Efter blodrøde tal og 100.000 kroner brugt: »Det er ikke fikset overnight«
Rådmand Christian Budde (V) anerkender, at der er et problem med åbenhed og tillid på plejehjemmene. Han er stolt over at have fokus på det, men mener ikke, det bliver fikset "over natten".
Åbenhed, tillid og læring. De ord har været et mantra for Christian Budde (V), lige siden han tiltrådte som rådmand for Sundhed og Omsorg 1. januar 2022.
Kommunens egne medarbejder-trivselsundersøgelser på plejehjemmene viser dog et andet billede. Her er der tilsyneladende ikke så meget åbenhed eller tillid til, at man kan ytre sig kritisk uden frygt for, at det vil få negative konsekvenser.
Som avisen skrev for nylig, så er det cirka halvdelen af alle medarbejdere på plejehjemmene, der har den opfattelse. På Kongsgården er det endda 76 pct., der svarer, at de er enige eller helt enige i, at kritik vil få negative konsekvenser.
Og det står i skærende kontrast til den åbenhed og psykologiske tryghed, som rådmanden ofte taler om.
Senest sendte han i maj sidste år ledere og medarbejdere i Magistratsafdelingen i Sundhed og Omsorg på såkaldt åbenhedstræning. Der blev afholdt syv undervisningsgange i maj og en enkelt i januar i år. Det var arrangeret af en non-profit organisation og havde en pris på cirka 100.000 kroner. Kommunens egne medarbejdere stod for træningen, som 114 medarbejdere, primært ledere og tillidsrepræsentanter, gennemførte.
Idéen var, at de ansatte i sundheds- og omsorgssektoren skulle være trygge ved at blande sig i den offentlige debat.
Den træning har ikke haft en effekt?
»Det tror jeg ikke, at man kan konkludere. Jeg synes netop, at det understreger, at der er brug for den træning, og at vi har fokus på det rigtige. Jeg synes, det udtrykker, at vi ikke kan overgøre det. For den dagsorden med åbenhed og psykologisk tryghed er så vigtig for os,« siger Christian Budde.
Kongsgården i Viby, der blev kendt efter Else-sagen på baggrund af TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, er faktisk det plejehjem i Aarhus, hvor medarbejderne oplever allermindst tryghed.
»Måske er det ikke så overraskende, fordi man har den historik, man har, på Kongsgården. Men jeg ville da ønske mig, at de lå meget bedre. Jeg har helt klart et billede af, at Kongsgården ligger et rigtigt godt sted i dag. Alle vores tal siger, at det går den rigtige vej ...«
Altså vel ikke lige det her tal?
»Jamen jeg tror, der er mange ting på spil. Når man svarer på sådan noget her, tænker man så på konsekvens i forhold til ledere, eller hvordan det er, medierne reagerer? Men det skal ikke tage noget fra, at det er et tal, jeg ønsker lå markant bedre i forhold til Kongsgården og i forhold til alle andre plejehjem. Så vi har et problem. Det er indiskutabelt, og det vil jeg ikke løbe fra.«
Muskel skal masseres
Du mener, at der skal mere af det samme til for at løse det?
»Vi er i gang, og vi siger det igen og igen og igen, og jeg tror, det er det, der skal til. Det er en muskel, der skal masseres. Går det så hurtigt nok? Jeg tror ikke, man skal forvente, at det er noget, vi klarer over natten, og vi skal være bedre,« siger rådmanden.
Og han tilføjer, at Aarhus Kommune ligger bedre end gennemsnittet blandt FOA’s medlemmer, når de laver undersøgelser på tværs af landet om medarbejdernes ytringsfrihed:
»Derfor er det jo stadig ikke godt nok. Men jeg er stolt over, at vi er i gang, og jeg tillader mig samtidig at være stolt over, at vi som den eneste kommune, tror jeg, rent faktisk spørger ind til ytringsfriheden. For det er et problem i hele landet, ikke bare i Aarhus.«
Men har det virket?
»Det ved vi jo af gode grunde ikke. For så skulle vi have haft et eksperiment, hvor vi havde en forvaltning, der ikke arbejdede med det. Når jeg taler med ledere og medarbejdere, så oplever jeg mange, der siger, at det er dejligt, at vi nu kan have en samtale om konkrete tal, og vi kan jo også se, at der fra tid til anden er medarbejdere, der blander sig i den offentlige debat. Jeg er stolt over, at vi går foran med at sætte fokus på de her tal. For hvordan ser det ud på social- og handicapområdet eller på skoleområdet? Det ved vi ikke, så vi går foran i Sundhed og Omsorg,« siger Christian Budde.
Så du mener, at der skal endnu mere åbenhedstræning til?
»Ja, det kommer vi til at fortsætte med. Vi har ikke råd til ikke at investere i det her.«
Hvad kommer du til at bruge på det fremover?
»Jeg har ikke lyst til at sætte tal på, hvornår det er nok. Men jeg synes ikke, at 100.000 kroner er meget i den sammenhæng, for vi lykkes kun med at være dygtige til at passe på aarhusianerne, hvis vi har styr på det, som jeg vil kalde fundamentale ting som ytringsfrihed og psykologisk tryghed. Så det kommer jeg også til at prioritere midler til i den kommende tid.«