Fortsæt til indhold

Spildt hydraulikolie skaber miljøproblemer på lokale fodboldbaner

Hydraulikolie skaber miljøproblemer på fodboldbaneanlæg i Rønde og Hornslet. Hornslet IF ser ud til at kunne håndtere olieudslippet uden større problemer. TRIF er hårdere ramt og har brug for nye baner.

Samfund

I oktober 2025 blev fodboldbaner i Rønde og Hornslet ramt af et uheld, da en traktor lækkede hydraulikolie under pleje af banerne.

Arealdrift, der drifter de kommunale boldbaner, orienterede straks Kultur og Fritid hos Syddjurs Kommune om hændelsen, der har skabt udfordringer for de lokale fodboldklubber.

TRIF forudser problemer med banekapacitet til sommerferiens fodboldskole, hvis klubben må undvære en stor del af sin højbane. Foto: Lars Norman Thomsen

Hydraulikolie og miljø

Traktoren, der klipper banerne, lækkede først olie i Rønde, hvor cirka en tredjedel af græsbanen, som ligger ovenfor kunstgræsbanen, blev ramt.

Efter en tur på værksted blev fejlen ikke udbedret korrekt, og traktoren lækkede igen, da den et par dage senere klippede græsset i Hornslet.

Her blev et mindre område centralt på træningsbanerne berørt.

Hydraulikolie kan være skadelig for miljøet, og det har allerede haft synlige konsekvenser for græsset på de berørte baner.

TRIF mest ramt

Jacob Winther, formand for Hornslet IF Fodbold, siger om konsekvenserne for fodbolden i byen:

»Nej, umiddelbart bør det ikke få betydning for os. Vi håber at kunne planlægge baneplaceringer uden om de ramte områder.«

Mens Hornslet IF ser ud til at kunne håndtere situationen uden større problemer, er situationen mere alvorlig for TRIF.

»Når så meget af vores højbane er ramt, kan det næsten ikke andet end få negative konsekvenser for vores muligheder.

Vi afvikler hvert år i sommerferien i den første uge af skolernes sommerferie en meget velbesøgt fodboldskole, hvor vi har brug for al den banekapacitet, vi kan komme i nærheden af, så lige nu er vi gået i tænkeboks. Hvis vi ikke kan benytte højbanen sammen med vores kunstgræsbane, bliver det svært.«

Søgning efter alternativer

TRIF står over for udfordringer med at finde alternativer til de ramte baner.

»Det bliver også meget tryk på, når træning og kampe begynder her i foråret. Problemet er, at det ikke er sammenhængende områder, der er ramt, men flere steder på baneanlægget, og det gør det svært at få et sammenhængende areal at afvikle kampe og træning på,« forklarer Martin Hornbæk Nielsen.

Mulige alternativer for TRIF inkluderer banerne ved Thorsager Skole og Rønde Efterskole og Rønde Højskole.

»Det er problematisk, hvis vi skal afvikle vores fodboldskole på baner, der ligger i pæn afstand af hinanden,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Han understreger, at klubben har en fin dialog med kommunen, som er meget forstående og behjælpelig.

»Vintervejret gør det selvfølgelig svært at foretage sig noget lige nu, så jo før vi får forårstemperaturer, jo bedre, vil jeg tro. Jeg er ikke ekspert, men har tillid til de folk, der ved noget om det, at de gør det rigtige.«

Rullegræs en mulighed

Efter at et miljøfirma har vurderet omfanget af lækket, har Arealdrift, der har ansvaret for driften af de kommunale fodboldbaneanlæg, været i dialog med en entreprenør og fundet frem til, at en løsning vil være at fjerne græs og muld i de spor, hvor olien er spildt, og erstatte det med rullegræs.

Der kendes endnu ikke en tidshorisont for arbejdet, men områderne vil ikke være tilgængelige for klubben, indtil græsset har fået fat, oplyses det på den dagsorden, som idrættens politikere i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, hvor kun næstformand Heine Skovbak Iversen (B) er genganger fra det gamle byråd, har fået tilsendt forud for det kommende udvalgsmøde.

Skovbak var formand for det gamle udvalg.

De fire nye er: Formand Michael Mikkelsen (DD), Sidse Graarup Vangsted (A), Niels Søren Rasmussen (V) og udvalgstornadoen Vibe Bregendahl Noordeloos (C).