for, at havneudvidelsen i Aarhus er sat på pause?

»Det er jeg så tilfreds med, for det er nok det dummeste forslag, der er kommet fra Aarhus i årevis. Jeg forstod det ikke, og jeg har også kritiseret Aarhus for det. Men de var jo selv skyld i det, fordi de greb det an på en dum måde. Hvorfor benytter man sig ikke af muligheden nu for at række hånden frem til et østjysk havnesamarbejde. Havnene i Randers, Grenaa og Horsens kan til sammen være med til at hjælpe havnen i Aarhus til at udvikle sig. Det er da bedre, end at have én havn, som vil have det hele. I Grenaa har vi jo baglandet, plads til store vindmøller og store tankanlæg og muligheden for transit Og med mulighed for at rumme nogle af de aktiviteter, som en indeklemt havn i Aarhus har svært ved at have plads til.«

Så du ser gerne en fælles østjysk havn?

»Ja, præcis. Om det skal laves i form af en fusion eller hvad ved jeg, er jeg sådan set ligeglad med. Godt nok er udviklingen og økonomien en ufordring, men vi ser jo samarbejdet virke med lufthavnen i Tirstrup, og havnene i København og Malmø drives i et fælles selskab på tværs af Øresund. Og man kan da sige, at efter Aarhus gik helhjertet ind med at udvikle lufthavnen, er snakken om at flytte den og bygge en ny helt forstummet. Den snak stoppede i alt for mange år al udvikling i Tirstrup. Jeg forstår ikke, hvorfor borgmesteren og byrådsmedlemmerne i Aarhus ikke kan se fordelen i at samarbejde om en fælles havn, og jeg vil gerne være med til at skubbe det i gang. Det har jeg tilbudt borgmesteren i Aarhus, Jacob Bundsgaard, men det kræver forståelse for, at ikke alt skal til Aarhus og vi har et stærkt Østjylland.«

Hvordan bruger du din indflydelse politisk?

»Jeg bruger de muligheder, jeg har. Som gruppeformand er jeg en af de socialdemokratiske politikere, som sidder tættest på Mette Frederiksen, og i kraft af min post som første næstformand er jeg også tæt på Søren Gade og dermed toppen af Venstre. Og har jeg en sag, går jeg til dem, der kan gøre noget ved det. Jeg føler, at jeg kan ringe til alle ministre og fortælle, hvad jeg vil, hvis der er en udfordring af en eller anden slags. Men man skal også kende sin besøgelsestid og ikke ringe hver anden uge. På den måde blev der for nylig skaffet statslige museumspenge til Gammel Estrup. Og til august har jeg inviteret kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne til Syddjurs, hvor vi skal se, hvad der kan gøres for at få Fregatten Jylland permanent på finansloven og for at gøre Maltfabrikken til et regionalt kulturcenter. Her er det vigtigt at få ministeren på besøg, så han selv kan se, hvad det går ud på. Men jeg får da ikke min vilje hver gang - og det er da pisseirriterende.«

Så du stopper indtil videre ikke frivilligt i politik?

»Nej. Jeg vil gerne fortsætte som Djurslands mand på Christiansborg, og jeg føler, at jeg nu med min erfaring og indflydelse lettere kan få ting igennem, end jeg kunne de første år i Folketinget. Så hvis vælgerne vil have det og helbredet er i orden, så står jeg også på stemmesedlen ved det næste folketingsvalg. Jeg elsker mit job og vil gerne sige, at det aldrig har været mere spændende. Som statsrevisor, medlem af præsidiet og gruppeformand.«

Men vil vælgerne så det, når man ser på Socialdemokratiet i meningsmålinger og ved det det nylige EU-valg?

»Heldigvis er der forskel på meningsmålinger, valg til Europaparlamentet og så et rigtigt folketingsvalg. Måske lander vi ikke næste gang på 27,5 procent i vælgertilslutning, men jeg har is i maven og ved, at der sandsynligvis er længe til næste valg. Om et år kan tingene se helt anderledes ud. Også i en endnu værre retning. Jeg var med i 2013 under Helle Thorning-Schmidt, da vi var på 13 procent i meningsmålinger, men halvandet år efter landede på 27 procent. Alt kan ske i politik. Man må gerne kalde mig naiv, men jeg tror på, at alle de gode ting, som vi har fået gennemført blandt andet med historisk løft på velfærden, begynder at virke og vælgerne får øjnene op for det. Men jeg ved da godt, at mine chancer for at blive genvalgt er størst, hvis det kommer til at gå bedre for Socialdemokratiet. Derfor kommer jeg også til at gå til valg på de socialdemokratiske værdier som bedre velfærd, uddannelse til alle, ordentlig økonomi og gode arbejdspladser.«

I kraft af din position er du så også kommet tæt på den kongelige familie. Tager imod dem når et nyt folketingsår går i gang og deltager i fester i det helt store skrud. Man kan vel godt sige, at du er den havnearbejder i Danmark, der er tættest på Kongehuset. Hvordan er det?

»Det må man sige, og det havde jeg aldrig forestillet mig, men det er jo først og fremmest på grund af min plads i prædiet. Og det har givet mig mange store oplevelser. Jeg har hilst på og snakket med Ukraines præsident Zelenskyj, andre statsoverhoveder og formænd for forskellige landes parlamenter. Og så har jeg vist både dronning Margrethe og kong Frederik på plads til Folketingets åbning. Jeg vil godt erkende, at jeg aldrig har været superroyalist, men heller ikke det modsatte. Nu vil jeg påstå, at jeg har lært den kongelige familie nærmere at kende, og så har jeg fået større respekt for dem. Det er jo Søren Gade, der for formand modtager regenten, så derfor har han hidtil modtaget dronning Margrethe, da hun regerede - og så tog jeg imod Frederik, da han var kronprins. Og efter regeringsskiftet er det så blevet til, at han nu tager sig af kong Frederik og jeg af dronning Mary. Under kroningsfesten havde jeg så fornøjelsen af den nye kronprins, og jeg er ikke i tvivl om, at han bliver lige så god som hans far. For mig at se, er de helt nede ved jorden, hvis man kan være det som kongelig og vi skal holde den nødvendige etikette. De er meget nemme at snakke med. Min kone Ann og vores ene datter var med til Folketingets åbning i oktober for at tage billeder af mig, da jeg tog imod kronprinsen. Og her havde min familie nok ikke regnet med, at jeg stoppede op ud for dem og præsenterede dem for kronprinsen, som kvitterede med et hej til dem. Det er da noget, jeg vil huske på, når det engang er slut.

Næste år er jo valgår - vil du gøre en indsats for, at Socialdemokratiet atter får borgmesterposten i Norddjurs?

»Ja, det vil jeg. Jeg vil gerne indledningsvist sige, at jeg i denne valgperiode har et rigtig godt og tæt samarbejde med Kasper Bjerregaard fra Venstre. Det havde jeg også med Torben Jensen, da han var den første borgmester i den nye kommune. Men som socialdemokrat ser jeg naturligvis helst et socialdemokratisk styre. jeg har kendt borgmesterkandidat Allan Gjersbøl Jørgensen i mange år, og ved, at han er en dygtig fyr, så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at han bliver borgmester. Jeg sad i Michael Stegger Jensens strategigruppe op til det seneste kommunalvalg, og håber at gøre det igen næste gang. I Norddjurs har man en stærk kapacitet at trække på i form af Jan Petersen og hans store erfaring, og så må man bare håbe på, at vælgerne kan lide Socialdemokratiet på det tidspunkt.

Sidst mistede Socialdemokratiet 10 procent i tilslutning ved kommunalvalget, og næste gang stiller Jan Petersen ikke op. Det er mange stemmer, der skal hentes hjem?

»Så henter vi bare dem. Det er vi nødt til. Jeg vil gerne hjælpe med til at finde de bedst mulige kandidater, også geografisk fordelt i kommunen. Især hvis jeg ser et ungt talent, skubber jeg gerne på.«

Nu kommer du jo i begge kommuner, så her til afslutning - hvor der du de største forskelle på Norddjurs og Syddjurs?

»Det er to meget forskellige kommuner. her er det lidt sjovt, at når jeg er i valgkamp, så skal man i Syddjurs gerne sige ret meget om klima, og der må godt være lidt vegetar i dig. Også gerne om kunst og kultur. I Norddjurs handler det om produktionsarbejdspladser og sovs og kartofler. Begge kommuner har masser af flot natur og masser af gode arbejdspladser, og jeg har boet i dem begge - i Syddjurs da jeg arbejdede ved landbruget. Men de har hver især deres eget at byde på. Og her er Norddjurs stadig den store arbejdspladskommune, hvor Syddjurs mere slår sig op på natur. De kan noget forskelligt, og det er dejligt at se, at uanset om man har en rød eller blå borgmester, så er og har de været rigtig gode til at arbejde sammen. Hvis vi ikke arbejder sammen, så skubber vi os væk fra hinanden og kampen for at gøre Djursland bedre.«