Så er turen kommer til resten af Adelgade
Halvdelen af borgerne i en undersøgelse ønsker, at den sydlige del af Adelgade bliver til gågade
I 2021tages der hul på arbejdet med at gøre den sydlige del af Adelgade, altså den del der bl.a. rummer SuperBrugsen og Bloms, mere trafiksikker - akkurat som det er sket med den nordlige del.
Med den nye budgetaftale for 2021-2024 er der afsat rådighedsbeløb på 1,826 mio. kr. i 2021, 4,654 mio. kr. i 2022 og 1,826 mio. kr. i 2023 til projektet, men det ligger endnu ikke fast, hvad der skal ske med gaden.
"Det ligger fast, at vejen skal gøres venligere for de 'svage' trafikanter," siger Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget.
"Som udgangspunkt er det ikke meningen, at vi skal kopiere det, der er sket med den nordlige del af gaden til den sydlige del 1 til 1. Måske skal der laves byrum, fx ved en torvedannelse ved Bloms. Planen er, at vi i løbet af foråret 2021 inviterer borgerne til et møde, hvor de kan fortælle os om deres ideer for gaden og området," siger Leick.
I forbindelse med arbejdet med Adelgade har Skanderborg Kommune bedt COWI om at udarbejde en analyse. Det er sket via spørgeskemaer, der sendt til 11.144 borgere over 18 år. Spørgeskemaet om detailhandlen blev besvaret af ca. 18,2 procent, svarende til ca. 2.030 borgere, mens spørgeskemaet om trafik blev besvaret af ca. 21,2 procent, svarende til ca. 2.365 borgere. Også detailhandlen er blevet spurgt.
Blandt de konklusioner, COWI har lavet ud fra besparelserne, er:
- Der er tendens til, at de butiksdrivende overvurderer gadeombygningens negative effekter, herunder parkering foran butikkerne, ift. kundernes holdninger.
- Knap halvdelen benytter sig af de store p-pladser på Møllegade eller i Bloms, når de skal en tur til midtbyen. Knap en tredjedel parkerer forskellige steder, bare det er i nærheden til Adelgade. Kun 5 procent holder ude foran den butik, de skal ind i.
- Næsten halvdelen ønsker sig en gågade på strækningen forbi Bloms, hvoraf størstedelen gerne ser, at der bliver helt lukket for biltrafik.
- Godt 40 procent ønsker sig en gade med biltrafik tilladt og cykelstier, lige som på den ombyggede del af Adelgade. Blandt en del er der dog ønsker om at bruge en anden belægning eller et andet design, end hvad der blev brugt på den ombyggede del.
- Kun godt 10 procent ønsker sig, at gaden forbliver, som den er i dag.
- Ca. halvdelen opfatter trafikken på Adelgade i mere eller mindre grad som generende.
- Over 50 procent af respondenterne bruger bilen for at komme til midtbyen, hvoraf de fleste er alene i bil. Ca. 33 procent er gående eller på cykel.
- Godt 25 procent vurderer, at ombygningen af Adelgade har fået dem til oftere at cykle, når de skal i byen.
- Over 50 procent føler sig mere trygge ved at cykle, efter etablering af cykelstier på den ombyggede del af Adelgade.
- Ca. 50 procent har svaret, at parkeringsmulighederne ikke er forringet efter gadeombygningen, når de kommer i bil til midtbyen. Derimod har ca. 30 procent vurderet, at det er blevet sværere for dem at parkere efter gadeombygningen.