Folkeskolebørn hærger, drikker, ryger hash og sælger stoffer på bibliotek
Hinnerup Bibliotek har igen problemer med store børn, der sviner og laver ballade.
Biblioteket i Hinnerup har hen over julen været plaget af en gruppe store børn, der sviner og opfører sig uhensigtsmæssigt.
Det fortæller Ulla Egeberg, der er Kultur- og fritidschef i Favrskov Kommune.
Problemerne har primært været i den selvbetjente åbningstid, som er fra normal lukketid og frem til kl. 22, hvor lånere kan lukke sig selv ind, og hvor der altså ikke er personale på.
»De unge flytter rundt på stole og borde og efterlader en masse rod og svineri såsom chipsposer og tomme flasker, som borgerne ankommer til,« fortæller Kultur- og fritidschefen.
Hyret vagtselskab
Uroen har fundet sted, selvom man i julen havde hyret et vagtselskab til at rundere bibliotekerne i Hinnerup og Ulstrup. Kommunen havde truffet denne sikkerhedsforanstaltning, fordi man i efterårsferien var plaget af ballade og hærværk på de to kommunale biblioteker. Dengang valgte man efterfølgende i en kortere periode at indskrænke den selvbetjente åbningstid.
Med udsigt til mange helligdage uden personale i julen forsøgte kommunen denne gang at komme ballademagerne i forkøbet ved at hyre vagtselskabet til at kigge forbi biblioteket dagligt. Sikkerhedsvagterne traf de unge én gang, hvor de blev bedt om at forlade biblioteket.
Men det var altså ikke nok til at undgå problemer på andre tidspunkter, hvor vagterne ikke lige var på biblioteket. Udover den generelle uro og svineriet, som fulgte med de unge, er der fyret en raket af på et toilet, drukket alkohol, røget hash og solgt stoffer.
Der er blevet fundet hashrester og en vægt til at veje stoffer på, og på overvågningsbilleder kan man se, at der er blevet solgt stoffer.
»Det duer jo overhovedet ikke,« siger Ulla Egebjerg.
Får konsekvenser
De unge kommer ifølge Kultur- og fritidschefen på biblioteket, fordi det er et varmt og rart sted at opholde sig uden voksenopsyn.
»Alle er velkommen, men man skal opføre sig ordentligt og rydde op efter sig.«
Som en umiddelbar konsekvens vil biblioteket nu fjerne nogle af de behagelige møbler, som de unge opholder sig i og flytter rundt på, og man vil have yderligere overvågning. Der er et hjørne i børneafdelingen, som ikke er videoovervåget, men nu vil blive det.
»De unge orienterer sig og ved godt, hvor der ikke er overvågning,« konstaterer Ulla Egebjerg.
Det er ikke fordi, der ikke har været kontakt med de unge, der også nogle gange er kommet på biblioteket, mens der har været personale på. Noget har været positivt og noget knap så positivt, fortæller Kultur- og fritidschefen og tilføjer, at de unge ikke er særligt meddelsomme om dem selv.
»Vi forsøger i samarbejde med SSP at få kortlagt, hvem de er, og fulgt op på dem. Vi vurderer, at der er tale om 5-10 børn, og de er ikke særligt gamle. De går i de ældste klasser i folkeskolen, og vi har en god idé om, at de går på de lokale skoler.«
Kultur- og fritidschefen oplyser, at alt hvad der kan anmeldes til politiet, bliver anmeldt.
Problem i hele landet
Kultur- og fritidschefen i Favrskov Kommune oplyser, at Favrskov ikke er den eneste kommune, der har problemer med unge, der søger ind i varmen og laver ballade. Det er noget, man oplever på biblioteker i hele landet og dukker op fra tid til anden.
I efterårsferien, hvor der senest var uro og ballade på bibliotekerne i Ulstrup og Hinnerup, blev der blandt andet ødelagt en pulverslukker og lavet decideret hærværk på toilettet. Der har igennem tiden været udfordringer på alle kommunens fire biblioteker. Situationen i Hammel og Hadsten er dog lidt anderledes, hvor bibliotekerne ligger i forbindelse med caféer, hvor der naturligt er flere mennesker om aftenen, som kan virke afskrækkende på ballademagere.
Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune er blevet orienteret om den senest uro på biblioteket og har i forlængelse heraf truffet yderligere foranstaltninger, som du kan læse om i en senere artikel.