Fortsæt til indhold

Afsløring: Radikal rådmand fik afvist støtte til sin egen forening – nu betaler hans forvaltning

Ældrerådmand Metin Aydin (RV) har beklaget sig over utilstrækkelig økonomi, men kunne godt finde penge til affaldsforeningen En for Holdet, som han har været dybt involveret i og stadig er medlem af.

Politik

Det er ikke en ny, fiks idé, som Metin Aydin har fået.

Længe har den radikale ældrerådmand gerne villet have fat i kommunale kroner til foreningen En For Holdet, der samler skrald i det aarhusianske byrum.

For nylig lykkedes det.

Med en rådmandspost i Sundhed og Omsorg og magt til at få noget til at ske har Metin Aydin sikret En For Holdet en økonomisk støtte, der ellers var blevet afvist af et flertal i byrådet og frarådet af Teknik og Miljø.

Det viser en række dokumenter, som avisen har fået aktindsigt i.

Dokumenterne viser blandt andet, at ældrerådmanden selv tog initiativ til, at hans forvaltning skulle medfinansiere en deltidsstilling som daglig leder til foreningens stifter Lisbeth Olesen.

Det gjorde han som noget af det første efter sin tiltræden.

»Jeg vil gerne at foreningen ”En for holdet” løftes yderligere. Det vil jeg gerne drøfte nærmere med dig. Det koster selvfølgelig nogle penge,« skrev han i en mail til sin forvaltning 14. januar.

Forinden havde han opfordret foreningen til at søge midler hos hans forvaltning.

Men Metin Aydin har ikke kun et blødt hjerte for den velgørende forening. Han har også været en central del af den.

I 2021 var han med til at stifte En For Holdet, ligesom han ad flere omgange har været bestyrelsessuppleant. I dag er han blot betalende medlem og har været hyppig deltager i indsamlinger.

Om En For Holdet havde fået en aftale uden ham som rådmand, kan Metin Aydin ikke svare på, men han afviser over for avisen, at han har uddelt en vennetjeneste.

»Det har jeg ikke. Jeg har prioriteret en forening, som jeg tror har et enormt potentiale, og jeg håber, at vi om to år kan se, at de har skabt noget, som har langt større værdi end de penge, vi har kastet efter dem. Jeg er faktisk stolt af at have sikret dem en samarbejdsaftale,« siger ældrerådmanden.

Metin Aydin har været dybt engageret i En For Holdet og deltage i mange indsamlinger. I dag er han kun medlem. Her ses han med stifter og nu deltidsleder Lisbeth Olsen. Billedet er fra længe før Metin Aydin blev rådmand. Privatfoto

Forretningspartner trak sig

Foreningen får 400.000 kr. gennem en toårig samarbejdsaftale med Sundhed og Omsorg. Aftalen trådte i kraft 1. juli og kan forlænges efter to år mere efter en evaluering.

For pengene skal der leveres 12 årlige affaldsindsamlinger med afsæt i Aarhus’ folkehuse og med fokus på fællesskaber, sundhed og bekæmpelse af ensomhed.

I april nikkede rådmanden ifølge aktindsigten officielt ja til at tage pengene fra en bestemt pulje, men der blev pludselig trykket på bremsen.

Nu skulle rådmandens habilitet undersøges, og 28. maj bad sekretariatschef Klaus Bach Trads kommunens juridiske afdeling om en vurdering.

Først på grund af rådmandens engagement i foreningen, og senere på grund af hans forhold til foreningens bestyrelsesleder Rolf Olsen.

Metin Aydin og Rolf Olsen er, sammen med fem andre, medejere og stiftere af et holdingselskab og selskaberne Woodconstruction A/S og Woodplan.

Den Radikale Venstre-politiker har tidligere været anklaget for inhabilitet i en anden avis i en sag om etablering af vindmøller ved Vosnæs på grund af hans forhold til Rolf Olsen.

Da vurderingen kommer tilbage cirka en måned senere, er konklusionen, at forbindelsen mellem Aydin og Olsen udgør et habilitetsproblem, hvis de er private venner og ikke bare forretningspartnere. I så fald kan hele forvaltningen blive erklæret inhabil, står der i vurderingen.

Tre dage senere meddeler Lisbeth Olesen kommunen, at Rolf Olsen har trukket sig »af personlige årsager«. Den nytiltrådte bestyrelsesleder, Thomas Lund Hansen, underskriver kort efter samarbejdsaftalen.

Rolf Olsen forklarer til avisen, at der både var private årsager og et ønske om at undgå tvivl om aftalen bag hans udtræden.

»Jeg synes ikke, at jeg skulle stå i vejen, hvis der var noget, der ikke var i orden. Derfor trak jeg mig for en sikkerheds skyld.«

Metin Aydin fortæller, at han ringede til Rolf Olsen og orienterede om undersøgelsen af sin habilitet.

»Han spurgte, om han skulle trække sig, og jeg sagde, at det måtte han selv om, og at det skulle jeg ikke blande mig i,« siger han og fastslår, at han har et venskabeligt, men professionelt forhold til Rolf Olsen.

Derfor var aftalen også godkendt og klar til underskrift, før habilitetsvurderingen forelå.

Forvaltningen oplyser, at der ikke blev foretaget en særskilt vurdering af rådmandens relation til Lisbeth Olesen, som er stifter af En For Holdet og får en deltidsløn ud af samarbejdet. Metin Aydin ses på foreningens Facebookside på utallige billeder med Lisbeth Olesen, ligesom hun deltog til hans tiltrædelsesreception, men han afviser, at de har et nært privat venskab.

»Hun er et fantastisk menneske, men vi har aldrig besøgt hinanden,« siger han med henvisning til, at man ifølge kommunens jurister er nære venner, hvis man ses til eks. middage, fødselsdage og lignende.

Foreningens nye bestyrelsesleder, Thomas Lund Hansen, der også er journalist på Jyllands-Posten, mener godt, at det kan forsvares, at kommunen støtter hans forening.

»Jeg synes, det er helt inden for skiven for, hvad Sundhed og Omsorg skal. Specielt fordi vi aktiverer ældre mennesker, der bor tæt på folkehusene og måske ikke kommer så tit ud. Og eftersom det er blåstemplet på rådhuset, så kan jeg ikke se noget problem i det,« fastslår han og fortæller, at der allerede er arrangeret fire indsamlinger.

Metin Aydin og Rolf Olsen, tidligere bestyrelsesleder for En For Holdet, har tre virksomheder sammen. Pressefoto

Teknik og Miljø advarede

En sådan aftale blev dog langt fra vurderet inden for skiven under budgetforhandlingerne i 2025.

Her var støtte til En For Holdet nemlig også på tale.

Metin Aydin var almindeligt byrådsmedlem og stillede på vegne af Radikale Venstre forslag om, at kommunen skulle finansiere en stilling som deltidsprojektleder til En For Holdet.

I den forbindelse gav Teknik og Miljø en vurdering af forslaget og frarådede byrådet at gå videre.

»Det vurderes uhensigtsmæssigt at tilgodese én frivillig forening frem for det brede perspektiv, der kan omfavne flere tiltag,« skrev forvaltningen, og forslaget blev droppet af byrådets flertal.

I budgetforslaget kan man læse, at Metin Aydin dengang mente, at finansiering skulle findes på tværs af kommunens magistratsafdelinger. Han rettede det specifikt mod de »relevante parter« Teknik og Miljø, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Børn og Unge og Kultur og Borgerservice.

Sundhed og Omsorg blev ikke nævnt. Det er til gengæld den afdeling, der nu betaler.

Pengene fandt man i en pulje på syv mio. kr., som blev afsat til samarbejde med erhvervsliv og civilsamfund om bevægelse, fællesskaber og mindre ensomhed.

Det er også rådmandens forklaring på, hvorfor aftalen kunne indgås, selv om hans forslag blev frarådet og droppet.

»Fordi der i samme budget blev prioriteret midler til den slags. Jeg har ikke tænkt på, at det blev hældt ned af brættet. Da vi udtrådte af forhandlingerne var der jo ikke den store lyst til at honorere vores forslag i det budget,« siger han.

»Min beslutning handler om, at jeg kan se et potentiale, som Teknik og Miljø måske ikke har set. Jeg ser en forening, der kan engagere tusindvis af frivillige til at komme ud og bevæge sig. Det er vigtigt for mig.«

Hvorfor var Sundhed og Omsorg ikke relevant dengang, men er det nu?

»Det kan jeg simpelthen ikke huske. Det kan sagtens være, at jeg ikke havde øjne for, hvad det kunne dengang. Det er jeg så blevet klogere på.«

Kan du forstå, at det ser underligt ud nu?

»Ja og nej. At jeg ikke har skrevet Sundhed og Omsorg på, betyder ikke, at det ikke gav mening for mig. Det kan være en fejl, men det ændrer ikke ved, at det er en god forening, som bidrager til en masse godt. Det har forvaltningen så også belyst og fundet det fornuftigt og meningsfuldt med en aftale.«

Afviser pres på forvaltning

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, mener på det foreliggende grundlag ikke, at Metin Aydin har været inhabil.

Og så længe rådmanden har ret til at disponere over midlerne i den pågældende pulje, så er der heller ikke noget fordækt i, at han prioriterer et tidligere afvist projekt, lyder konklusionen.

Kommunalekspert Roger Buch siger til avisen, at alarmklokkerne bør ringe.

»Der er mildest talt ting i den her sag, der kan vække tvivl om rådmandens habilitet. Men juristernes vurdering siger jo noget andet, og det må vi så stole på,« siger han.

Roger Buch fremhæver, at politikere generelt godt kan behandle sager om foreninger, de er engageret i. Hans bekymring handler om rådmandens signaler til embedsfolkene.

Hvis Metin Aydin samtidig signalerer til sin forvaltning, at den skal imødekomme hans og foreningens ønske om økonomisk støtte, er der efter Roger Buchs vurdering grund til at være på vagt.

»Så ender vi jo i magtfordrejning. At man prøver at bruge sin magt til noget, som man ikke skal.«

Metin Aydin afviser, at han har presset sin forvaltning til noget.

»Det kan og må jeg slet ikke. Jeg kan sige, at jeg synes, at det er en rigtig god idé, som jeg gerne vil have undersøgt. Det er det, jeg har gjort, og forvaltningen er enig i, at det kan noget i forhold til det sociale, trivsel og forebyggelse af ensomhed.«

Giver du med din måde at agere på forvaltningen mulighed for at sige, at det ikke er en god idé?

»Det har slet ikke været et emne, men ved flere lejligheder har jeg da lyttet til deres rådgivning, når der har været noget, som de ikke synes giver mening. Men det her giver mening. Hvis vi bare kan forhindre ét hofte- eller lårbensbrud ved at holde nogle seniorer i gang, så har vi finansieret det hele.«

Klager over pengemangel

Støtten til En For Holdet falder i et år, hvor der er besparelser vidt og bredt i kommunen.

Alle magistratsafdelinger er ramt, fordi de blandt andet skal bidrage til at lukke et massivt budgethul på socialområdet.

Det, og en generelt stram økonomi, har ældrerådmanden beklaget sig meget over den seneste tid.

Hvordan synes du selv, at det ser ud, at du så finder penge til en forening, du har været meget engageret i?

»Selvom vi har en stram økonomi, så er der stadig lommer af midler, som skal bruges til det, de er øremærket til. Vi politikere er en del af samfundet og forbundet på kryds og tværs. Vi kan nærmest ikke undgå på et eller andet tidspunkt at prioritere noget, som vi har en forbindelse til. Forestil dig, hvor lidt man kunne gøre i en kommune som Samsø, hvis det skulle være en hindring, at man har forbindelser og interesser, der krydser.«

»Jeg er medlem og betaler 50 kr. om året for at støtte dem. Det kan man sagtens synes er mærkeligt, men habilitetsmæssigt er der jo ikke noget at komme efter. Men man kan da få en historie ud af det, hvis man ønsker.«

Har du slet ikke overvejet, hvordan sådan en sag kan opfattes?

»Jeg har på intet tidspunkt tænkt, at noget så forkert ud her, men man hurtigt kan blive ramt af politisk drilleri, som jeg føler, at det her handler om. Det er dog helt rimeligt at stille spørgsmål til min habilitet, interesser og alt muligt andet. Jeg synes, at En For Holdet er et fantastisk projekt, og det har jeg syntes hele tiden. Det er helt ude i det åbne. Men det er en lille ting i kommunens budget på 28 mia. kr., og det overrasker mig da, at det kan blive genstand for en historie.«

Se video: