Forslag om en samlet VE-strategi blev stemt godt og grundigt ned og kaldt populistisk
Byrådsmedlem Simon Buus Olsen blev kritiseret for at fremlægge et forslag, der minder meget om noget, der allerede er i gang.
For nylig bragte denne avis et debatindlæg af Simon Buus Olsen, der er byrådsmedlem i Favrskov Kommune for Liberal Alliance. I forlængelse af den igangværende debat om et meget stort solcelleanlæg ved Hadsten efterlyste han en samlet kommunal strategi for VE-anlæg i stedet for at lade private udviklere sætte dagsordenen. Han skrev videre, at han på byrådsmødet tirsdag 26. maj ville fremsætte et forslag om udarbejdelse af en samlet strategi for vedvarende energi.
Det var i går, hvor LA-politikeren fremsatte forslaget og afsluttede sit indlæg med at sige, at den grønne omstilling fortjener bedre end tilfældig planlægning.
Hvis Simon Buus Olsen havde håbet på opbakning til sit forslag fra sine byrådskolleger, blev han slemt skuffet. Niels Christian Selchau-Mark (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget, tog som det første ordet og sagde, at forslaget i vidt omfang afspejler et arbejde, som forvaltningen er i fuld gang med og har været længe.
»Der mangler ikke en strategi. Processen er allerede i gang, så det er ikke et retvisende billede, der tegnes. Lad os holde fast i processen og det store arbejde, der er i gang, og ikke genbestille arbejdet,« sagde den konservative ordfører.
»Hørt,« lød det efterfølgende fra Thomas Storm fra Venstre, der gik et skridt videre og kaldte forslaget for populistisk, velvidende at arbejdet allerede er sat i gang.
»Vi har for eksempel udpeget områder, hvor vi absolut ikke vil have VE-anlæg, og du ved godt, det ikke er sandt, at udviklerne sætter retningen,« sagde Thomas Storm henvendt til Simon Buus Olsen, der tidligere har siddet i byrådet for Venstre.
Socialdemokratiets Isabell Friis Madsen fulgte efter og fandt det »en smule vildledende, at man sender et signal til borgerne, at byrådet farer rundt som forvirrede høns med bind for øjnene.«
Enhedslistens Thake Fogh Cordt var mere forsonlig og hilste en samlet drøftelse velkommen. Han mente på linje med Simon Buus Olsen, at kommunen i for høj grad har ventet på udspil fra store private udviklere, og at Enhedslisten ønsker at gøre det lettere at etablere mindre lokale anlæg som alternativ til gigantiske anlæg.
Det Radikale Venstres nye byrådsmedlem Mia Nybo sagde, at hun blev chokeret, da hun læste i Simon Buus Olsens debatindlæg, at Favrskov Kommune ikke har en VE-strategi, og at hun gav sig i kast med at undersøge sagen:
»Jeg fandt ud af, at der er noget i gang, og jeg synes, det er nogle gode planer og processer, men det er også uoverskueligt.«
Simon Buus Olsen bad om at få forslaget til afstemning i byrådet. Han stemte selv for, og Thake Fogh Cordt undlod at stemme. De resterende 22 (der var afbud fra en enkelt af de 25 byrådsmedlemmer) stemte imod, og dermed faldt forslaget.