Nu har Sall også fået landsbyens gadekær
Et aktivt lokalråd i landsbyen kunne fredag 20. november indbyde til stille indvielse af en tidligere branddam
SALL En sølle branddam i landsbyen Sall nær Hammel er blevet forvandlet til et smukt gadekær.
"Vi indviede det i al stilhed i fredags, men når coronaen har lagt sig, så må vi have et ordentlig skrald af en indvielse," fortæller tovholder på projektet Tove Hvid, Sall.
Pengegave
Sall blev i 2018 kåret som Årets Landsby af Regionsrådet i Region Midtjylland. Med hæderen fulgte et kontant beløb på 150.000 kroner, og det er blandt andet de penge, som har gjort det muligt at renovere vandhullet midt i byen.
"Vi holdt et borgermøde, da vi havde vundet landsbyprisen i 2018. Interessen var stor, og vi besluttede, at pengene skulle gå til gadekæret."
Landsbyen Sall har flere gange gjort sig bemærket. Da kommunen lukkede landsbyens skole for 10 år siden, gik beboerne i gang med at etablere en friskole. Sidenhen et friplejehjem og så kom renovationen af forsamlingshuset.
I Sall sker der noget
Da lokalrådet i Sall gik i gang med at skaffe midler til deres gadekær, kom der hurtigt penge i kassen. For i Sall sker der noget.
"Vi har denne gang fået midler fra sponsorer som Hedeselskabet, Sparekassen Kronjylland, Friluftsrådet, Landsbyrådet Favrskov og Favrskov Kommunes Kultur&Fritid "Stier og forbindelser", fortæller Tove Hvid.
Hun bor lige bag det nye gadekær, og kunne fredag sammen med en lille kreds glæde sig over, at det endelig lykkedes at åbne op for landsbyens nye pryd.
"Vi blev oversvømmet i efteråret 2019, det udsatte projektet. Men nu er det her, forhåbentlig til glæde også for de mange, som daglig passerer af Sallvej. En meget trafikeret vej," siger Tove Hvid.