Fem fik knust drømmen: Kun én klarede vejen til Christiansborg
SF’s Kirsten Normann Andersen sikrede sig en plads i Folketinget, mens fem andre kandidater fra Skanderborg Kommune måtte se drømmen briste under den sidste optælling.
Da de personlige stemmer onsdag blev talt op, brast Christiansborg-drømmen for fem af de seks kandidater fra Skanderborg Kommune.
Kun SF’s Kirsten Normann Andersen fik stemmer nok til at sikre sig en plads i Folketinget. Med 9.526 personlige stemmer blev hun samtidig en af de fem største stemmeslugere i Østjyllands Storkreds – kun overgået af Alex Vanopslagh, Mona Juul, Troels Lund Poulsen og Nicolai Wammen.
For Socialdemokratiets Dorthe Hindborg og SF’s Charlotte Vindeløv blev onsdag en nervepirrende dag, hvor begge længe så ud til at have en chance for at komme i Folketinget.
Da 85 procent af stemmerne var talt op, stod Hindborg til at få det sjette og sidste af Socialdemokratiets seks mandater i Østjyllands Storkreds. Samtidig stod Vindeløv til SF’s fjerde og sidste mandat. Men da stemmerne fra Randers og Aarhus omsider kom med, ændrede billedet sig for dem begge.
Trods 1.664 personlige stemmer endte Dorthe Hindborg et godt stykke efter Anders Kühnau, der med 4.043 stemmer sikrede sig Socialdemokratiets sidste mandat i storkredsen.
Charlotte Vindeløv fik 2.248 personlige stemmer og måtte se SF’s sidste mandat gå til Charlotte Broman Mølbæk, der fik 4.356 stemmer.
Moderaternes Susan Kronborg fik 776 personlige stemmer og opnåede heller ikke stemmer nok til at sætte kurs mod Christiansborg. Torsdag morgen er hun dog ved godt mod.
Hun var opstillet som nummer tre på stemmesedlen efter de to ministre Christina Egelund og Caroline Stage, som tog Moderaternes to mandater i storkredsen.
De personlige stemmer var dog nok til, at Kronborg nu er første suppleant i Østjylland. Det var også hendes placering i 2019, og dengang gav det hende to år i Folketinget.
»Jeg er glad for stemmerne. Hver og én tæller. Nu kan vi med nogenlunde sindsro få ordnet verdens problemer samt de mere nære såsom sundhed, psykiatripakker og flere arbejdspladser til Østjylland. At det så ovenikøbet lykkes mig at blive 1. suppleant, det går mig både rørt og ydmygt,« siger hun torsdag morgen til Din Avis Skanderborg.
Rørt og ydmyg er ikke den følelse, hendes partifælle Peter Have sidder tilbage med. Med 676 personlige stemmer må han sige farvel til Folketinget efter tre et halvt år.
Hverken Caroline Stage eller Christina Egelund var medlemmer af Folketinget i den forgangne valgperiode, men sad som ministre uden for Folketinget. Samtidig var begge opstillet i Østjyllands Storkreds, selv om de bor i henholdsvis København og Frederiksberg. Det fik på valgnatten Peter Have til at udtrykke skuffelse over sit partis opstilling.
Sebastian Støckler, der stillede op for Venstre, fik 869 personlige stemmer. Selvom han ikke kommer i Folketinget, glæder han sig over, at partiet beholdt sine tre mandater i Østjyllands Storkreds
I et opslag på Facebook takker han de mange, der har hjulpet ham under valgkampen. Han fortæller også, at han nu vil bruge tiden på sit studie og på at planlægge bryllup med kæresten Victoria til sommer.