Trodser landstendens: Aarhusianerne prioriterer ét valgemne højere end alt andet
Ny måling fra Epionion viser, at aarhusianerne har ét bestemt emne højest på dagsordenen, og det adskiller sig fra resten af landet.
På landsplan fylder kernevelfærden mest for vælgerne, når de skal sætte kryds til kommunalvalget den 18. november.
Men i Aarhus er billedet et helt andet.
Her tager emner som skole, socialpolitik, sundhed og klima plads på bagsædet, for ifølge vælgerne er det vigtigst, at lokalpolitikerne tager sig af transport og infrastruktur.
Det afslører en måling, analyseinstituttet Epinion har lavet for ’Dit valg. Vores Danmark’, som Constructive Institute og en række fonde står bag.
Aarhusianerne er blevet spurgt om, hvilke tre emner de prioriterer højest, og cirka hver anden har altså peget på trafikken.
Med 39 pct. følger ’Skole og uddannelse’ og ’Sundhed, trivsel og socialt udsatte’. Herefter kommer ’Klima og bæredygtighed’ med 25 pct..
Resultatet overrasker ikke Christian Budde, politisk leder for Venstre, der har sat sig i skarp opposition til den kritiserede mobilitetsplan, der især er blevet kendt for vejlukning og ensretninger.
Planen skal reducere de trafikale udledninger markant ved at mindske biltrafikken og gøre den kollektive transport til et nemmere valg.
»Det kan jeg godt genkende fra de debatter, jeg har deltaget i. Det er et kæmpe tema og bliver nok valgkampens helt store tema, som vi oplevede med fortætning for fire år siden,« siger Venstre-lederen, der dog alligevel hæfter sig ved, at trafikken er på så markant en førsteplads.
Ikke mindst når emnet på landsplan er helt nede på en femteplads med 29 pct..
»Det er ret vildt, men det siger nok også noget om den trafikale situation i Aarhus. Det må også være en øjenåbner for ”mobilitetspartierne”, der slår utilfredsheden lidt hen. Der er en kæmpe frustration derude.«
Christian Budde tror, at det kan være en god nyhed for Venstres muligheder for at kapre stemmer, at trafikpolitik fylder så meget for aarhusianerne. Det har dog ikke været en del af overvejelserne i forhold til den partiets politiske linje, understreger han.
»Vi har gjort det, fordi vi mener, at det er det rigtige og bedste for Aarhus. Men det er jo på en trist baggrund, men vi har et alternativ med vores fremkommelighedsplan. Vi mener, at vi kan nå klimamålsætningen med andre greb end at lukke byen ned.«
Ifølge målingerne står I til at blive blå bloks største parti. Går du også efter at blive Teknik og Miljø-rådmand?
»Jeg kan bare sige, at det er vigtigt for Venstre, at vi fremadrettet får en teknisk rådmand, der vil arbejde for en levende midtby og ikke for mere nedlukning. Det bekræfter målingen mig i, at aarhusianerne også ønsker.«
At trafikken betyder så meget for aarhusianerne overrasker som sådan heller ikke SFs politiske leder, Thomas Medom. Det skuffer ham til gengæld.
»Jeg havde måske håbet, at velfærd ville ligge øverst. Det plejer det at gøre, men trafik har været et hovedemne i aarhusiansk lokalpolitik i lang tid. Det fylder mest i valgdebatterne, og der er stor reel uenighed i byrådet om det. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at vi også kommer til at diskutere ældrepleje, social omsorg, skoler og daginstitutioner,« siger han og fortsætter:
»Det er synd, hvis mobilitet kommer til at stjæle hele dagsordenen. Jeg synes ikke, at det er det vigtigste. For mig er det helt klart vores kernevelfærd. Det er der 85 pct. af budgettet ligger og det, vi skal måles på, når vores fællesskab skal hænge sammen i Aarhus.«
Hos manden med ansvaret for den aarhusianske trafik og infrastruktur, rådmand Nicolaj Bang (K), er det forståeligt, at det fylder meget for vælgerne.
»Det er noget meget konkret, som folk mærker i deres hverdag. Folk er trætte af at sidde i kø og trætte af balladen om Vesterbro Torv, hvor jeg også må erkende, at jeg tog et forkert skridt, som jeg forsøgte at lave om. Men folk er berørt af det hver eneste dag, og det har splittet. Men nu har vi også hørt mest fra dem, der sidder i bil. Vi har også en masse mennesker, som skal kunne komme hurtigere frem i egne busbaner eller på cykelstier, og det har vi fuld fokus på.«