Socialdemokratiet kritiserer SF's »useriøse« klimamål: Nu svarer SF-profil igen – »tragikomisk og arrogant«
Socialdemokratiets Kristian Sommer efterlyser svar på, hvordan SF vil gøre Aarhus CO2-neutral allerede i 2030. Liv Gro Jensen kalder kritikken »tragikomisk og arrogant« og peger på, at Socialdemokratiet selv bremser nødvendige indgreb.
SF’s ønske om fortsat at stile efter et CO2-neutralt Aarhus i 2030 er »useriøst«, hvis partiet ikke samtidig fortæller, hvilke indgreb det vil gennemføre.
Sådan lyder det fra Kristian Sommer (S), næstformand i Klima- og Naturudvalget, efter et bredt flertal i Aarhus Byråd har erkendt, at kommunens mangeårige mål om CO2-neutralitet i 2030 ikke kan nås.
I stedet har Socialdemokratiet, SF, Venstre, Enhedslisten, Konservative og Radikale indgået et nyt forlig, hvor målet er at reducere Aarhus’ CO2-udledning med mindst 85 procent i 2030. Partierne har samtidig en klar ambition om at nå 90 procent.
SF havde dog helst holdt fast i målet om 100 procent.
»Det ville kræve meget, men ville være muligt,« lød det i en pressemeddelelse om forliget fra Liv Gro Jensen, forperson i Klima- og Naturudvalget.
Og netop den udmelding har fået Kristian Sommer til at reagere.
»Jeg synes i bund og grund, at det er useriøst at sige til aarhusianerne, at man kan levere på et mål om CO2-neutralitet uden at pege på, hvilke konkrete tiltag man så vil indføre,« siger han til avisen.
Ifølge Kristian Sommer har politikerne hen over foråret fået præsenteret en række mulige indgreb, der kan bringe Aarhus tættere på det oprindelige mål. Det er imidlertid ikke tiltag uden konsekvenser.
»Det er eksempelvis at lave en nulemissionszone til og med Ringvejen. Det er at omlægge 50 procent mere af kommunens areal til natur, end vi allerede er i gang med, og som dem, der sidder med det, i hvert fald vurderer ikke er muligt,« siger han.
»Målet helliger ikke midlet«
Aarhus har siden 2008 arbejdet efter målet om CO2-neutralitet i 2030. En afgørende forudsætning var etableringen af et stort anlæg til fangst og lagring af CO2 fra Lisbjergværket.
Men i slutningen af 2025 trak Aarhus Kommune sig fra det statslige udbud, fordi projektet blev vurderet for økonomisk risikabelt.
»Vi har hele tiden sagt, at vi ville nå neutralitet i 2030 under forudsætning af, at man leverede på CO2-fangst. Den forudsætning er ikke blevet opfyldt,« siger Kristian Sommer.
Han understreger, at Socialdemokratiet fortsat ønsker et højt ambitionsniveau, men han mener ikke, at politikerne bør fastholde et mål, hvis de ikke samtidig vil stå på mål for de indgreb, det kræver.
»Jeg stiller meget gerne op til en debat med Liv Gro Jensen om de tiltag, man skal bruge, og om målet helliger midlet. Det er vores overbevisning, at det gør det ikke.«
SF’s Liv Gro Jensen er langt fra enig i, at partiet mangler svar.
»Transportområdet er vores helt store akilleshæl i Aarhus, både fordi der er en stor udledning, men også fordi vi som partier ser meget forskelligt på, hvad der skal til, og hvad der er ret og rimeligt i forhold til at dele pladsen,« siger hun.
Ifølge Liv Gro Jensen er SF og Socialdemokratiet »væsensforskellige« i deres syn på trafikken.
SF vil gøre det mindre attraktivt at køre bil. Partiet ønsker blandt andet færre parkeringspladser og lavere hastigheder på vejene.
»Vi mener, at der er fuldt belæg for at gå meget længere med at sikre kollektiv transport og busfremkommelighed. Og mindre fremkommelighed for biler. Der er noget at hente, også selvom flere skifter til elbiler,« siger hun og fortsætter:
»Det, der er lidt tragikomisk og arrogant ved Kristian Sommers kritik, er, at Socialdemokratiet jo gevaldigt udfordrer de forlig, der kan få os i retning af CO2-neutralitet.«
Hun fremhæver den grønne mobilitetsplan og planerne om at etablere et fuldt udrullet net af A-busser. Det vil ifølge SF-politikeren få konsekvenser for bilisterne, men det er en konsekvens, SF er villigt til at acceptere.
»Jeg kan huske ét busfremkommelighedsprojekt, som Socialdemokratiet har været med i, men det var kun under forudsætning af, at vi samtidig gav mere plads, så bilerne kunne køre på samme måde, som de hele tiden havde. Så blev projektet meget, meget dyrere,« siger hun.
Ud over trafikken peger Liv Gro Jensen på mere vedvarende energi og omlægning af flere arealer. SF ønsker blandt andet, at kommunen gennem jordfonden opkøber mere jord.
»Der er langt mere potentiale, end hvad der ligger i klimaforlig og aftaler. Det vil have en CO2-besparende effekt og samtidig beskytte grundvandet,« siger hun.
Ifølge forpersonen er de hidtidige beregninger fra forvaltningen ikke alene udtryk for, hvad der teknisk kan lade sig gøre. De afspejler også, hvad der på nuværende tidspunkt vurderes at være politisk muligt.
»Det har vi hele vejen igennem forsøgt at udfordre. Vi vil gerne vide, hvad der rent faktisk er muligt – ikke hvad der er politisk muligt.«
Overvejede at forlade forlig
Det droppede fangstprojekt skulle efter planen have fjernet 370.000 tons CO2 og var med længder det vigtigste værktøj til at nå i mål.
Det betyder, at forligskredsen skal finde nye svar og yderligere værktøjer end de, der var planlagt for at nå de nye mål.
Kristian Sommer erkender, at Socialdemokratiet endnu ikke har en færdig opskrift. Han peger på flere vindmøller, solceller og omlagte arealer, men forvaltningen skal først fremlægge mulige tiltag senere i 2026.
»Du må gerne citere mig ærligt og redeligt for, at vi har svært ved præcist at pege på, hvordan vi når 90 procent. Men det er ambitionen,« siger han.
Gør du dig så ikke skyldig i det, du anklager SF for?
»Når man har siddet med til forhandlingerne og læst materialet, er det utrolig svært at se, hvordan man vil kunne nå 100 pct. uden at lave nogle meget voldsomme indgreb i aarhusianernes hverdag. At gå ud og kommunikere det bagefter uden at blive stillet til ansvar for, hvilke indgreb man vil lave, synes jeg er lidt letkøbt.«
Liv Gro Jensen fastholder, at SF vil presse på for at komme længere end det nye mål. Hun fortæller samtidig, at partiet grundigt overvejede, om det overhovedet skulle tilslutte sig aftalen.
SF valgte dog at blive, efter at partiet fik skrevet yderligere indsatser ind.
»Det var vores betingelse for at blive, at vi kunne se, at der ville ske noget yderligere end det allerede planlagte,« siger hun.
SF håber samtidig, at det brede forlig kan få partierne til at arbejde i samme retning.
Ifølge Liv Gro Jensen viser tidligere klimapolitiske diskussioner, at det er muligt at flytte Socialdemokratiet, selvom partiet i første omgang er tilbageholdende.
Hun nævner blandt andet beslutningen om at udfase brugen af træpiller som eksempel.
»Socialdemokratiet står hjertens gerne frem og bryster sig af, at de har været med til at beslutte en udfasning af træpiller. Men jeg kan love dig for, at de var tilbageholdende og kritiske i starten,« siger hun og slutter:
»Vi viser vejen, og så er de klar, når vi har vist den. Derfor rammer kritikken fra Kristian lidt hult og arrogant for mig.«
Kristian Sommer mener fortsat, at SF skylder helt konkrete svar på vejen til 100 pct..
»Realisme er ikke arrogance. Liv Gro Jensen taler om at vise vejen, men indtil videre har jeg til gode at høre de konkrete tiltag, der skal få os i mål i 2030. Vi deler ambitionen om, at Aarhus skal være den grønneste kommune i verden. Men opbakningen til de indgreb, det kræver, får man ikke med et måltal. Den får man med ærlighed om, hvad de indgreb er.«
læser
lige nu