Blå blok gennemtrumfer deltidspasning: »Vi aner ikke en hujende pind om konsekvenserne«
Favrskov Kommune vil tilbyde deltidspasning i dagtilbud. Hvordan tilbuddet bliver i praksis, står uklart.
De borgerlige partier i byrådet i Favrskov har besluttet, at kommunen skal tilbyde deltidspasning i dagtilbud. Flere borgerlige politikere har i denne avis argumenteret for, at småbørnsforældre skal have mulighed for at vælge deltidspasning og kun betale for den tid, man reelt har brug for. I dag har forældre kun mulighed for deltidspasning i forbindelse med barsel.
Tankerne har udmøntet sig i et politisk forslag, som de borgerlige partier fremsatte på det seneste byrådsmøde:
”Formålet er at give kommunens børnefamilier mulighed for større fleksibilitet i hverdagen. Det giver familier, der i forvejen benytter institutionerne i mindre grad, en lavere forældrebetaling. Forslaget lægger op til at lade en eventuel kommunal besparelse blive inden for institutionsområdet.”
Forslaget har endnu ikke været administrativt behandlet, og det bliver nu op til forvaltningen at komme med en konkret model for deltidspasning, som skal træde i kraft 1. august 2025.
Kritik fra S
Sagen gav en del debat i byrådssalen, hvor særligt Socialdemokratiet kom med kritik af, at der ikke forelå en konkret model for deltidspasning, som byrådet skulle tage stilling til. Partiets borgmesterkandidat Isabell Friis Madsen gjorde det klart, at Socialdemokratiet ikke ville stemme ja til noget, man ikke kender de pædagogiske og økonomiske konsekvenser af. Hun blev bakket op af sin partikollega, tidligere borgmester Nils Borring.
»Jeg tror ikke, jeg kan mindes, at vi beslutter nogen sager, som vi ikke aner en hujende pind om, hvad har af konsekvenser,« sagde Nils Borring.
Isabell Friis Madsen problematiserede blandt andet, at indførelsen af deltidspasning vil betyde mindre forældrebetaling, som ikke nødvendigvis vil afspejle sig i tilsvarende lavere personaleudgifter.
»Bedre hverdag for alle«
Kritikken prellede dog af på forslagsstillerne, der sendte forslaget til afstemning. De 12 borgerlige byrådsmedlemmer i salen stemte for, mens de i alt 11 tilstedeværende medlemmer af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten stemte imod.
De borgerlige partier har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse om, at de med forslaget vil sikre fleksible pasningsmuligheder for småbørnsfamilier i Favrskov. Ifølge partierne udspringer deres forslag af et stigende behov blandt børnefamilier for mere fleksibilitet i hverdagen.
Forslagsstillerne pointerer, at kommunen skal tilpasse sig borgernes ønsker og give familierne frihed til at vælge, ligesom man mener, at det er en god løsning for institutionerne.
»Deltidspasning kan lette presset på daginstitutionerne og samtidig skabe mere tid til de børn, der har fuldtidstilbud, og det giver en bedre hverdag for alle,« siger Eva Damsgaard fra Dansk Folkeparti.