Socialdemokrater er ikke klar til at genåbne Nørre Allé - endnu
Socialdemokratisk formand for By- og Planudvalg mener, at der er for tidligt at lægge sig fast på at genåbne Nørre Allé.
Som så ofte før er det Socialdemokratiet, der sidder med de afgørende stemmer, når der skal tages beslutninger i Aarhus Byråd.
Det er også tilfældet i spørgsmålet om en fjernelse af busslusen og genåbning af Nørre Allé, som en samlet borgelig fløj nu kræver, efter den konservative rådmanden hoppede med på vognen.
Det gjorde han på baggrund af en analyse, som blandt andet viser, at busslusen har ført store mængder trafik med sig i de omkringliggende små gader.
Men Nørre Allé bliver ikke genåbnet lige foreløbigt, hvis det står til Socialdemokratiet.
Partiets formand for By- og Planudvalget, Kristian Sommer, er dog slet ikke afvisende, men det er en postgang for tidligt at tage en endegyldig beslutning, siger han.
»Vi vil gerne have belyst konsekvenserne. Analysen peger på, at en genåbning vil give gennemkørende trafik i andre gader. Har vi ikke tiltag klar til at imødekomme det, så mener jeg, at vi skal vente og se, hvad vi kan gøre. Det går jo ikke, at vi flytter problemet fra ét område til et andet. Så står vi her igen om et års tid.«
Ifølge analysen vil en sløjfning af busslusen befri Øgaderne for noget af den trafikbelastning, den har medført, men Vestergade, Vesterport, Grønnegade og Åboulevarden vil få mere trafik.
»Fællesrådet foreslår at lukke Sjællandsgade i bunden og lave ensretninger i Øgaderne. Det er spændende, og det vil gerne kigge på.«
Kristian Sommer erkender dog, at tiltaget i Nørre Allé, der hænger sammen med fredeliggørelsen af Vesterbro Torv, ikke har haft den ønskede effekt.
»Busslusen blev blandt andet etableret for at skabe et bedre byrum i Nørre Allé og skabe bedre busfremkommelighed. Men det står ret klart, at bus-gevinsten ikke er der, og så har vi haft en diskussion om, hvilket byrum vi egentlig kan lykkes med at lave. Det er jo byrådets intention at fortsætte investeringen i den kollektive transport og få flere gule busser. Så bliver det måske svært, hvis flere busser skal igennem.«
»Dermed må vi sige, at vi ikke er lykkedes med intentionen med initiativet, og det må vi jo forholde os til,« siger socialdemokraten.
Én ting står udvalgsformanden dog fast på. Cyklisterne skal huskes, hvis man laver en tilbagerulning for at tackle trafikproblemet.
Derfor er Kristian Sommer også positiv overfor Venstres forslag om en sænket fartgrænse.
»Jeg bor selv i Vestergade og kan mærke, at det er blevet meget roligere at cykle på især Nørre Allé. Derfor skal vi lave nogle tiltag for cyklismen, så utrygheden ikke stiger. Nørre Allé bør kunne klare en cykelsti, og det håber jeg, at vi kan levere, hvis vi laver en tilbagerulning.«