Fortsæt til indhold

Byrådet kører videre med udskældt placering af genbrugsplads

Den foreslåede placering af en ny genbrugsplads, der skal erstatte pladserne i Hadsten og Hinnerup, bliver nu sendt i offentlig forhøring.

Politik

Favrskov Byråd besluttede for to år siden, at der skal etableres en ny genbrugsplads, der skal erstatte de nuværende genbrugspladser i Hadsten og Hinnerup, der ifølge kommunen er utidssvarende.

Senere kom det frem, at kommunen blandt andet arbejdede på en placering nord for landsbyen Haldum, hvilket udløste et ramaskrig i landsbyen.

Kommunen har lavet en nærmere undersøgelse af placeringen ved Haldum og en anden placering ved Sandby, der ligesom Haldum ligger mellem de to større byer, Hadsten og Hinnerup, som den nye genbrugsplads primært skal betjene.

For nylig kom det frem, at kommunen af hensyn til drikkevandsinteresser og af økonomiske årsager peger på placeringen ved Haldum, og der er blevet lavet et idéoplæg til en offentlig fordebat om denne placering.

Ved det seneste byrådsmøde skulle byrådet tage stilling til, om man kunne godkende idéoplægget og sende det i høring. Formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget, Nils Borring (A), præsenterede sagen for byrådet og understregede, at der skal laves både støj og visuel afskærmning af genbrugspladsen.

Flere byrådsmedlemmer har på det seneste givet udtryk for deres skepsis overfor den foreslåede placering. Det gælder blandt andet Thomas Storm (V), der i byrådssalen gentog sin bekymring i forhold til inddragelse af de lokale borgere og afstanden fra genbrugspladsen til Haldum.

Det gælder også Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten, der lod forstå, at han nu er modstander af den beslutning, han selv var med at træffe for to år siden. Han mener nu, at kommunen skal arbejde på at opretholde de nuværende pladser i Hadsten og Hinnerup. Det faldt ikke ligefrem i god jord hos Søren Frandsen fra SF, der udover at være byrådsmedlem også er formand for Favrskov Forsyning.

»Det giver ingen mening at opretholde fire pladser. Det er det sidste, vi må gøre,« sagde Søren Frandsen.

Thomas Storm og Thake Fogh Cordt stemte nej til at sende idéoplægget i offentlig høring. De andre 23 byrådsmedlemmer stemte ja, selvom nogle udtrykte deres skepsis.

»Det står ikke klart for os, hvorfor vi skal vælge placeringen ved Haldum,« sagde Simon Buus Olsen fra Liberal Alliance.

Partiet mener dog, at en fordebat kan være med til at belyse sagen. Simon Buus Olsen understregede samtidig, at fordi partiet stemmer ja til en fordebat, er det langt fra sikkert, at man vil ende med at stemme ja til denne placering.

Omtrent samme melding kom Danmarksdemokraternes Morten Bang med:

»Jeg føler mig ikke overbevist og har ikke ro i maven i forhold til placeringen, der skal undersøges til bunds. Borgerne i Haldum har ikke tillid til processen, og jeg kan følge deres bekymring.«

Uanset hvad, så bliver idéoplægget nu sendt i offentlig høring fra 2. december til 26. januar, hvor man kan indsende kommentarer til kommunen. Der bliver også holdt et borgermøde om sagen, som finder sted 15. januar på Hinnerup Bibliotek.