Serieiværksætter gør sit indtog i byrådet: Har bekæmpet »skiderikker« det meste af livet
Liberal Alliance fik et stærkt kommunalvalg i Skanderborg Kommune. Spidskandidaten Peter Kruse er spændt på arbejdet og fortæller om mærkesager og det vigtigste juleaften.
Han har skabt og solgt tre selskaber, skulle egentlig være stoppet med at arbejde, men er nu IT-sikkerhedschef hos Clever og driver foredrags-og konsulentvirksomhed ved siden af.
Og så er han nyt ansigt i byrådet i Skanderborg Kommune.
»Jeg er superspændt på det arbejde,« siger han om sidstnævnte.
Peter Kruse, 55, kommer til at repræsentere Liberal Alliance i Skanderborg Kommune fra 1. januar.
Din Avis Skanderborg har taget en snak med ham om, hvad det er for en person og politiker, borgerne kan vente sig i det kommende byråd.
Jeg kunne faktisk ikke holde ud at gå og kede mig merePeter Kruse (LA), nyvalgt byrod
Lokket tilbage
Fire måneder, og så var det sket. Peter Kruse havde forestillet sig et liv uden forpligtelser på arbejdsmarkedet efter han havde solgt sine virksomheder. Alle tre inden for IT-branchen.
Men da der dumpede et tilbud ind fra ladevirksomheden Clever, blev han med egne ord »lokket tilbage«.
»Jeg kunne faktisk ikke holde ud at gå og kede mig mere,« siger Peter Kruse, og slår en latter op.
Der synes langt fra tilværelsen som tilbagetrukket serieiværksætter til den virkelighed han den dag i dag står i med flere gryder i kog samtidig. Men læg dertil en titel som byrådsmedlem med tilhørende udvalgsposter.
Det bliver i hvert fald realiteten når rådhusklokkerne har ringet 2026 ind.
Men det er faktisk ikke første gang Peter Kruse kommer til at have sin gang i de kommunale gemakker.
»Jeg har en kommunal uddannelse. Jeg har været arbejdsmarkedskonsulent i selvsamme kommune, hvor jeg nu kommer i byrådet,« siger han og tilføjer det kuriosum, at han var landets yngste med den titel på det tidspunkt.
Nogen uddannelse inden for IT-sikkerhed, som han altså senere skulle leve af, har Peter Kruse ikke. Det kunne man nemlig slet ikke tage dengang, fortæller han, og derfor har han brugt halvdelen af sit liv på selv at læse op på det.
Grumset vand
Et travlt arbejdsliv med et privatliv som far til tre plus en hundehvalp var åbenbart ikke nok til, at Peter Kruse afstod fra at prøve sig selv af som politiker.
Men hvad fik ham egentlig til at melde sig under LA-fanerne og stille op til kommunalvalget?
»Primært er det fordi, jeg kunne se, at der var nogle emner, hvor jeg kunne gå ind og ændre noget. Skanderborg som by fungerer rigtig fint, men på nogle områder mente jeg, at jeg kunne komme ind og presse lidt på,« siger Peter Kruse.
Af hjertesager nævner han først og fremmest vandmiljøet. Selv bor han tæt ved vandet, og det er særligt egne erfaringer med, hvor grumset og algebefængt vandet er, der har vækket ham.
»At man nærmest ikke kan have en båd eller bade dernede længere uden at blive syg, synes jeg er ærgerligt, når Skanderborg Sø ligger som perlen i kommunen. Det er synd for borgerne, turisterne, al den vandsport der kunne foregå på søen, fiskeri og så videre,« siger Peter Kruse.
Ifølge ham er mange løfter gennem årene blevet syltet, og det vil han altså nu gøre noget ved.
Kulturens mand
Ud over vand går Peter Kruse meget op i kultur. Talestrømmen er svær at dæmme op for, når han først remser sine engagementer i kulturlivet op.
Han er nemlig medarrangør af »tonsvis af forskellige events«, som han siger.
Made in Skanderborg, Musik 8660 og Smukfest er et udpluk.
»Mit hjerte banker for kultur, for idræt og for sport. Fællesskaber er kæmpevigtigt for unge mennesker« siger Peter Kruse.
Selv er han da også aldeles udøvende. Som amatørmusiker i to bands er han hvert år ud at spille op for publikummer. En passion han har dyrket i mange år.
Vandmiljø og kultur rimer ikke lige umiddelbart på LA-politik. Hvorfor er det lige dem, du er stillet op for?
»Jeg har en liberal tankegang. Jeg er selv erhvervsdrivende og har meget fokus på at gøre erhvervslivet i kommunen bedre. Så hvis du spørger mig, om jeg har tre mærkesager, så er det vandmiljø, kultur og erhvervslivet,« siger Peter Kruse.
Du kan se Peter Kruse ”in action” i YouTube videoen herunder:
Sofasurfer og skiderikker
Når ikke Peter Kruse er optaget af at gøre livet surt for ondsindede hackere eller af at redde det skanderborgensiske vandmiljø, har han meget forskelligt at give sig til.
Er der brug for afslapning, smider han sig gerne i sofaen og smækker en film på flimmerkassen eller åbner en bog.
»Jeg slapper allerbedst af derhjemme i egne rammer. Jeg læser almindelig skønlitteratur, gerne i den mere makabre ende, hvor det handler om gys,« siger Peter Kruse.
Der er flere ting, der kan få Peter Kruse op i det røde felt. Byrådskolleger er dog ikke én af dem.
Det er en anden politiker imidlertid: Donald J. Trump. Det er ikke mange venlige gloser Peter Kruse kan finde frem om den amerikanske præsident.
Derudover er det uordentlighed hos mennesker i almindelig. Og særligt når det handler om, at der ikke skelnes mellem, hvad der er mit og dit.
»Jeg har været så uheldig at have været udsat for indbrud to gange. Det er en sindsoprivende krænkende oplevelse. Jeg har også brugt hele mit arbejdsliv på at stoppe hackere. Jeg synes, de er nogle skiderikker,« siger Peter Kruse.
And, and, and
Han er en mand med mange aspekter. Også gastronomi kaster Peter Kruse sig gerne ud i. Ja, faktisk er han en ret habil kok, skal han selv sige det.
»Jeg er faktisk ret god til at lave mad. Det skal bare ikke være for kompliceret, for jeg multitasker ikke så godt,« siger han.
Almindelig dansk mad mestrer han dog.
Når den kommende højtid oprinder er én vigtig detalje, der skal være styr på, hvis ikke julen skal gå i vasken.
»And, and, and!« svarer Peter Kruse, adspurgt, hvad der kommer på julebordet.
Faktisk ihukommer han stadig et tidligt juletraume, der ligger over 40 tilbage i tiden.
»Jeg husker én jul, hvor vi var gæster juleaften. Min mor havde ikke fået sørget for, at der var and, og da jeg fandt ud af det, var jeg simpelthen så skuffet. Jeg kan tydeligt huske, hvordan gaverne den aften slet ikke var så vigtige, fordi der ikke havde været and på bordet. Det endte med, at min mor stod og lavede and til den 25.,« siger Peter Kruse.