Fortsæt til indhold

Mor til fem skal i Folketinget: »En perfekt mulighed«

De kommende to måneder overtager Lisa Perkins Alex Vanopslaghs plads i Folketinget, da Liberal Alliances leder går på barsel.

Politik

»Jeg er ganske overrasket – jeg havde virkelig ikke tænkt, at det ville komme til at ske.«

Sådan siger Lisa Perkins om det faktum, at hun fra 24. april skal i Folketinget.

Læs også: Alex Vanopslagh er blevet far

Den 34-årige mor til fem fra Vitten er 1. suppleant for Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh, som har anmodet folketinget om barselsorlov fra 24. april og frem til 1. juli. Dermed overtager Lisa Perkins hans mandat.

»Jeg tror nok, at jeg er lige dele spændt og nervøs. Én ting er at være aktiv i politik, at gå op i det og kunne lide at blande sig i debatten. Noget ganske andet er at lave parlamentarisk arbejde. Det er jeg spændt på at få lov at snuse til,« siger Lisa Perkins, som stillede op til Folketingsvalget i 2022 og også stiller op ved det næste med en klar intention om at komme ind.

»Den her gang vil jeg gøre mit allerbedste for at komme ind. De næste måneder er en perfekt mulighed for at finde ud af, om det er det rigtige,« siger hun og tilføjer, at det rent familiemæssigt også er en oplagt mulighed for at »trykprøve« en ordning, hvor hun er i København i minimum tre dage om ugen, mens hendes mand tager børnene med støtte fra den øvrige familie.

»Lige siden seneste valg har min mand og jeg talt om det her. Det var faktisk min mand, som sagde, at det her barselsvikariat er en unik mulighed, og at jeg vil være god til det og vil få mulighed for at gøre en forskel,« siger Lisa Perkins, som på nuværende tidspunkt stadig er »lidt usikker på al praktikken,« da hendes endelige skema endnu ikke er på plads.

Ud over Folketings-ambitionerne drømmer hun også om at komme i byrådet i Favrskov. Hun stillede op til kommunalvalget i 2021, og gør det igen til november.

Skal »observere og lære«

Lisa Perkins er formand for Liberal Alliance Kronjylland og bestyrelsesmedlem i Liberal Alliance Østjylland.

Hun har hjemmepasset sine fem børn de seneste ni år og arbejder derudover i sin mands virksomhed, hvor hun laver alt det praktiske – hun kalder sig selv for bogholder.

Hun har en meget klar tematik i sin politik – det handler om familie. Hvis muligheden byder sig, er hun klar til at bringe sine holdninger i spil, men i første omgang handler det om at »observere og lære om parlamentarisk arbejde – altså hvad man egentlig laver som folketingsmedlem,« siger hun.

»Og så at støtte mit parti. Jeg er glad for, at jeg får lov at løfte og hjælpe mine Folketingskollegaer, nu hvor der er brug for det. Jeg har brugt tre år på at hjælpe mit parti opad, nu kan jeg gøre det på en anden måde – det er et stort privilegie.«