Byrådsmedlem: Kommunen svigter hørehæmmede borgere på det skammeligste
Jan Fischer føler sig til grin efter borgermøde. Han, der selv hører dårligt, kritiserer atter kommunen for ikke at sørge for nødvendigt lydanlæg og mikrofoner.
Socialdemokratiets Jan Fischer var i dårligt humør efter mandag aftens borgermøde i Ryomgård Fritids- og Kulturcenter om et solcelleanlæg ved Margrethelund-Kragelund-Frederikslund.
Det var ikke mødets indhold, der gjorde det rutinerede byrådsmedlem tosset.
Derimod at han kun fik valuta for 70 procent af mødet.
»Jeg har påtalt det mange gange, at der skal være lydanlæg og det nødvendige antal mikrofoner til offentlige møder af hensyn til os, der ikke hører så godt længere,« siger Jan Fischer.
Det sejler
»Derfor er det for dårligt, når vi selv som kommune er mødeindkalder og ikke har sørget for, at den slags er i orden. Jeg er faktisk sur og skuffet over, at jeg igen skal påtale, at lydanlæg var det ikke noget af. Har det sted, hvor mødet afvikles ikke selv et lydanlæg, har vi det på kommunen, så der er ingen undskyldninger.«
Fischer påpeger, at han ved, der er andre end ham, der må sidde på det yderste af stolene bare for at registrere, at der bliver snakket ved offentlige møder.
»Det er mangel på respekt, at vi som kommune ikke selv har orden i sagerne. Jeg har tidligere nævnt det for både kommunaldirektør og borgmester, og nu gør jeg det en gang mere. Det er ikke godt nok, at jeg igen skal komme med en påtale. Jeg føler mig til grin.«