Et nyt Aarhus Byråd har fundet melodien. Regningen vil give mislyd

Det skulle vise sig at være næsten symbolsk, at Venstre torsdag morgen inden budgetforhandlingerne havde inviteret de øvrige blå partier på rundstykker. Siden valget for snart et år siden har partiet ellers befundet sig lidt for sig selv på Aarhus Rådhus. Dér på gangene har man spurgt, om isolationen skyldtes godt gammeldags nag efter valgnatten, hvor Venstre som det eneste parti stod uden for konstitueringsaftalen. Eller om partiet havde valgt rollen og ville bruge fire år på at bygge sig op som den egentlige opposition til de andre 27 medlemmer af byrådet. En position, der blev ledig med Enhedslistens sammenbrud i sidste valgperiode.

Så sent som ved byrådsmødet i forrige uge satte byrådsmedlemmet Martin Christensen tal på ensomheden i sin budgettale:

»Vi er fire Venstrefolk i et byråd på 31. Fire mod 27.«

Torsdag morgen så regnestykket ud til at være anderledes. Der var noget, der lignede en forsigtig genoplivning af blå blok over kaffekanden.

Og der var nok at forhandle om bagefter.

Der var 788 mio. kr. at forhandle om i perioden 2027-2030, svarende til 197 mio. kr. om året. Dertil kom 809 mio. kr. på anlægsområdet. Det er betydelige beløb, ikke mindst året efter et kommunalvalg. Tidligere har politikerne fundet det betimeligt at spænde livremmen ind de første år efter et valg og med lange udsigter til det næste. Vælgernes hukommelse er meget kortere end kommunens budgetperiode. Én ting havde vælgerne næppe glemt fra sidste års valgkamp: Anders Winnerskjolds løfte om billigere billetter til bus og letbanen.

Derfor var det en politisk pligtopgave at få 15-kronersbilletten hjem. Ikke kun for Socialdemokratiet, men også for de partier, der skulle bruge borgmesterens opbakning til andre forslag. Det lykkedes. Til gengæld følger nu den mindre behagelige opgave med at forklare, hvorfor kommunen kan bruge 35 mio. kr. om året på billigere billetter, mens nogle af de helt store velfærdsområder stadig står med økonomiske problemer, som torsdagens aftale langt fra løser. Glemmer borgerne at spørge, står flere partier klar til at gøre det.

Også bag de lukkede døre på rådhusets 3. sal lignede de første timer på enkelte punkter gamle dage. Når forhandlingerne bevægede sig fra kroner til ideologi, dukkede blokkene frem igen: SF og Enhedslisten i den ene ende, De Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti i den anden. Socialdemokratiet og Radikale Venstre befandt sig et sted lige midt imellem.

Netop De Radikale var der på forhånd særlig opmærksomhed omkring. Sidste år forlod partiet budgetforhandlingerne før tid, og den daværende kulturrådmand og politiske leder Rabih Azad-Ahmad var højst usædvanligt ikke med i delegationen. Den blev i stedet ledet af Metin Lindved Aydin.

Siden er rollerne byttet rundt. Aydin er nu rådmand for Sundhed og Omsorg, og blandt byrådskolleger var der spænding om, hvorvidt han denne gang ville holde partiet ved bordet til slut. Det gjorde han, men ser man alene på resultatet for hans eget magistratsområde, var han ikke den rådmand, der fik mest ud af at blive siddende.

Ældreområdet fylder allerede tungt i kommunens økonomi, ikke mindst fordi der bliver flere ældre og dermed også et større behov for pleje. Men nye initiativer på området blev der ikke meget af. Demensområdet får et løft, men derudover er aftrykket beskedent i en aftale, der kaldes et velfærdsforlig. Og ude i horisonten venter en betydelig regning. Sundhed og Omsorg forventer, at Aarhus Kommune fra 2029 mister 109 mio. kr. årligt som følge af sundhedsreformen, der flytter flere opgaver fra regionen til kommunen. Aydin har advaret om »katastrofale konsekvenser«. I budgetaftalen fandt partierne halvdelen af beløbet. Den anden halvdel må magistratsafdelingen selv finde ved at prioritere andre opgaver ned. Det er en konkret definition på et halvt løst problem.

På socialområdet er beløbene større. Det samme er problemerne. Sociale Forhold og Beskæftigelse får et markant økonomisk løft, ikke mindst via den såkaldte socialprocent, der tvinger de andre magistratsafdelinger til at aflevere én pct. af deres budgetter til det pressede socialområde. Magistraten for Børn og Unge kompenseres dog.

Det giver samlet 138 mio. kr. Men rengøringspersonalet slap for at feje konfetti op i magistratsafdelingen fredag morgen. Antallet af voksne med behov for en social indsats er steget med 50 pct. siden 2012, mens finansieringsmodellen mildt sagt har haft svært ved at følge med. Derfor rummer aftalen et af budgetforligets store paradokser: Det område, der får det største løft, er samtidig det område, hvor pengene mindst ligner en løsning.

Allerede sent torsdag talte LA-rådmand Michael Christensen om endnu en sparerunde. I foråret skulle der findes 150 mio. kr. på socialområdet og 155 mio. kr. på beskæftigelsesindsatsen. Torsdag blev hullet mindre. Men det forsvandt ikke.

Socialdemokratiet og især SF får dog svært ved alene at rette harmen mod rådhusets regnemaskiner. I år er det SF’s egen formand, Pia Olsen Dyhr, der som økonomi- og indenrigsminister har forhandlet kommunens økonomiske rammer med KL. Magt forpligter. Også når den kommunale virkelighed møder den landspolitiske.

Til gengæld har SF-rådmand Thomas Medom grund til at være tilfreds på Børn og Unges vegne. Folkeskolen får 33 mio. kr. ekstra i 2027 og 58 mio. kr. årligt fra 2028, som skal gøre ambitionen om to fagprofessionelle i de mindste klasser mere realistisk. Her fik Venstre sat et tydeligt, klassisk aftryk i aftalen: Den enkelte skole får frihed til selv at bestemme, hvordan pengene bruges. Også De Konservative fik sat et aftryk på skoleområdet. Partiet gik til forhandlingerne med et ønske om bedre indeklima og renovering af skoletoiletter, og i aftalen afsættes 105 mio. kr. frem mod 2030 til bedre fysiske rammer i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.

Hvis socialområdet illustrerer, hvor svært det som kommune er at købe sig fri fra et strukturelt problem, viser skoleområdet det modsatte: Her kan nye penge stadig omsættes til noget, der er forholdsvis enkelt at forklare, mens man smører madpakkerne: Flere voksne og bedre bygninger. Flere voksne og bedre bygninger.

De fortsatte problemer på to af de helt store velfærdsområder, social- og ældreområdet, var dog ikke nok til i løbet af dagen at ødelægge fremdriften og morgenens gode stemning. Først da forhandlingerne bevægede sig ind på de værdipolitiske områder, blev fronterne mere tydelige og tempoet lavere. Det var næppe kun den fremsatte skål med vegansk slik, der gav venstrefløjen energi til lange diskussioner om kærlighedsfestival, antisemitisme og transkønnet stemmetræning. Det er en af budgetforhandlingernes mere stabile naturlove, at sammenhængen mellem et forslags økonomiske omfang og den tid, politikerne bruger på det, langt fra er proportional.

Til gengæld var der bredere enighed om et problem, som aarhusianerne møder, så snart de træder ud ad døren: fremkommeligheden – eller manglen på samme. Det er samtidig et af de områder, hvor flest partier satte deres fingeraftryk. Anders Winnerskjold fik sin billige busbillet, efter alt at dømme også inden de egentlige forhandlinger. Radikale Venstre ville styrke den kollektive trafik. Det ville Venstre også, men med større vægt på den samlede fremkommelighed. Cykelprojekter, veje og bedre forbindelser til oplandet fandt også vej til aftalen.

Resultatet er karakteristisk for hele budgetaftalen. Der er noget at tage med hjem for alle. Den kollektive trafik bliver billigere, men bilen bliver ikke afskrevet. Der investeres i cykler, uden at der erklæres krig mod parkeringspladser. Også her skinner Winnerskjolds konsensussøgende stil igennem. Det sænkede ikke fremdriften i forhandlingerne.

Allerede kl. 14.45 blev et udkast til en aftale båret fra printeren til forhandlingsrummet, og sidst på eftermiddagen var man nået så langt ned gennem bunken, at den ramponerede Hvalikopters skæbne kunne diskuteres. På det tidspunkt begyndte flere medlemmer af forhandlingsdelegationerne at se ud, som om de glædede sig mere til aftenens middag end til endnu en drøftelse af perifer karakter.

SF valgte den effektive løsning og hentede nogle pizzaer. Socialdemokraterne gik som vanligt på Raadhuus Kafeen og fik i år selskab af Danmarksdemokraterne. Enhedslisten kastede sig over den mangfoldige buffet hos Zafran. Venstre og Radikale Venstre delte pladser og boeuf bourguignon på Brasserie Belli, mens de konservative gik mod Scandics hotelrestaurant i Østergade, hvor der efter sigende blev bestilt flere ribeyes end cassoulet med hvide bønner og squash.

Blokkene var med andre ord tydeligere på tallerkenerne end i den aftale, der senere kom ud af forhandlingerne. Uanset menuen gav pausen energi til slutspurten. Aftalen landede usædvanligt tidligt og med usædvanlig bred opbakning. Alle var med til det sidste.

Også Enhedslisten, hvis byrådsgruppe ellers har en vis tradition for det modsatte, formåede at få det tilstedeværende og magtfulde bagland med hele vejen. I løbet af dagen måtte partiets medlemmer løbe mellem forhandlingslokalet og partimedlemmerne på den modsatte side af rådhuset for at sikre sig opbakning.

For et år siden blev et nyt byråd konstitueret med Venstre alene udenfor. De Radikale havde kort forinden forladt budgetforhandlingerne med et vist drama. Enhedslisten havde sin egen tradition for ikke at sætte bindende underskrifter. Et år senere stod alle 31 byrådsmedlemmer bag samme aftale.

Det fortæller noget om et rådhus, hvor det politiske klima og den interne kultur er bedre og respekten større end Aarhus har været vant til. De fleste byrådsmedlemmer kan lide hinanden, og det er ikke det værste udgangspunkt for at løse problemer. Men enigheden rummer også en risiko.

For det er lettere at være enige, når der er 788 mio. kr. at fordele, end når regningen skal betales.

Bag betegnelsen »velfærdsforlig« står fortsat et socialområde med udsigt til besparelser, et sundheds- og ældreområde med en uløst regning og en kommune, hvor behovene vokser hurtigere end de økonomiske modeller, der skal finansiere dem. Årets budget viser derfor først og fremmest, at det nye byråd kan indgå kompromisser.

De vanskeligste prioriteringer er til gengæld sendt til hjørne i en aftale, som alle partier ganske vist har skrevet under på. Men de har også brugt timerne omkring forhandlingsbordet på nidkært at notere hinandens krav, indrømmelser og dyre mærkesager. Det kommende år i aarhusiansk politik bliver mere interessant end dette budget, for enighed er nemmest, når der er kaffe på kanden og mere end krummer at dele ud.