"Vi har sagt nej"
Havnedirektør undrer sig over, at Aarhus Vindmøllelaug prøver at rejse penge til projekt på Østhavnsvej, når havnen har afvist det
I flere medier har Aarhus Vindmøllelaug I/S den seneste tid været ude med historien om, at private borgere og virksomheder kan købe andele i tre ud af fire vindmøller på havnen i Aarhus, efter et flertal i byrådet har sagt god for muligheden for at placere vindmøller der.
Ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Havn er det til vindmøller på Østhavnsvej, at lauget har forsøgt at hente investeringer til, og det undrer man sig voldsomt over hos Aarhus Havn, der ejer området.
"Aarhus Havn tager afstand fra projektet og påpeger, at de privatretlige forudsætninger for projektets gennemførelse ikke er til stede," skriver havnen og fortæller, at Aarhus Vindmøllelaug udbad sig et møde i august for at præsentere idéen.
"Ved vores møde med Aarhus Vindmøllelaug afviste vi at underskrive en hensigtserklæring om, at vi vil se på muligheden for at placere de fire foreslåede møller langs Østhavnsvej eller for den sags skyld se på en anden placering. Det har vindmøllelauget sågar skrevet i deres eget mødereferat, så ingen kan være i tvivl. Alligevel turnerer de nu rundt og forsøger at sælge andele i projektet," siger havnedirektør Thomas Haber Borch.
Hvis vindmøllelauget eller andre vil opstille vindmøller på havnen, så skal de købe eller leje et areal af havnen, slår han fast, men i dette tilfælde har havnen altså sagt nej.
"Vi har sagt ja til at overveje, om der på containerterminalen kan opstilles to vindmøller, som Aarhus kommune har med i deres energiplan. Men af hensyn til vores drift og havnens fremtidige udvikling har vi besluttet at sige nej til flere vindmøller," siger Thomas Haber Borch.
Han er fuldstændig uforstående over for vindmøllelaugets fremgangsmåde, fordi han mener, at det hverken fremmer samarbejde eller bæredygtighed at bruge den slags metoder.
"Hvis deres motiv er at samle tilslutning til et projekt for derefter at bruge tilslutningen som pression for at få det gennemført, synes jeg, det er den helt forkerte måde at gribe sådan en sag an på."
ddp