Jacob Bundsgaard hyret som rådgiver for kommunalt ejet selskab
Den tidligere borgmester arbejder nu for aarhusianske interesser på Christiansborg som rådgiver.
I mange år var der spekulationer om, hvorvidt Jacob Bundsgaard skulle til Christiansborg og være minister.
Sådan endte det ikke, men nu har han alligevel fået sin gang på Christiansborgs bonede gulve. Dog ikke som politiker, men som rådgiver.
Den tidligere Aarhus-borgmester og hans rådgivningsvirksomhed JBJ Advice er nemlig blevet hyret af det kommunale forsyningsselskab Kredsløb.
Det bekræfter Kredsløb overfor avisen.
»Det er korrekt, at Jacob Bundsgaard i øjeblikket bistår Kredsløb i en rådgivende rolle i forhold til CO2-fangst. Hermed forventer vi at kunne drage nytte af den store viden og erfaring, Jacob Bundsgaard har fra en lang politisk karriere,« skriver Kredsløbs presseansvarlige, Anders Rødkjær Rasmussen.
Hjælpen fra Jacob Bundsgaard vedrører det kæmpe projekt med CO2-fangst, som byrådet og netop Jacob Bundsgaard har sat Kredsløb i gang med.
Statslige penge
I 2024 vedtog man en klimahandlingsplan, der skal få Aarhus i mål med at blive CO2-neutral i 2030. Et meget udfordret mål, som i allerhøjeste grad beror på, om den usikre teknologi kan komme i omdrejninger inden for få år.
Politikerne har nemlig indskrevet som forudsætning i aftalen, at der skal opfanges og lagres 335.000 tons CO2 fra Lisbjergværket årligt.
Opgaven for Jacob Bundsgaard nu består i at hjælpe Kredsløb med at få statslige midler til projektet.
»Staten har afsat knap 29 mia. kr. i en CCS-pulje, som Kredsløb vil ansøge om at få del i. Der er ansøgningsfrist i december 2025. Vilkårene i puljen er til forhandling, og et af de store forhandlingspunkter er den anfordringsgaranti, som de ligger op til på 3 år. Det vil både fordyre det for Kredsløb, men det vil også føre til færre tons fanget CO2 på landsplan for statens investering. Vi arbejder derfor på at få kravet fjernet i samarbejde med Jacob Bundsgaard, der rådgiver Kredsløb,« skriver Kredsløb.
Samarbejdet løber frem til december 2025, hvor der er ansøgningsfrist til den statslige pulje.
Det kommunale selskab vil ikke fortælle, hvad Jacob Bundsgaard og JCJ Advice får for rådgivningsarbejdet.
»Der er tale om en privat samarbejdsaftale mellem de to parter,« lyder det.
Da Bundsgaard i oktober valgte at træde tilbage som borgmester, var det med et eftervederlag på 1,3 millioner kroner i hånden.
Det er penge, som han kan beholde - uanset om han nu er i arbejde eller ej.
Bundsgaards fratræden skete nemlig, før en ny regel, der skal forhindre ”dobbeltløn” i form af både vederlag og almindelig lønindtægt, træder i kraft.
Derfor skal den tidligere borgmester heller ikke modregne eftervederlaget med sin Kredsløb-indtægt.
Jacob Bundsgaard er ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.