Fortsæt til indhold

Hvem bærer ansvaret, hvis kommunen taber i en mulig retssag?

Et snævert flertal vurderer, at kommunen ikke vil blive erstatningsansvarlig. Eller i hvert fald har handlet politisk ud fra den forudsætning. Et næsten lige så stort mindretal er bekymret for, at en eventuel erstatningssag kan ende med at koste kommunen og dermed skatteborgerne dyrt.

Politik

Afslaget er givet, men det juridiske ansvar står fortsat uklart i sagen om den omstridte miljøgodkendelse i Hyllested.

Et flertal i Syddjurs Byråd stemte onsdag nej til at give en landmand miljøgodkendelse til at udvide sin svinebesætning. Det skete, selv om kommunens embedsmænd havde vurderet, at lovgivningen ikke var til hinder for en godkendelse.

Flertallet bestod af otte medlemmer fra Socialdemokratiet, tre fra SF og ét medlem fra henholdsvis Alternativet, Enhedslisten og Radikale Venstre.

Mindretallet, der stemte for at give godkendelsen, bestod af seks medlemmer fra Venstre, tre fra Konservative Syddjurs, tre fra Danmarksdemokraterne og Sidse Graarup Vangsted fra Socialdemokratiet.

Med afgørelsen er sagen politisk afgjort i byrådet, men det juridiske spørgsmål om ansvar er fortsat uafklaret.

Det fremgår ikke af sagsbehandlingen med tilhørende bilag i Natur-, teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget, hvordan det enkelte byrådsmedlem vil være stillet, hvis afslaget senere bliver underkendt.

Byrådet delt i to

Et tydeligt skel prægede byrådssalen onsdag aften, hvor fronterne var klare. Venstre mødte kampberedt op og havde fire medlemmer, der gik verbalt til stålet.

Især Socialdemokratiet med borgmester Michael Harregaard Stegger i spidsen måtte stå for skud. Flertallet var ellers tilbageholdende og havde tilsyneladende valgt en defensiv linje.

Venstres hovedbudskab, formuleret af Niels Søren Rasmussen, var, at det er betænkeligt, at et flertal var villigt til at træffe en beslutning, selv om de juridiske konsekvenser var uafklarede.

Flertallet svarede, at kommunens embedsværk i sagsfremstillingen selv havde fremhævet den indstilling, som blev det endelige udfald, som én af tre muligheder.

Da Niels Søren Rasmussen efterfølgende oplyste, at et samlet byråd havde modtaget et brev fra landmandens advokat, hvor der nævnes et beløb på fem mio. kroner, som landmanden vil søge sig godtgjort i en eventuel retssag, fik det Socialdemokratiets Christina Furholm Kjærgaard til at reagere.

Hun kritiserede Niels Søren Rasmussen for at citere fra en skrivelse, som er et partsindlæg i sagen.

Tilbage står, at byrådet er delt i to lejre.

Mulig klage venter

En sandsynlig næste fase bliver en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet fra landmandens side.

Hvis nævnet giver landmanden medhold, kan det rejse spørgsmål om et eventuelt økonomisk tab som følge af afslaget.

Inden byrådsmødet havde Venstres Jørgen Ivar Mikkelsen bedt kommunens embedsværk om at få afklaret de juridiske konsekvenser.

Heri står der:

»Hvis kommunen bliver påført et tab som følge af et erstatningskrav, kan Ankestyrelsen eller Byrådet vælge at anlægge erstatningssag mod de byrådsmedlemmer, som vurderes at være ansvarlige for at kommunen er blevet påført et tab, jf. styrelseslovens § 50 c, stk. 1.

Erstatningsansvar mod byrådsmedlemmer vedrørende kommunens tab kan alene gøres gældende af tilsynsmyndigheden (Ankestyrelsen) eller Byrådet.

Borgere har ingen søgsmålskompetence mod enkelte byrådsmedlemmer for så vidt angår kommunens tab.«

Og videre står der:

»Har Byrådet truffet en beslutning, som er båret af usaglige hensyn og denne beslutning medfører et tab for kommunen, vil betingelserne for anlæggelse af en retssag være opfyldt, hvis varetagelsen af usaglige hensyn kan tilregnes de pågældende byrådsmedlemmer som forsætligt eller uagtsomt – dvs. hvis de pågældende byrådsmedlemmer vidste eller burde have vidst, at beslutningen var ulovlig.

Den rådgivning, Byrådet har fået af Administrationen og/eller eksterne rådgivere, kan have betydning for vurderingen af, om der er handlet ansvarspådragende.

Sammenfattende er svaret på spørgsmålene derfor, at byrådsmedlemmer kan ifalde et personligt erstatningsansvar over for kommunen, hvis en beslutning træffes på grundlag af usaglige hensyn, og dette kan tilregnes de pågældende som forsætligt eller uagtsomt.«

Embedsværket henviser til et notat fra Codex Advokater, som beskriver retsstillingen i generelle træk i forhold til husdyrgodkendelsessager. Se faktaboks.