Fortsæt til indhold

Politikere på glatis: Børnene stiller de hårde spørgsmål

Publikum inviteres til at lytte med og tage del i en demokratisk samtale, hvor børnestemmer er i centrum.

Politik
afh

I anledning af kommunalvalget inviterer Syddjurs Egnsteater i samarbejde med DinAvis Syddjurs til et ganske særligt vælgermøde – denne gang er det nemlig børnene, der får ordet.

Under titlen »Børnestemmer – Scenekunstens vælgermøde« gentænker teatret den klassiske politiske samtale og skaber et rum, hvor børn og lokalpolitikere mødes i øjenhøjde.

Arrangementet finder sted tirsdag den 5. november kl. 15.30–16.30 på Kulturhotellet i Rønde.

Vælgermødet er kulminationen på en række kreative skriveworkshops, som Syddjurs Egnsteater har afholdt på folkeskoler rundt om i kommunen.

Her har børnene sat ord på, hvad de ønsker sig mere af, hvad de savner – og hvad der gør dem glade eller bekymrede i deres hverdag.

Samtalen iscenesættes som en scenekunstnerisk dialog, hvor børnene sidder side om side med lokalpolitikere og deler deres perspektiver.

Publikum inviteres til at lytte med og tage del i en demokratisk samtale i børnehøjde – i et rum skabt af kunsten, hvor alle stemmer tæller.

Initiativet har fået støtte fra Sparekassen Danmark, hvis direktør Peter Lading Sørensen fremhæver betydningen af projektet:

»Vi synes, det er et stærkt og vigtigt initiativ, som vi gerne vil støtte.«

Mødet er gratis og åbent for alle, og man opfordres til at tilmelde sig via Syddjurs Egnsteaters hjemmeside: www.syddjursegnsteater.dk.