Rådmand vender tilbage til jobbet: Gik på barsel efter kæmpe bommert
Michael Christensen vil arbejde for at få flere penge til socialområdet - og næppe udtrykke støtte til FCM.
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Michael Christensen (LA) er tilbage i arbejdstøjet efter endt barsel.
Det oplyser han via sociale medier.
»Jeg har nydt hvert eneste sekund sammen med familien. Det har været en helt fantastisk tid, som jeg aldrig ville have været foruden. Men nu kalder arbejdet igen,« skriver han i et opslag.
Her kaster Michael Christensen sig ud i en længere beretning om, hvad der venter ham forude, og hvad hans parti står for. Først og fremmest handler det om, hvordan socialområdet skal prioriteres ved de kommende budgetforhandlinger i byrådet.
»Det er på tide, at vi tager de udfordringer, vi står med på socialområdet, alvorligt. Derfor glæder det mig også, at alle partier på den ene eller anden måde bakker op om at omfordele midler i kommunen, så vi kan få socialområdet på rette køl,« lyder det.
Michael Christensen kom i gevaldig modvind, da han i forbindelse med fejringen af AGF-mesterskabet på rådhuset i maj lagde to billeder af sig selv ud på Facebook. På det ene holder han den nyvundne pokal. På det andet trækker han sin blå skjorte til side for at vise den FC Midtjylland-trøje, han har på indenunder.
»Tillykke til Aarhus, husk den er kun til låns«
Måtte slette og undskylde
Det var mere, end mange aarhusianere ville finde sig i midt i den aarhusianske fodboldeufori, heriblandt bestyrelsesformand for AGF, Lars Fournais. I en kommentar skrev han således:
»At en rådmand i Aarhus udviser så lidt format og dømmekraft på AGF’s og byens store dag siger meget om dig, Michael Christensen, du burde slet ikke tage den pokal i dine hænder og få en eller anden tosse til at tage dette totalt pinlige foto af dig. At du åbenbart er FCM-fan har jeg ikke noget imod, men jeg har noget imod, at du bruger netop denne lejlighed til at skilte med det. Det tror jeg, der er mange, der vil minde dig om næste gang, der er valg til byrådet!«
Michael Christensen kunne mærke, at hans opslag mildest talt var faldet i dårlig jord. Han slettede det og skrev et nyt.
»Jeg har slettet mit seneste opslag. Det var dumt og ikke på sin plads midt i byens fejring. Jeg elsker Aarhus, og jeg nyder fodbold i enhver form. Jeg ønsker hele Aarhus tillykke med mesterskabet – det er fuldt fortjent,« lød det i det nye opslag.
Rådmanden slog efterfølgende muligheden for kommentarer til opslaget fra.
Nu er Michael Christensen altså tilbage på sit rådmandskontor, og mon ikke han tænker sig om en ekstra gang, inden han en anden gang udtrykker sin uforbeholdne støtte til FCM.
Partikollegaen Louise Svenstrup har vikarieret som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
læser
Vakler ikke en tøddel: Socialdemokrat vender tommelfingeren ned til svineudvidelse
lige nu