Fortsæt til indhold

Politikerne reagerer på ballade på bibliotek: »Nu trækker vi en streg i sandet«

Ballade på bibliotek får negative konsekvenser for de almindelige brugere.

Politik

»Det er dybt urimeligt, at en lille bitte gruppe unge skaber utryghed, laver hærværk og ballade, der går ud over fællesskabet.«

Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, er alt andet end tilfreds med den opførsel, som en gruppe unge i folkeskolealderen lægger for dagen. De unge har i julen ved flere lejligheder opholdt sig på Hinnerup Bibliotek i den ubemandede åbningstid og efterladt sig et syndigt svineri. De har sågar fyret en raket af og formentlig også solgt hash på det lokale bibliotek.

Kultur- og Fritidsudvalget har netop haft møde og blev på mødet orienteret om den seneste ballade på biblioteket i Hinnerup, der ligesom Ulstrup Bibliotek også var udsat for ballade og hærværk i efterårsferien. Dengang besluttede forvaltningen at indskrænke den selvbetjente åbningstid for at forbedre situationen og skabe et tryggere miljø for brugerne. Dette middel har tidligere været anvendt med succes, og lokalpolitikerne vil nu igen tage det i brug.

»Vi har diskuteret, hvad vi kan gøre, og lægger op til igen at indskrænke den selvbetjente åbningstid og få mere videoovervågning. Det er rigtig, rigtig træls for brugerne, der plejer at komme sent på biblioteket, men omvendt har de nok heller ikke lyst til at være der, hvis der render en flok lømler rundt og laver ballade. Det skaber utryghed og er langt over stregen. Vi er nødt til at passe på biblioteket og personalet. Det er urimeligt, at de skal bruge de første timer på at rydde op, og de unge har også været ubehøvlede over for personalet. Nu trækker vi en streg i sandet og siger, det går ikke længere,« siger udvalgsformanden.

Han fortæller, at kommunen arbejder med en tresporet indsats i form af forebyggelse, dialog og konsekvens. Indskrænkningen af den selvbetjente åbningstid er en konsekvens af balladen, men det spor kan ikke stå alene, og ifølge Morten Bang foregår der en løbende indsats omkring kommunens unge mennesker.

Åbningstiden på Hinnerup Bibliotek indskrænkes i tre timer hver dag – fra klokken 22.00 ned til klokken 19.00. Indskrænkningen vil vare til og med vinterferien i uge syv, hvorefter der vil blive taget stilling til, om den skal forlænges.

Sidst man indskrænkede den ubemandede åbningstid, fik kommunen ikke meldinger om, at de unge fandt andre steder at lave ballade.