Busser, børneby og byggeri: Vælgerne satte dagsordenen i Øster Bjerregrav
Politikere kom med løsninger: du kan få hjælp i bogbussen, bygge en børneby og give hurtigere ekspedition af byggesager.
Der kom konkrete løsninger med hjem, da der onsdag aften var vælgermøde i Øster Bjerregrav Forsamlingshus.
Både publikum og politikere fik en fælles mission af journalisten bag denne artikel, Kian Johansen, der styrede debatten.
Alle skulle komme med konstruktive løsninger. Det handlede om fremtidens Øster Bjerregrav, ikke hvad der er sket i fortiden, lød opfordringen. Og den tog både politikere og publikum på sig.
Foran publikum skulle politikerne på tid selv finde løsninger på flere af Øster Bjerregravs udfordringer. Mangel på byggegrunde i fremtiden, lang venteliste til pasning i byens daginstitution, frygt for skolens fremtid, frygten for at blive glemt af politikerne og forvaltningen samt efterspørgsel på flere busser til og fra Øster Bjerregrav.
Tre fikse hold
Der kom faktisk gode forslag til at løse udfordringerne fra de tre politisk blandede hold, som vi navngav Løsningsholdet, Fiks-det-holdet og Fremdriftsholdet.
For eksempel, at en borgerservicemedarbejder kunne tage bogbussen rundt og hjælpe de borgere, der har brug for det. Det var Radikale Venstres Anne Bisgaard, der kom med forslaget.
Eller at holde et møde med politikerne hvert andet år. Og i det hele taget holde politikerne tæt på sig. Det var især Jens Peter Hansen fra Frie Stemmer, der tog ordet på det. Han foreslog også, at borgerne skal være meget mere opmærksomme på at indsende høringssvar, når der er noget, der bør laves om.
Der var også lydhørhed for at sørge for bedre vilkår for byggefolk og erhvervsfolk, der i fremtiden vil udvide i Øster Bjerregrav. Og mens de fleste borgere i Øster Bjerregrav sukker efter vækst og flere parcelhuse, bød Moderaternes Simon Ødegaard Simonsen ind med et forslag om også at bygge seniorboliger til de ældre, der gerne vil blive boende i landsbyen.
Hårdere forhandlinger
Busserne fyldte meget for flere af de fremmødte i salen, og der blev efterlyst flere afgange og endda bare et fysisk stoppested til bussen, der kører lige forbi, og en undren over, at landsbyen Tånum har bybusser, mens den langt større landsby Øster Bjerregrav ikke har det.
De mest konkrete bud på løsninger var, at kommunen skulle forhandle hårdere med Region Midtjylland, der står for de gennemgående busser, og flere politikere ville gerne ofre lidt flere penge på busruterne til landdistrikterne. Især Martin Laursen fra Enhedslisten gik all in med et bud om at gøre det gratis at køre i busserne. Forslag fra salen lød på at lade mindre busser køre rundt og at kigge på mere direkte ruter for at gøre det attraktivt at bo på landet.
Skole har pladsen
Din Avis har for kort tid siden fortalt om Thomas Schor Mogensen og hans familie, hvor den yngste søn, fire måneder gamle Matthi, står på ventelisten som nummer 12 til en plads i Børnehuset Bjerregrav, der ligger få hundrede meter fra deres hjem. De alternative pasningsløsninger er en privat vuggestue fem kilometer væk eller en plads i Hornbæk, hvor Matthi er nummer 50 på den venteliste.
Leif Bols Østergaard fra Det Konservative Folkeparti var med i gruppen Løsningsholdet, som foreslog, at man kiggede på etableringen af en børneby i Øster Bjerregrav, hvor fælles ledelse, fælles aktiviteter for børnebyens børn og større samarbejde med skolen og skolefritidsordningen kan binde tingene mere sammen og dermed skaffe flere børn en plads.
Og til allersidst kom der den mest konkrete løsning fra en af de 44 tilhørere, der fulgte med via livestream. Her blev det slået fast, at skolen har ledig plads til en udvidelse af vuggestuepasningen og børnehavebørnene. Så dermed ligger bolden hos de kommende 31 valgte i Randers Byråd at følge op på den konkrete løsning på Øster Bjerregravs pasningsproblemer.
God stemning
Det kedelige ord borgerinddragelse blev næsten helt hyggeligt at høre på efter lidt mere end to timers samvær mellem de godt 80 fremmødte vælgere samt 44, der fulgte med via en livestreaming.
Stemningen var nemlig god. Alle opførte sig pænt, og ingen politikere skød løs på hinanden. Fokus var på at finde de konstruktive løsninger for en landsby lidt uden for Randers, der savner lidt opmærksomhed fra den store kommune. Og det fik de i høj grad denne onsdag aften to uger før kommunalvalget.
Din Avis var moderator for det alternative valgmøde, mens formand Finn Brødløs og flere frivillige fra Beboerforeningen for Øster Bjerregrav og Over Fussing med stort overskud sørgede for alt det praktiske.