Borgmester om busbombe: Fedt, at flere vil være med, men...
Borgmester Anders Winnerskjold føler sig ikke snigløbet af alliancen SF, V og K, der vil gøre tre buslinjer i Aarhus billigere.
»Det vil virke underligt og lugte lidt af valgflæsk, hvis ikke borgmesteren griber det her som en fremstrakt hånd.«
Sådan sagde Venstre-leder Christian Budde mandag morgen, da han sammen med lederne for SF og Konservative, Thomas Medom og Nicolaj Bang, præsenterede et flertal, der snarest vil indføre billigere busbilletter på tre buslinjer.
Og meget kan tyde på, at borgmesteren griber den fremstrakte hånd - så længe pengene passer.
15 kroner skal det koste at tage linje 11, 14 og 17, har SF, V og K givet hinanden håndslag på.
Med forslaget overhaler den umage trio borgmester Anders Winnerskjold indenom, da han for få uger siden gik ud med ønsket om, at det skal koste 15 kroner at tage bussen eller letbanen i hele kommunen.
Han ville dog først kigge på finansieringen efter valget, men nu er flertallet uden om ham altså klar til at sætte fut under borgmesterens drøm inden valget.
Og det glæder ham, siger han til Din Avis.
»Det er positivt. Det er en god idé og jo også derfor, vi ønsker at gøre det i hele kommunen. Kan man komme i gang tidligere, og det reelt er selvfinansierende, som de påstår, så synes jeg, at det er et rigtig godt forslag,« lyder det fra Anders Winnerskjold (S).
Han mener ikke, at de tre partier er i gang med at overhale ham indenom.
»Det ved ikke, om jeg synes, at jeg er blevet. Jeg synes egentlig bare, at det er fedt, at der er flere, der vil være med. Ambitionen om at gøre det i hele kommunen har jeg ikke set nogen pege på eller komme med ansvarlig finansiering for. Slet ikke de tre partier. Men ønsker man, at det skal være billigere at tage bussen eller letbanen i Aarhus, så er det her jo en rigtig fin start.«
Særligt finansieringen af de tre partiers forslag, vil han gerne se nærmere på.
Men selve sænkningen af prisen busbilletten hviler i sig selv, påstår SF, V og K.
De vil dog sætte 25 millioner kroner af til kollektiv trafik inden valget, så der er mulighed for at øge hyppigheden af busafgange og antallet af busser, forklarede de på mandagens pressemøde.
Hvis det er sandt, at prissænkningen er selvfinansierende, så undrer Anders Winnerskjold sig over forslagets timing.
»Så må jeg spørge, hvorfor i himlens navn man ikke har gjort det tidligere, hvis man har vidst, at det var selvfinansierende. Har man siddet på den viden og gemt det til et valg? Så har man jo undladt at give aarhusianerne billigere kollektiv trafik, og det er godt nok tamt, hvis man af strategiske årsager har ventet indtil nu med at dele det med os andre.«
Du var jo på banen med de 15 kroner først. Anser du det her som politisk drilleri i en valgkamp?
»Det er der da et element af, men det er okay, så længe sagen er god. Den store løsning, som jeg er optaget af, har jeg dog ikke set skyggen af. Den tager vi gerne teten på. Nogen skal sætte sig for bordenden og få det til at ske i virkelighedens verden, og det har jeg svært ved at se de tre partier finde fælles fodslag omkring. De er jo uenige om stort set alt.«