Klubhus smadret for mindst 50.000 kroner
Igennem flere måneder har AIA-Tranbjergs klubhus fået smadret vinduer, og i weekenden brød gerningsmænd ind i cafeteriet, som blev efterladt raseret. Nu undersøger klubhusudvalget muligheder for videoovervågning
Hver aften går Morten Rasmussen en lille tur i Tranbjerg, hvor han bor, og ofte fører den ham forbi AIA-Tranbjergs klubhus på Grønløkke Alle. Han er nemlig en del af klubhusudvalget, så han synes selv, at det er en god idé, at han på den måde lige kan holde øje med stedet.
Siden corona-nedlukningen af Danmark for lidt over tre måneder siden har aftengåturene dog budt på flere trælse opdagelser ved lige netop klubhuset, som har været præget af en bølge af episoder med hærværk.
"Det har udviklet sig fra at være nogle små ruder, der blev knust, til at være nogle nye, store vinduer, som vi lige havde sat op, og senest var det glasset i døren til klubhuset, der blev smadret," fortæller Morten Rasmussen, der i klubhusudvalget er repræsentant for håndboldafdelingen under AIA-Tranbjerg.
Skader for over 50.000 kroner
Episoden med døren skete i løbet af weekenden, hvor der to gange blev begået hærværk mod klubhuset. Natten til lørdag gik alarmen, og det samme skete den efterfølgende nat.
Da Morten Rasmussen søndag formiddag tog af sted for at se, hvad der var sket, blev han mødt af et fuldstændig raseret klubhus. Gerningsmændene havde simpelthen smadret døren og være indenfor, hvor der lå slik fra en hylde og smadrede øl-flasker spredt ud over gulvet.
"Jeg var ved klubhuset omkring klokken 11, og der kunne jeg se, at det var helt galt. Ejeren af cafeteriet mener dog ikke, at der er blevet taget noget af betydning," fortæller Morten Rasmussen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
De mange skader har dog derimod en betydning for klubbens økonomi, for det er ikke småpenge, som de mange episoder med hærværk er løbet op i.
"De seneste tre måneder har vi i hvert fald betalt mindst 50.000 kroner for at få vinduerne repareret, og det kan godt være, at det faktisk drejer sig om endnu flere penge," siger Morten Rasmussen og fortsætter:
"Det går jo ud over vores stakkels medlemmer."
Overvejer video-overvågning
De mange episoder har fået klubhusudvalget til at arrangere et møde, hvor det blandt andet skal diskuteres, om der skal sættes videoovervågning op omkring klubhuset for at undgå yderligere hærværk.
"Vi er også i dialog med skolen om at få sat overvågning op. Den har tidligere haft et kamera oppe, men jeg kan se, at det er blevet fjernet, da det ikke virkede," fortæller Morten Rasmussen, der mandag delte flere billeder af det smadrede klubhus i en Facebook-gruppe for borgere i Tranbjerg med beskeden: "Nu må det snart slutte".
Det gjorde han efter, at en dagplejer i weekenden havde lagt lignende billeder op fra haven ved et dagplejehus i Tranbjerg, hvor der ligeledes var begået hærværk med knuste ølflasker på området, hvor små børn normalt leger.
Weekendens hærværk mod AIA Tranbjergs klubhus er endnu ikke blevet anmeldt til politiet, men overfor Lokalavisen Aarhus fortæller Morten Rasmussen, at politiet bliver inddraget i løbet af de kommende dage.