Inden valget kunne SF ane en historisk chance for at blive større end S. Men kun ét sted i Aarhus skete det rent faktisk
SF i Aarhus går dog stadig frem og beholder også rådmandsposten for Børn- og Unge.
Det går op og ned i ”showbiz”, lyder en næsten fortærsket kliché.
Men der må næsten også være noget om snakken, når det bliver sagt mange gange – det er i hvert fald rammende, når snakken falder på meningsmålinger og politik.
Det står klart efter det netop overståede kommunalvalg i landets næststørste kommune.
For spoler man filmen knap en måned tilbage i tiden, bimlede alarmklokkerne for Socialdemokratiet i Aarhus.
En meningsmåling fra Epinion - lavet for ’Dit valg. Vores Danmark’, som Constructive Institute og en række fonde stod bag, viste at Socialdemokratiet havde kurs mod det dårligste valg i Aarhus – nogensinde – og selv hvis man tog højde for den statistiske usikkerhed.
Tog man den, set fra Socialdemokratiets stol, mest negative udlægning af undersøgelsens statistiske usikkerhed, så kunne Thomas Medom og SF også have endt som det parti med flest stemmer.
SF’s politiske leder i Aarhus sagde da også på valgdagen her til avisen, imens afstemningen stadig var i gang:
»Jeg håber, at vælgerne kommer til at stemme på en måde, så det kan lade sig gøre, at jeg bliver borgmester. Jeg synes, vi har ført en god valgkamp. Jeg er forsigtig optimist,« lød det fra Thomas Medom (SF) omkring klokken 11 på valgdagen.
Men sådan gik det ikke, og 27 dage efter den opsigtsvækkende undersøgelse kom ud, ser tingene nu helt anderledes ud.
For Socialdemokratiet fik ikke et historisk dårligt valg, de gik derimod frem med 1,8 procentpoint og fik mere end 10.000 flere stemmer end ved sidste valg.
Og kigger man på de aarhusianske valgsteder, så var der kun ét sted, hvor SF fik flere stemmer end S – og det var i Hjortshøj og på Virupskolen.
Netop Hjortshøj må dog også kunne betegnes som en hjemmebane for SF’s politiske leder Thomas Medom, der bor i den nordlige Aarhus-forstad.
Til trods for at SF ikke endte med et best case-scenarie i forhold til den måling, der blev lavet en måned før valget – så lykkedes det stadig partiet at beholde rådmandsposten i Børn- og Unge-forvaltningen, og partiet har ifølge valg.dk også fået 6.480 flere stemmer end ved sidste valg – eller en fremgang på 1,5 procentpoint.