Fortsæt til indhold

Kommunen vinder kampen mod olieudslip: Fodboldbaner får nyt liv med rullegræs

TRIF og Hornslet IF roser Syddjurs Kommune for effektiv håndtering af olieudslip på fodboldbaner.

Politik

I oktober 2025 blev fodboldbaner i Rønde og Hornslet ramt af et uheld, da en traktor lækkede hydraulikolie under pleje af banerne.

Arealdrift, der drifter de kommunale boldbaner, orienterede straks Kultur og Fritid hos Syddjurs Kommune om hændelsen.

(...) på vegne af TRIF vil jeg gerne kvittere for en flot indsats og lynhurtig handling, da man konstaterede olieudslippet

Effektiv kommunal indsats

Martin Hornbæk Nielsen, træner og bestyrelsesmedlem i TRIF, roser kommunen for med det samme at have taget hånd om situationen.

»Vi har oplevet, at kommunens folk har været meget samarbejdsvillige og gode til at orientere os løbende,« siger han.

»Kommunen kan selvfølgelig ikke lastes for, at landet lige pludselig bliver ramt af et snevejr, der umuliggør arbejde på banen, men nu ser vi frem til, at der kommer rullegræs på de steder på banen, som er ramt. Det er faktisk også kommunen, der har foreslået løsningen med rullegræs, så på vegne af TRIF vil jeg gerne kvittere for en flot indsats og lynhurtig handling, da man konstaterede olieudslippet.«

Jacob Winther, formand for Hornslet IF Fodbold, er også tilfreds med kommunens håndtering af situationen.

»Nu er vi ikke ramt nær så meget som TRIF er det på deres højbane, så for os har problemet aldrig været stort. Men vi ser selvfølgelig frem til, at vi også får rullegræs på de steder, hvor banen har været ramt.«

Forudså problemer

Da uheldet var ude i efteråret 2025, forudså TRIF store problemer med at få afviklet træning og kampe i 2026.

»Når så meget af vores højbane er ramt, kan det næsten ikke andet end få negative konsekvenser for vores muligheder,« forklarede Martin Hornbæk Nielsen dengang til Din Avis.

TRIF stod over for udfordringer med at finde alternativer til de ramte baner, og mulige alternativer inkluderede banerne ved Thorsager Skole, Rønde Efterskole og Rønde Højskole.

»Det er problematisk, hvis vi skal afvikle vores fodboldskole på baner, der ligger i pæn afstand af hinanden,« lød det fra Martin Hornbæk Nielsen.

Status og fremtid

Nu kan han, TRIF og Hornslet ånde lettet op, for af et statuspapir fra Arealdrift dateret 6. marts 2026, fremgår det, at når den sidste jord er fjernet, skal der tages endnu en jordprøve på de berørte baner.

Hvis alt ser ud som forventet, udlægges der nyt sand og jord.

Når døgn-temperaturen er over 7 grader, lægges der rullegræs på. Forventeligt går der cirka fire uger efter udlægning af rullegræsset, før banerne kan tages i brug