Analyse: Derfor nøler Socialdemokratiet med at melde ud om letbanens fremtid
Etape 2 eller ej? Det spørgsmål splitter lige nu Socialdemokraterne i Aarhus, hvor borgmester Anders Winnerskjold bliver klemt både internt og eksternt i et spil, der kommer til at afgøre letbanens fremtid.
Når en privat virksomhed ikke kan betale sine regninger, melder den sig konkurs.
I kommunalpolitik findes der ingen konkurser, men der findes svære politiske valg. Og lige nu står Socialdemokratiet i Aarhus over for et af de sværeste i mange år.
Er letbanens etape 2 endt i en situation, hvor økonomien ikke længere hænger sammen? Og hvis ja – hvornår skal man som politiker så være ærlig og sige det højt?
Spørgsmålet har startet et internt opgør i Socialdemokratiet i Aarhus, hvor borgmester Anders Winnerskjold lige nu bliver klemt som en lus mellem to negle.
Baggrunden er, at letbanens etape 2 er blevet langt dyrere end ventet. Prisen på grisen hedder lige nu minimum 1,7 milliarder kroner. Dertil kommer en skjult ekstraregning på omkring en halv milliard til ledningsomlægninger.
Og ekspropriationer langs Viborgvej og resten af ruten? Dem er der slet ikke tænkt på endnu.
Den samlede regning er endnu højere, men ovenstående er de penge, Aarhus Kommune stadig mangler at finde.
»Det ser svært ud. Vi er nødt til at være realistiske«, har borgmester Anders Winnerskjold udtalt.
Ordene er belagt med politisk teflon, men han kan næsten ikke sige det klarere uden at sige det direkte; borgmesteren hælder til at droppe etape 2.
De andre politikere kan sagtens høre, hvad der bliver sagt mellem linjerne, og SF står på brystværnet og banker højt og hårdt på sine skjolde. Letbanen er politisk hjerteblod for partiet, og det går i kamp for den.
Liv Gro Jensen (SF) har her i avisen udtalt, at partiet er parat til at finde pengene på bekostning af andre investeringer.
Og så har SF jo i øvrigt lige fået en transportminister i Signe Munk, så man har pludselig fået ministermuskler med på holdet. Det dæmper næppe selvsikkerheden.
Dermed er S og SF på kollisionskurs.
Her er det værd at huske på, at Venstre efter kommunalvalget blev totalt forbigået i forhold til rådmandsposter. Det er de rent ud sagt blevet pissesure over, hvilket Anders Winnerskjold dog godt kan leve med.
Men hvis han et halvt år inde i valgperioden også forsurer forholdet til SF, så kan det blive fire lange år.
Enhedslisten er i øvrigt lige så varm på mere letbane som SF – partiet er bare slet ikke på samme måde ”best friends forever” med Socialdemokratiet, så dem kan S være mere ligeglad med i forhold til at bevare den gode stemning.
Måske er beslutningen allerede taget, men tiden er under alle omstændigheder ikke moden til at melde det offentligt ud.
Anders Winnerskjold får dog ikke ro til at lade sagen marinere. Han bliver nemlig samtidig beskudt fra egne rækker.
Kristian Würtz er tidligere kronprins i Socialdemokratiet. Han skulle have været byens næste borgmester, men Bundsgaard blev siddende så længe, at Anders Winnerskjold rykkede op fra talentfabrikken og overhalede Würtz indenom i den interne magtkamp. Det fik Würtz til at kvitte byrådspolitik til fordel for et job som direktør i Brabrand Boligforening.
Den position har han nu udnyttet til at sende et åbent brev, hvori han advarer mod borgmesterens flakkende signaler om letbanens fremtid.
Würtz har både personlige og faglige interesser i projektet, da en letbane er central for omdannelsen af Gellerup-området. Og som daværende teknik- og miljørådmand var det om nogen ham, der i sin tid var med til at bane vejen for letbanen i Aarhus.
Sådan et åbent brev i pressen virker uskyldigt nok for udenforstående, men internt i et politisk parti svarer det til at trække blankt stål.
Og Kristian Würtz har stadig vægt og venner i partiet, blandt andre Camilla Fabricius, der i dag sidder i Folketinget, men også har en fortid i byrådet sammen med Würtz.
De to gør lige nu, hvad de kan, for at mobilisere modstandslommer internt i Socialdemokratiet til at kæmpe for etape 2.
I sidste uge inviterede de således ud af det blå til debatmøde om letbanens etape 2 i Aarhus V. Mødet var oprindelig tiltænkt medlemmer af socialdemokratiet, men blev også åbnet for fællesråd og grundejerforeninger i området.
Det er svært at læse mødet som andet end et forsøg på at samle opbakning til projektet blandt lokale socialdemokrater, der fortsat ønsker etape 2 gennemført.
Ud over Kristian Würtz medvirkede også Kristian Sommer, der er nyvalgt byrådsmedlem for Socialdemokratiet.
Han optrådte så til gengæld som Anders Winnerskjolds mand på debatmødet, hvor han ifølge en reportage i Stiften forsøgte at trække snakken i den retning, som borgmesteren har udstukket.
Nemlig at økonomien ikke hænger sammen, og at teknologien med selvkørende busser risikerer at overhale letbanen indenom, inden den står færdig i 2037.
For at opsummere så er Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Konservative klar til at droppe letbanen (reelt er kun Konservative med i forliget om etape 2).
Radikale er radikale og kan svinge begge veje.
Enhedslisten og SF vil køre på.
Dermed bliver Socialdemokratiet afgørende for, om Aarhus får mere letbane.
Spørgsmålet er, om den interne splittelse kan vokse sig så stærk, at den får magten over borgmesterens linje, som er, at projektet ganske enkelt er blevet for dyrt.
Efter alt at dømme bliver en eventuel beslutning om at droppe etape 2 først offentliggjort efter sommerferien – det kunne meget vel blive i forbindelse med budgetforhandlingerne, hvor der så samtidig kan dumpes et helt vognlæs penge ud over busserne.
Det vil i så fald være det sukkervand, der skal dulme SF’s smerter ved det grimme stik.