Har du tænkt dig at stemme? »Ja, jeg har nydt godt af hans indsats, så kan jeg også godt sende en stemme hans vej«
Ja, ja, ja og nej. Sådan lød det, da fire elever fra 3.Q på Favrskov Gymnasium blev spurgt, om de vil stemme ved kommunalvalget. Det er første gang, de har muligheden.
Hvad tænker du om kommunalvalget – skal du stemme eller ej?
Frederik Rytter Nielsen, Hadsten:
»Jeg synes faktisk, at det er spændende nok, sådan noget politik. Jeg går en del op i det, men det er primært landspolitik og ikke så meget kommunalpolitik.
Jeg har dog tænkt mig at stemme til kommunalvalget, men jeg har ikke lige sat mig så meget ind i, hvem jeg skal stemme på.
Emner, som betyder noget for mig er foreningsliv og noget med at holde byerne i gang.
Emil Møller Heegaard, Hadsten:
Jeg har tænkt mig at stemme Venstre, men jeg har ikke sat mig videre ind i de lokale kandidater. Det er bare min generelle orientering, hvis jeg skulle stemme til ”det rigtige valg” – altså folketingsvalget. Jeg føler bare at folketingsvalget er mere relevant, fordi det er på et lidt større samfundsplan.
Jeg ved ikke rigtigt, hvilke emner, der skulle betyde noget for mig på kommunalt plan.
Jeppe Nygaard Andersen, Hadsten:
Jeg har helt sikkert tænkt mig at stemme, fordi jeg føler, at det er en pligt som dansk statsborger at bidrage til, hvordan landet bliver styret. Det ansvar føler jeg ikke bare, at man kan lægge fra sig. Det er et privelegie, som man skal udnytte.
Jeg vil stemme på konservatives Morten Wind Lübker fra Søften. Det er fordi, han er fra en forening, jeg har været medlem af. Jeg føler lidt, at når han har hjulpet med fodboldafdelingen, som jeg har nydt godt af, så kan jeg også godt sende en stemme hans vej.
Jeg ved også, at Morten er en meget stor forkæmper for, at foreninger skal have ordentlige faciliteter, og det synes jeg er vigtigt.
Gabrielius Balsys, Voldum:
Jeg har ikke tænkt mig at stemme. Det er bare ikke noget, jeg har tænkt så meget over på nuværende tidspunkt i livet. Jeg ender sikkert med at gøre det, når jeg er ældre, men ikke lige nu.
Hvis jeg skal nævne et emne, som kunne være interessant for mig, så er det noget med sport og fritidsinteresser.